Ritzau-medarbejdere mødes med ledelsen i dag

Striden om ny lønpolitik på Ritzau er langt fra løst. Men her til formiddag mødes ledelse og medarbejdere for at diskutere fremadrettet.

Striden om ny lønpolitik på Ritzau er langt fra løst. Men her til formiddag mødes ledelse og medarbejdere for at diskutere fremadrettet.

Ifølge bureauets tillidsrepræsentant, Anders Svendsen, er der i første omgang lagt op til en generel snak i det redaktionelle samarbejdsudvalg, der forhåbentlig kan forbedre samarbejdet mellem ledelsen og medarbejderne.

Ritzau-ledelsens planer om at indføre et nyt lønsystem med lavere lønninger til nyuddannede har nemlig skabt stor utilfredshed på bureauet. Mandag valgte de ansatte af samme grund at nedlægge arbejdet.

»Jeg håber meget, vi på mødet kan komme videre med hensyn til lønnen,« siger Anders Svendsen til Journalisten.dk.

Medarbejderne har reageret meget skarpt på planerne om at indføre store lønforskelle, da Ritzau er kendetegnet ved en kultur, hvor alle løfter i flok, og hvor journalisterne skal kunne arbejde sammen og give historier videre.

Og ændres der på det nuværende solidariske lønsystem med ganske små lønforskelle, så frygter de ansatte, at det vil gå ud over både kvaliteten og viljen til at gøre en fælles indsats. Faren er, at journalisterne individuelt forfølger de historier, der kan fremme deres egne ansættelses- og lønvilkår – på bekostning af den brede og sikre bureau-dækning.

Anders Svendsen forventer ikke, at dagens møde indebærer nogen afklaring.

»Det handler om at få en fremadrettet dagsorden,« siger han.

0 Kommentarer