Riksdagens formand foreslår journalistfri zoner

Formanden for den svenske Riksdag vil indføre en 'journalistfri zone', så journalister ikke kan stå i vejen for politikerne. Svenske journalister er ikke afvisende over for ideen.

Formanden for den svenske Riksdag vil indføre en 'journalistfri zone', så journalister ikke kan stå i vejen for politikerne. Svenske journalister er ikke afvisende over for ideen.

Formanden for Riksdagen, Per Westerberg, vil indføre en journalistfri zone i det svenske parlament. Det skriver Journalisten.se.

Zonen skal markeres med en farve og sikre, at politikernes vej ikke bliver blokeret i Riksdagens foyer. Formanden mener, at der har været eksempler, hvor politikere ikke kunne forlade foyeren, og derfor skal der sikres et område på en-to meter, hvor de kan færdes frit.

Det svenske svar på Folketingets presseloge, Riksdagsjournalisterne, mener ikke, det er et reelt problem, at journalister blokerer vejen for politikere. Men de vil ikke afvise forslaget om en journalistfri zone, ifølge Journalisten.se.

Til gengæld advarer journalisterne mod at lade den journalistfri zone føre til flere stramninger. Det vil skade mediernes mulighed for at dække Riksdagen, lyder det.

I Danmark bragede debatten i sommers, om man skulle indføre 'journalistfri zoner' i Folketinget. Det var det konservative medlem af Folketingets præsidium, Helge Adam Møller, der fremsatte forslaget.

Efter hans mening havde en række personsager vist, at pressen opførte sig uanstændigt, og derfor skulle journalister kun have adgang til dele af Christiansborg.

Forslaget blev kritiseret fra flere sider, blandt andre af Ole Birk Olesen (nu MF for Liberal Alliance) og politisk kommentator Thomas Larsen.

»Når journalister kan bevæge sig rundt på Christiansborg, kan de nemt komme i kontakt med politikere, og det betyder, at spin ikke kommer til at virke som et lige så stort filter mellem offentligheden og politikere, som det gør i andre lande,« lød det fra Thomas Larsen.

0 Kommentarer