»Hele situationen er løftet ud af den kontekst, hvor det normalt er ledelsen, man er sure på. Vi kan ikke rigtig være sure på nogen endnu,« siger tillidsrepræsentant på Ritzau Charlotte Mackeprang. Medarbejderne føler sig i et limbo, mens de venter på fyringer.
I går udløb fristen for medier, der ville forlade nyhedsbureauet Ritzau. Indtil videre har Berlingske, JydskeVestkysten og Bornholms Tidende meldt ud, at de trækker sig ved årsskiftet. Og Børsen vil genforhandle aftalen.
Men snakken om Ritzau er i høj grad foregået mellem mediecheferne. Journalisten.dk har spurgt Ritzaus tillidsrepræsentant Charlotte Mackeprang, hvordan det er for medarbejderne at stå midt i furoren.
»Vi har fået at vide, at vi skal spare, men ikke hvordan. Så vi går også rundt herinde og tænker 'hvad skal der ske' og forsøger at holde skruen i vandet,« siger hun.
Hvordan er stemningen blandt medarbejderne?
»Jeg ved ikke, om man måske kan kalde det 'vantro' – uvirkeligt. Vi sidder bare på sidelinjen og kigger på. Vi plejer jo at skrive om alle de andre. Men ledelsen herinde har holdt møder med os og fortalt os alt, hvad de overhovedet kunne.«
Normalt er det ledelsen, man kan bokse med, når der er fyringer. Hvordan er det, at beslutningen så at sige kommer udefra?
»Det er den forbandede situation, vi altid har været i – vi er afhængige af vores ejere og kunder. Det er mærkeligt, for det er ikke ledelsen, der siger, at vi leverer noget, der ikke er godt nok. Vi er lidt i et limbo. Hele situationen er løftet ud af den kontekst, hvor det normalt er ledelsen, man er sure på. Vi kan ikke rigtig være sure på nogen endnu, i hvert fald ikke i huset.«
Hvad gør I for at arbejde videre og håndtere det som medarbejdere?
»Det er måske meget godt, der lige er kommet en valgkamp – så kører det ligesom af sig selv. Vi taler også i medarbejderforeningen om, hvordan vi skal gribe det an. Men vi ved jo, der kommer fyringer. Vi kan ikke klare det her ved at spare, bruge toiletpapiret på begge sider og have kaffe med hjemmefra. Det er det, vi snakker om ved kaffeøen eller om frokostbordet, det er klart.«
Fylder det meget i hverdagen på Ritzau?
»I perioder. I går fik vi for eksempel den endelige melding om, hvor mange der har forladt os. Men vi har en tjeneste, der bare skal køre, og derfor kaster folk også al deres energi i det. Og vi griner da også, det er ikke et gravkammer.«
Har I nogen fornemmelse af, hvornår I får en mere afklaret situation?
»Nej. Den ligger nok ikke lige om hjørnet. Der er en masse hvis'er og måske'er, der skal undersøges.«
Journalisten.dk interviewede P1-vært og medieekspert Lasse Jensen sidste fredag om Ritzaus fremtid.
»Ritzau har også altid bygget på solidaritet mellem medierne. De store støttede lidt de små. Den slags blødsødenhed er der ikke plads til i dag, hvor medierne kæmper på liv og død,« sagde han blandt andet.
Lasse Jensen mener, solidariteten er ved at være overstået. Er det noget, I mærker til som medarbejdere?
»Det har jo altid været vores fundament – det nationale nyhedsbureau, som langt de fleste og alle de største medier var medejere af. Det er slut nu. Det er en ny tid, vi skal tilpasse os. Der har været en solidaritet, hvor de store måske også var med til at hjælpe de små. Den tid er ovre,« siger Charlotte Mackeprang.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
"Ritzau har også altid bygget på solidaritet mellem medierne. De store støttede lidt de små. Den slags blødsødenhed er der ikke plads til i dag, hvor medierne kæmper på liv og død"
Det forklarer egentligt meget godt hvor det galt for Ritzau, og hvorfor. Fra at være en seriøs nyhedstjeneste der leverede telegrammer til redaktionerne, i en tid hvor kommunikationen var langsommelig, giver den model mening. Siden burde Ritzau have sadlet om. De burde have satset entydige på en ganske anden solidaritet. Solidaritetet med den faglige standard, med lødighed og kvalitet, med grundighed osv.
Det var en fadæse ikke at satse på de ægte kunder interesser (befolkningens behov for at blive oplyst), ved i stedet at satse på at lefle for debitorerne (de få kunder der betaler) og deres bekvemmelighed.