De stod på nakken af hinanden. Snublede i tv-kameraernes ledninger. Masede og asede for at komme Tvindsagens kransekagefigur så nær som muligt. Det var i foråret. 5. marts helt nøjagtigt.
Langs åen i Århus skred Mogens Amdi Petersen med en kortege af advokater frem til landsretten, men så sivede luften ud af ballonen. Nyhedsværdien blev mindre og mindre.
Og nu. Efter en kort pause hen over sommeren er sagen genoptaget.
På bagerste række – langt fra vidneskranke, anklagemyndighed og forsvarere – sidder en tålmodig mand fra Ritzaus Bureau og noterer stort og småt ned.
Ofte møder der nu kun et par journalister op til sagen.
»Det er både sjovere og rarere at dele retsmøde med en kollega. Det er godt at kunne analysere med kolleger, hvad der er sagt i retten,« siger Esben Agerlin Olsen, der siden april 2001 har skrevet omkring 80 telegrammer om Tvind-sagen.
Godt hjulpet af en lille feltkikkert, i øvrigt.
Det begyndte med, at TV-avisen medbragte en tegner, der brugte kikkert. For at aflæse ansigtstræk længere oppe i salen. Forsvarerne protesterede, men der står ikke i retsplejeloven, at brug af kikkert er forbudt, meddelte dommeren og bekræftede over for Esben Agerlin Olsen, at han også gerne måtte tage kikkert med. Det er nemlig sådan, at hele sagen er lagt på computer, og via en intern server kan bilagene hentes frem på sekunder og vises på 17 tommers skærme opstillet i retslokalet. Den dårlige akustik i rummet, et højttalersystem, der sætter ud – og støj fra gaden er en modbydelig cocktail for Esben Agerlin Olsen fra Ritzau.
»Med kikkerten kan jeg aflæse, hvad der står på skærmene. Tal og navne. Udvalgte passager i bilagene osv.«
Flere har trukket på smilebåndet over opfindsomheden hos Ritzau, måske lige bortset fra sagens tiltalte.
Esben Agerlin Olsen følger gerne sagen helt frem til endelig domsafsigelse. Lange udsigter har det dog. Frem til oktober næste år er der afsat retsmøder.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.