»Risikoen afskrækker mig ikke«

»Grundlæggende er det ikke meget anderledes end at arbejde med andre kilder.«

»Grundlæggende er det ikke meget anderledes end at arbejde med andre kilder.«

Mads Rolf Ahrenskjær, 42 år gammel, skifter 1. december fra kommunikationsmedarbejder og sagsbehandler i Beredskabsstyrelsen til presseofficer i Afghanistan.

Hvad skal du i Afghanistan?
Jeg skal være presse- og informationsofficer hos den danske kampgruppe i Helmand i Afghanistan. Jeg starter træningen 1. december og regner med at rejse til februar og være væk i et halvt år. Det grundlæggende i jobbet er presse- og informationstjeneste, som man kender fra alle mulige andre virksomheder. Altså at informere pressen om, hvad vi laver dernede. Vi laver også en række nyhedsbreve til pårørende, så de kan følge med i, hvad der foregår.

Der er lidt mere på spil i dit arbejde end i så mange andre informationsstillinger. Hvordan er det?
Det er jo grundlæggende den faglige udfordring, at der er mere på spil. Det er en hårfin balance mellem, hvad kan vi tillade os at sige, og hvad skal vi holde tilbage. Det er også derfor, at den ledende presseofficer skal have militær baggrund. Jeg skal vide, hvor grænsen går.

Hvorfor ville du gerne af sted?
Jeg kommer ud og bliver udfordret, som du grundlæggende ikke kan blive ret mange andre steder. Jeg har igennem hele min journalistiske karriere arbejdet med kommunikation i statslige virksomheder, og jeg kan godt lide at arbejde i et så stressende miljø, som det er derude. Det handler altså om liv eller død for nogle mennesker, og det giver arbejdspladsen en høj intensitet.

Hvad tænker du om din sikkerhed?
Grundlæggende har jeg min egen militære baggrund, og det her bliver min fjerde internationale mission, så jeg er ikke bekymret for min sikkerhed. Jeg skal ikke stå i forreste linje og kæmpe mod Taliban, men risikoen er der, og jeg er da fuldstændig klar over, at der kan ske mig noget. Det, der oftest slår vores soldater ihjel, er vejsidebomber, og jeg skal altså også ud at køre. Men risikoen afskrækker mig ikke.

Påvirker det dig, at de mennesker, du skal skrive om, er udsat for en endnu større risiko end dig selv?
Det vil det selvfølgelig gøre. Det er et spørgsmål om at tage hensyn til de mennesker, der sætter livet på spil. Men grundlæggende er det ikke så meget anderledes end at arbejde med andre kilder. De folk, der er dernede, ved, hvad de laver, og de er vant til det.

Hvad siger din familie til det?
De er ikke modstandere, for så var jeg ikke taget af sted. Men det er klart, at det også er en udfordring for dem. De så gerne, at jeg lavede noget andet, men de stiller sig ikke i vejen for det. Jeg skal forklare, at jeg ikke skal være i forreste linje, men at jeg hovedsageligt skal sidde på mit kontor.

CV: Ansat i hæren fra 1988-98 med blandt andet en oversergentuddannelse og udsendelse til Kroatien og Bosnien-Hercegovina. Uddannet fra DJH i 2003. Udsendt som presseofficer i Irak og herefter kommunikationsstilling i Forsvarskommandoen.
Fra 2005 kommunikationsmedarbejder og sagsbehandler i Beredskabsstyrelsen.

0 Kommentarer