De næste fire år skal Ritzau vokse med 40 pct. Løsningen er multimediejournalistik, der skræddersyes forskellige målgrupper. Der er ikke penge nok i generelle nyheder, fremgår det af ny strategi.
Ritzau kan ikke overleve på at lave tekst-nyheder til bureauets ejere i medieverdenen. I fremtiden skal der være billeder på alle store historier, nyhederne skal skræddersyes forskellige målgrupper, og Ritzau skal ud og finde nye kunder uden for den gamle kreds af mediehuse.
Det fremgår af et strategipapir, som en arbejdsgruppe bestående af medarbejdere og chefer på Ritzau under ledelse af direktør Lars Vesterløkke har fremlagt i eftermiddag for bestyrelse og medarbejdere.
Planen ’Når fællesskab er en fordel’ løber frem til 2012. Den lægger op til, at Ritzaus omsætning vokser med 40 procent i løbet af de næste fire år og dermed stiger fra 100 millioner kroner til 144 millioner kroner.
Behovet for udvikling er så stort, at Lars Vesterløkke sammenligner Ritzaus eksistensgrundlag med en brændende platform:
»Der er det godt nok varmt, og det gælder bare om at få flyttet sig,« siger Lars Vesterløkke til Journalisten.dk. Han glæder sig over et stort engagement i strategiprojektet blandt alle grupper af medarbejdere fra redaktionssekretærer til reportere og tillidsfolk.
Baggrunden for strategien er, at Ritzau tjener mindre og mindre på nyhedstjenesten. Man skal derfor ud for at finde nye kunder, forklarer Lars Vesterløkke, der tiltrådte som direktør 1. januar 2008.
»Vores nuværende kunder er vores ejere, og de vil ikke give os mere for det, vi producerer. Tværtimod skal vi nok forvente svagt faldende priser,« siger han.
Løsningen er journalistik, som er mere skræddersyet forskellige målgrupper.
»Vi går fra at tilbyde en generel nyhedstjeneste til at lave journalistik målrettet bestemte målgrupper. For journalisterne bliver det et paradigmeskifte,« siger Lars Vesterløkke.
De seneste år er Ritzau begyndt at lave lyd og billeder til et mindre antal nyhedshistorier. Den udvikling forstærkes nu kraftigt, hvor bureauet går over til at producere billeder og lyd 'full scale'.
Det er planen, at der skal være billeder på alle store historier inden år 2012.
For medarbejderne betyder det, at der skal lægges en omfattende udviklingsplan inspirationsmøder, kurser og efteruddannelse.
»Når vi skal fra det ene scenarium til det andet, skulle det helst ske uden at fyre nogen,« siger Vesterløkke.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
"Det er planen, at der skal være billeder på alle store historier inden år 2012." Klart en realistisk tidshorisont. Det tager normalt et par minutter at lægge billeder på hver eneste historie, så skal man nå det på store historier er 2012 nok meget præcist! ;-)
Men deadline KAN skride forståes det: "For medarbejderne betyder det, at der skal lægges en omfattende udviklingsplan inspirationsmøder, kurser og efteruddannelse."