Afsløringerne af, hvordan nogle politiske partier rådgiver økonomiske sponsorer om, hvordan man kan omgå åbenhedsreglerne, viser, at de reelt intet er værd.
Det skriver Roger Buch, der er centerleder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, i et indlæg på Altinget. Han efterlyser, at reglerne bliver strammet, hvilket Enhedslisten har sagt, at man vil kræve af en kommende regering.
Det var Frihedsbrevet, som under valgkampen tilbød en række partier 50.000 i støtte gennem en tidligere bedrageridømt erhvervsmand med en klausul om, at støtten skulle gives anonymt. Det er i strid med lovgivningens krav om offentliggørelse af støtte over 22.200 kroner.
Roger Buch skriver i indlægget, at det ”ikke blot er pinligt for danske politikere og partier, det er også et problem for retssamfundet og demokratiet”.
Han henviser også til, at Danmark er blevet kritiseret af blandt andet Transparency International for manglende åbenhed om partiøkonomi.