
Line Jakobsen er uddannet fra RUC og startede i Ritzau i 2007. Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
43-årige Line Jakobsen bliver direktør og nyhedschef for samtlige redaktioner i Ritzaus Bureau.
Det oplyser Ritzau i en pressemeddelelse.
Hun overtager posten som nyhedschef efter Søren Funch, der følger med Ritzau Finans, der er blevet overdraget til JP/Politikens Erhvervsmedier.
”Ritzau skal konsekvent udvikle sig, så vores kunder kan få den service og de produkter, de efterspørger. Vi har igennem årene været gode til at tilpasse os ved at holde et stramt fokus på kundernes behov og ved at tilpasse vores journalistiske produkter. Det glæder jeg mig til at kunne løfte endnu mere i en ny rolle som nyhedschef,” siger Line Jakobsen i pressemeddelelsen.
Line Jakobsen kommer fra en stilling som chef for Ritzaus PLUS-redaktion og Ritzau Fokus.
”Som chef for PLUS-redaktionen og i de senere år også for særtjenesterne i Ritzau Fokus har hun demonstreret, at hun både mestrer den daglige journalistiske ledelse og samtidig er i stand til konstant at udvikle og forbedre journalistikken med et skarpt kundefokus. Det får vi nu glæde af i alle redaktioner,” siger chefredaktør og adm. direktør Lars Vesterløkke i pressemeddelelsen.
Line Jakobsen er uddannet journalist fra RUC og har været ansat hos Ritzau siden 2007. I 2009 blev hun kunderedaktør og sidenhen redaktionschef for Ritzau Fokus.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.