BUREAUKRATI. »Tager I penge for print?« spurgte jeg den flinke dame på tinglysningskontoret i Hellerup.
På skærmen foran mig havde jeg en pdf-fil af indscannede sagsakter. Nu var jeg kun et CtrlP væk fra dokumentation af en god historie. Men jeg skulle – igen – blive klogere.
Min dag var startet på Retten i Lyngbys Virum-kontor, hvor jeg bad om at få en kopi af tingbogsoplysningerne for en række ejendomme. Jeg vidste, at de fysiske dokumenter befandt sig der. Men adgang til at se dem sker via en computerskærm på kontoret i Hellerup. Så tog jeg derhen.
Jeg forestillede mig selv i scenen fra Watergate-filmen "Alle præsidentens mænd", hvor Robert Redford og Dustin Hoffman sidder og pløjer sig igennem et bjerg af kartotekskort i kongresbiblioteket i Washington. Men hvem har sagt, det skal være nemt at være Robert Redford?
I Hellerup slog en venlig dame den første af i alt fem ejendomme op på sin computer og printede en oversigt over sagsakterne. I hjørnet stod borgercomputeren. Med printet i hånden begyndte min søgen, og efter kort tid fandt jeg, hvad jeg søgte. Og så var det, jeg stillede mit spørgsmål:
»Tager I penge for print?«
»Du må ikke printe dokumenter ud fra computeren her i huset,« svarede damen og forvandlede med et slag min indre Redford til en figur i en Kafka-roman.
»Kan jeg sende filen elektronisk til min mail-konto hjemme på redaktionen?« spurgte jeg troskyldigt.
»Nej, ifølge loven skal vi tage betaling for dokumenter, du får udleveret. Men her på kontoret har vi ingen kasse. Du kan udfylde en blanket for hvert dokument, du vil have udleveret. Den skal afleveres på vores kontor i Virum. De finder dokumenterne frem og sender dem med posten. Hvert dokument koster 175 kroner, som skal forudbetales.«
Henne ved borgercomputer nummer to sad en rigtig pæn kvindelig ejendomsmægler med rød læbestift og et syrligt smil og lyttede med. Havde jeg været Robert Redford, ville hun have hacket systemet, skaffet mine dokumenter og spurgt, om jeg ikke gav middag.
Jeg begyndte at skrive dokumenterne af i hånden og fik mig undervejs en snak med den tilkaldte husjurist, som gentog smøren om lov, blanketter og forudbetaling.
Så tog jeg hjem og skrev min historie. En smule klogere på myter og realiteter om Danmark som et åbent og gennemsigtigt samfund med udbredt digitalisering af den offentlige forvaltning.
PS: Den flinke Hellerup-dame kunne forresten fortælle, at der var et – ganske vist forsinket – projekt i gang, som vil samle alle kongerigets tingbogsoplysninger i en fælles database, som får hjemadresse i Hobro. Om det var en trøst eller en trussel, ved jeg ikke./

Henrik Rasch, journalist, Computer Reseller News – CRN