»Se lige Søvndysseren!« og andre angreb på især S og SF florerer på Twitter fra falske profiler. De såkaldte 'spambots' er sat ind i valgkampen.
»puha se hvor til grin soevndal er til engelsk,« skriver Twitter-profilen Tartar8393EAJR. Personen bag kalder sig Mira Tartar. Men med stor sandsynlighed er der tale om en robot.
Når man kigger på profilens indlæg på Twitter de seneste timer, ligner det en klassisk spambot. Profilen spyer stort set enslydende, nedladende bemærkninger ud, primært om Villy Søvndal (SF), og følger dem alle op med links til videoer på Youtube.
'Mira Tartar' er langt fra det eneste eksempel. Journalisten.dk har på få minutter kunnet finde flere eksempler på spambots, der alle kritiserer Villy Søvndal eller Helle Thorning-Schmidt (S).
Flere af robotterne har endda samme profilfoto, ligesom de skriver ordret samme opdateringer ud til folk på forskellige tidspunkter. Målet er tilsyneladende at få folk til at se videoer, der kan skabe et dårligt indtryk af S og SF.
Normalt når den slags spam ikke ud til mange mennesker på Twitter, fordi man aktivt skal følge personer for at se deres tweets. De spambotter, Journalisten.dk har kigget på, har ingen af de såkaldte followers.
Men man kan også tagge indlæg på Twitter med et emneord. Emneordet for det danske valg er #fv11, og emneordet for dansk politik er #dkpol. Og de to tags bruger de falske profiler flittigt. Det betyder, at eksempelvis journalister, der vil have et overblik over valget på Twitter, søger på #fv11 – og så dukker de mange spambots op blandt seriøse indlæg fra rigtige mennesker.
Det er relativt nemt at programmere en spambot. Men det er ikke så let at finde ud af, hvem der har sat den i gang.
Som Nina Jansen skriver på Twitter, er det en god ide at bruge den indbyggede mulighed i Twitter for at melde de falske profiler for spam.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.