For nylig indgik Helsingør Dagblad en aftale om, at lade Ritzaus Bureau stå for redigeringen af flere af avisens sider for at spare penge. Nu følger 24timer og MetroXpress trop. Og flere er på vej. (opdateret 10:35)
Stemningen var mildest talt under nulpunktet, da ledelsen på Helsingør Dagblad i sidste måned gennemførte en omfattende spareplan, som betød farvel til fem medarbejdere – heriblandt to fyringer.
Ganske opsigtsvækkende valgte Helsingør Dagblad en særlig ordning, hvor en enkelt medarbejder blev overført til ansættelse hos Ritzaus Bureau, hvorfra vedkommende nu skal producere færdige sider for Helsingør Dagblad, som Journalisten.dk kunne berette.
I praksis arbejder vedkommende stadig for Helsingør Dagblad, men det sker fra Ritzuas Bureau. Fremover vil op mod seks-syv sider være produceret af Ritzau. Og dermed slipper Helsingør Dagblad for personaleansvar og udgifter til eksempelvis pension. En ordning, som flere andre aviser finder yderst attraktiv, og derfor er lignende arrangementer nu på vej.
I maj indgik eksempelvis MetroXpress A/S en aftale med Ritzau om fast leverance af nyheder til både MetroXpress og 24timer frem til udgangen af 2013. Herunder en fast færdigredigeret side om dagen, som fik de ansatte til at slå alarm.
»Der er ikke nødvendigvis noget galt med Ritzau. De er gode og kompetente. Men vi risiskerer, at det særpræg, som MetroXpress har, forsvinder,« udtalte tillidsrepræsentant på MetroXpress Rasmus Skat Andersen til Journalisten.dk.
Særligt aftalen om den fast færdigredigeret side hver dag fra Ritzau fik medarbejderforeningen til at råbe vagt i gevær:
»Det risikerer at udvande en af avisens største styrker, nemlig det stramt redigerede og velprioriterede nyhedsoverblik,« lød det fra den redaktionelle medarbejderforening på MetroXpress.
Men nu vælger en række andre aviser angiveligt alligevel at følge trop. I de kommende måneder forventer Ritzaus ledelse således at lukke aftaler med andre aviser, der kan se økonomisk fornuft i en færdig pakke fra Ritzau, skriver Business.dk.
Udviklingen er dog stærkt problematisk, mener medieforsker. Blandt andet fordi Ritzau nu selv udvælger historierne og prioriterer dem i forhold til hinanden.
Professor og medieforsker ved Århus Universitet Frands Mortensen betegner den nye aftale som oplagt ud fra en økonomisk synsvinkel. Men tager man de journalistiske og demokratiske briller på, er det imidlertid problematisk, hvis det lykkes Ritzau at sælge sine færdigproducerede sider til mange aviser, fastslår han over for Business.dk:
»Principielt er det problematisk, at man overlader udvælgelsen og prioriteringen til Ritzau. Men det er et spørgsmål om grader, for alle ved jo godt, at lokalredaktionerne ikke kan lave alt selv, og alternativet er måske helt at droppe den type stof,« udtaler Frands Mortensen.
Han vurderer, at store mediehuse som Berlingske Medier og JP/Politikens Hus kunne tænkes at bevæge sig ind på det forretningsområde, som Ritzau nu betræder.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.