Obama er mediernes darling, mener et flertal af amerikanerne. Men fortæller pressen ikke bare historien om hans succes?
Vil medierne helst have, at Barack Obama vinder valget den 4. november? Ja, de vil. Det mener i hvert tilfælde 70 procent af de amerikanske vælgere ifølge en ny rundspørge fra Pew Research Center. Kun 9 procent tror, at medierne ville foretrække republikanernes John McCain som præsident.
Og tanken ER nærliggende. Medier, politikere og kendisser er i disse dage ved at falde over hinanden for at komme med deres støtteerklæringer – de såkaldte 'endorsements' – til den demokratiske præsidentkandidat. For aviserne hedder stillingen en uge før valget 222 i Barack Obamas favør og 93 i John McCains.
Og så er der journalistikken. Efter en weekend med rørende billeder af Barack på besøg hos sin syge bedstemor på Hawaii har det i de sidste par dage handlet om hans succes i meningsmålingerne og gode 'performances' i svingstaterne.
Weekendens historier fra den anden lejr handlede til gengæld om et ekstravagant tøjforbrug på 150.000 dollars til den tidligere skønhedsdronning, der nu er republikanernes bud på en vicepræsident. Det var oven på historierne om kampagnens racistiske undertoner, om Sarah Palins uduelighed på stort set alle politiske områder, og om John McCains usikre hånd i tidligere sikre 'røde' stater. Plus selvfølgelig de konstant dårlige meningsmålinger.
Hos Pew Research Center har de opgjort vægten mellem positive og negative historier fra starten af september til midten af oktober. Og optællingerne viste ganske rigtigt, at der for hver positive historie om John McCain var mindst tre negative, mens der for Obama var cirka lige mange af hver. Lidt flere positive end negative.
Hård medfart
Men betyder det så, at de amerikanske medier består af en samling røde lejesvende, der lader begejstringen for Barack Obama sløre det professionelle blik i valget af historier og vinkler?
Ikke nødvendigvis, siger Michael Dimock fra Pew Research Center. Han mener nærmere, at nyhedsmedierne følger »kampagnens dynamik«. Hvis det går godt for Barack Obama, bliver der skrevet positive historier om ham, ligesom det trækker dårlige overskrifter, når det går i kludder for John McCain.
»Pressen spørger jo, hvorfor kandidaten er bagud i meningsmålingerne,« siger Michael Dimock til Journalisten.dk. At der er flere positive historier om Barack Obama, betyder derfor ikke, at pressen favoriserer ham frem for John McCain. Det betyder måske bare, at der er flere positive historier at fortælle.
Heldigvis for John McCain er der ikke en en til en-sammenhæng mellem 'dårlig presse' og et tabt valg. Især i 2004 fik George W. Bush en hård medfart i pressen, og han trak ifølge Pew Research Center dobbelt så mange negative historier som sin rival John Kerry.
Også dengang mente halvdelen af de amerikanske vælgere, at medierne foretrak demokraten Kerry frem for republikaneren Bush. 22 procent mente, at medierne foretrak Bush. Hvis det kan være en trøst for republikanerne i dag, så vandt George W. Bush som bekendt valget på trods af den 'dårlige presse'. Selv om det blev en kneben sejr.
9