Ritzau-fyringer nede på fem-seks journalister

Nedskæringer på Ritzau kommer til at koste fem-seks journalister jobbet. Det er en del færre end frygtet. Ledelsen satser på frivillige aftrædelser. 

Nedskæringer på Ritzau kommer til at koste fem-seks journalister jobbet. Det er en del færre end frygtet. Ledelsen satser på frivillige aftrædelser. 

Efter forhandlinger mellem medarbejdere og ledelsen på Ritzau er antallet af DJ-medlemmer, der skal afskediges, landet på fem-seks medarbejdere. Over for Journalisten.dk bekræfter DJ-tillidsmand på Ritzau, Anders Svendsen, at der skal spares omkring tre mio. kroner på journalistlønninger. Han er tilfreds med, at det er lykkedes at forhandlet sparekravet ned.
»Men det er fortsat stort. Vi håber, vi kan nå det gennem frivillige aftaler. Ledelsen har sagt, de vil løse problemet med frivillighed, og det holder vi dem fast på hele vejen.«
Han understreger, at det er mange penge, der skal spares, og at det bliver svært at få hverdagen til at hænge sammen bagefter.
»Hele arbejdspladsen er i forvejen presset i bund efter en grundlæggende ændring af redaktionerne,« siger han.

Ledelsen præsenterede 23. april 2009 medarbejderne for planerne om nedskæringer på seks mio. kroner. Det fik medarbejderne til at frygte, at det ville koste op til 12 medarbejdere jobbet.
Allerede dengang forsikrede adm. direktør Lars Vesterløkke, at tallet ikke ville blive så højt.
»Hvor mange afskedigelser er endnu for tidligt at sige, men vi håber at kunne klare det med hovedsageligt frivillige fratrædelser,« sagde han.
Forhandlingerne forventes afsluttet i næste uge.

0 Kommentarer