Ritzau har ansat Bente Nørkjær som udviklingschef. Hun kommer fra en tilsvarende stilling i DR.
Ritzau skal fremover til at satse mere på udvikling af nye medier. Som led i en overordnet strategiplan har bureauet derfor hentet Bente Nørkjær ind som ny udviklingschef. Det oplyser administrerende direktør Lars Vesterløkke.
»Hun har de kompetencer, vi har brug for. Vi har brug for at udvikle en del nye produkter både journalistisk og inden for andre områder. Vi har ledt efter en chef, der har erfaring inden for udvikling af nye produkter inden for den branche, vi er i,« siger Lars Vesterløkke til Journalisten.dk og fortæller, at Bente Nørkjær var en af dem, der tog initiativ til, at DRs chefer kom på kurser i Sillicon Valey, hvor hun også selv har taget kurser.
Bente Nørkjær kommer fra en stilling som chef for DR Udvikling og har tidligere været redaktionschef på P3 Nyhederne og TV 2.
Lars Vesterløkke siger, at ansættelsen intet har at gøre med fyringen af nyhedschef Erik Berg.
»Det er to forskellige slags job og to forskellige opgaver,« siger Lars Vesterløkke. Ansættelsen af en udviklingschef har været planlagt igennem flere måneder, og det er ifølge Lars Vesterløkke flere uger siden, Ritzau indgik en aftale med Bente Nørkjær.
»Ritzau har været domineret af chefer, der beskæftiger sig med drift. Vores kunder bruger maser af kræfter på udvikling. Det er vi også nødt til,« siger Lars Vesterløkke og fortsætter:
»Det er bare ud fra en erkendelse af, at verden og især medieverden flytter sig hurtigt. Hvis ikke Ritzau flytter sig lige så hurtigt, så er det bare slut. Så enkelt er det,« siger han.
Det er især udvikling af nyheder på nettet og til mobilen, som Bente Nørkjær skal beskæftige sig med, og udviklingsarbejdet skal ske i samarbejde med kunderne, fortæller Vesterløkke..
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.