I dag har Ritzau én EU-korrespondent og én journalistpraktikant med base i Bruxelles. Men nu er der markante ændringer forude.
Fremover vil Ritzaus korrespondent Minna Skau dele sin arbejdstid mellem Bruxelles og København. 25 procent af tiden skal lægges i København.
»Alle danske medier snakker altid om, hvordan vi kan få Bruxelles og Danmark tættere på hinanden. Det er hamrende svært, selv om vi udmærket ved, at en meget stor del af dansk lov stammer derfra. Derfor har vi besluttet at rykke vores EU-korrespondent tættere på Danmark,« forklarer nyhedschef Søren Funch.
Erstatter praktikant med midlertidig korrespondent
Samtidig afskaffer Ritzau praktikantstillingen i Bruxelles. Den erstattes af en ny ordning, hvor skiftende fastansatte kolleger får to måneders forløb, hvor de dækker EU-stoffet med base i Bruxelles.
»Vi synes, det er en rigtig god ide at give vores uddannede medarbejdere muligheden for at lære EU at kende. Hvis de har haft et par måneder i Bruxelles, så føler de måske ikke, at EU er så fjernt, og så skal der ikke så meget til at dreje 0032,« siger Søren Funch med henvisning til den belgiske landekode.
Den nye EU-plan er allerede sat i værk. I forbindelse med EU-valget i maj er Minna Skau begyndt at bruge mere tid i København. Den første uddannede kollega, der får lov at slå hende følge i Bruxelles, starter til september.
Herefter er planen, at hver kollega får to måneder i Bruxelles.
»Den første har september og oktober, mens den næste har november og december. Men det er ikke mejslet i granitsten, om det skal vare to eller tre måneder. Det vil vi se på,« siger Søren Funch.
Nye stillinger slås op denne eller næste uge
De interne stillinger som midlertidig korrespondent vil blive slået op i denne eller næste uge.
Søren Funch forklarer, at det er i Ritzaus interesse at sende uddannede kolleger af sted i stedet for praktikanter.
»Det har fungeret godt med praktikanterne, men langt de fleste forsvinder jo ud af huset igen. Hvis vi ser lidt egoistisk på det, så kan vi lige så godt bruge uddannede kolleger, så vi beholder den viden i huset.«
Flere danske vinkler på EU
Ritzau har en lejelejlighed i Bruxelles, som praktikanterne hidtil har boet i. Det vil også være her, de nye midlertidige korrespondenter skal holde til.
»Journalisterne her på stedet er meget motiverede for at prøve det af. Vi har fået flere henvendelser allerede.«
Søren Funch forventer, at den nye model vil føre til, at Ritzau får flere danske vinkler på EU-stoffet.
»Jeg er overbevist om, at det her styrker vores EU-dækning til glæde for vores kunder. Dækningen af de store begivenheder kan man jo ofte lige så godt tage fra AP eller Reuters. Nu får vi muligheden for at lave flere danske historier med danske vinkler dernedefra,« siger han.
Betyder meget lidt på budgettet
Kommer det til at betyde noget på budgettet?
»Det kommer til at koste lidt i flybilletter, men ellers ikke. Vi har jo lejligheden i forvejen.«
Hvad er ulemperne ved denne model?
»Dem har jeg faktisk meget svært ved at se.«
Ritzau planlægger at evaluere den nye model omkring sommeren næste år.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Som tidligere Ritzau-korrespondent i Bruxelles kan jeg sagtens give eksempler på de "ulemper", der spørges til i artiklen oven for. Det er rigtigt, at tidligere EU-praktikanter for en stor del smutter til andre medier, men det kan jo skyldes, at Ritzau i de seneste mange år har skullet fyre i stedet for hyre. For det andet kan jeg for samtlige de cirka 12 praktikanter, der huserede i min tid, sige, at de alle leverede topjournalistik, så snart de lige var ovre den første introduktionsperiode. For det tredje har der mig bekendt aldrig været noget til hinder for, at Ritzaus uddannede journalister kunne drage et smut til Bruxelles; det er mao. et lidt falsk dilemma at opstille. For det fjerde vil det fremover blive sværere at tiltrække praktikanter til Ritzau, når de journaliststuderende ved, at de ikke længere kan komme til Bruxelles. For det femte er der det rent kvalitetsmæssige: Praktikanternes ungdommelighed, i mangel af et bedre ord;-) bevirker, at de evner at afdække andre og meget interessante historier. De "unge" leverer simpelthen en anden type journalistik, som klart er værd at have med i et mangfoldigt mediebillede - i tillæg til hvad der kommer fra de mange dygtige og etablerede Ritzau-medarbejdere.
Alt i alt kan jeg godt mistænke Ritzaus ledelse for, at dette er en spareøvelse, og i så fald må man bare være ærlig og erkende, at det kommer til at gå ud over den journalistiske kvalitet.
Hvor mange år har Danmark været med i EU !!!!
Tænk at Ritzau føret nu finder det relevant at journalister ikke skal føle sig femmede i EU !!!
Tankevækkende !!!