Rigtige journalister dækker også kongehuset

ROYALT. I Journalisten nummer 2 er Anna von Lowzow stærkt oprevet over, at vi på Ekstra Bladet har ladet kommunikationseksperten Klaus Kjøller analysere den eneste større billedserie, kronprinsparret til dato har ladet udsende.

ROYALT. I Journalisten nummer 2 er Anna von Lowzow stærkt oprevet over, at vi på Ekstra Bladet har ladet kommunikationseksperten Klaus Kjøller analysere den eneste større billedserie, kronprinsparret til dato har ladet udsende.

Men man skal da være en usædvanlig dårlig journalist, hvis man ikke omgående studser over billederne. Hvorfor må vi ikke se deres 35 ansatte? Hvorfor sidder de klumpet sammen i en lille sofagruppe, når de bor på 1.150 kvadratmeter? Og hvorfor må vi ikke se deres kæmpestore pool, som enhver nedskæringsramt børnehave ville give deres højre arm for? Og deres nybyggede køkken til 900.000 kroner?

Selvfølgelig kalder det på en analyse, når Frede og Mary forsøger at give så urealistisk et billede af deres hverdag. Men Anna von Lowzow er så lallende ukritisk i sin tilbedelse af kongehuset, at hun åbenbart mener, at vi bare skal labbe det hele i os i en henført trancetilstand. Hun skriver også, at vi ikke må genere parret, fordi ”Frederik er veluddannet”. Det har vi stadig til gode at få beviser for – som oftest udtrykker han sig fuldstændig uforståeligt, når han da ikke tumler godt og grundigt rundt i OL-spinaten. Og Mary skal vi bare være glade for, fordi hun vil ”markedsføre Danmarks tredjestørste eksportvare, den danske mode”. Må vi så heller ikke være kritiske over for Maersk, der tjener flest penge hjem til Danmark?

Jeg kan dog erklære mig helt enig i Anna von Lowzows betragtning om, at der skrives mange historier af journalister, der har den utrolige evne, at de kan læse og beskrive parrets tanker. Her er Billed-Bladet førende med klæbrige essays over flere sider, hvor vi bliver indviet i alle de storladne følelser og tanker, der går gennem de kongelige personer.

Desværre bruger de ægte journalister herhjemme ikke nær så meget krudt på at sætte kritisk lys på de kongelige. For selvfølgelig skal så vigtig en institution som kongehuset ikke undtages almindelige journalistiske principper. Og at Frederik ikke kan tage til genmæle – hvor har Anna von Lowzow det fra? Selvfølgelig kan han det, hvis han vil!

Anna von Lowzows holdning til pressedækningen af kongehuset hører til i forrige årtusinde – eller i Japan, hvor befolkningen i ramme alvor tror på, at kejseren nedstammer direkte fra Solens Gud. /

Pia Haabegaard, leder af flash!, Ekstra Bladet

 

 

 

Royal respekt

SVAR. Pia Haabegaards definition på ægte og uægte journalister ser jeg og sikkert mange andre journalister frem til at få uddybet. Ægte eller ej, så ville det pynte på journaliststanden at forholde sig til kongehuset og dets medlemmer på fair vis!

Er det ikke ligegyldigt, om 'de gyldne rammer' var med billederne? Vi ved jo godt, at de kongelige bor i større huse med en større husholdning end os andre. Men fordi de er kongelige, er de så forpligtede til at vise deres private hjem frem?

Denne gang blev det Berlingske Tidendes tur til at få et interview. Og hvilke billeder, avisen vælger at bringe fra interviewet, er vel deres egen sag.

I øvrigt mener jeg at huske, at Trine Larsen – dengang Ekstra Bladet og nu måske uægte? journalist på Billed-Bladet – for få år siden bragte et stort interview i Ekstra Bladet med kronprinsen i hans daværende hjem på Amalienborg. Jeg erindrer ikke, at avisen dengang fokuserede på at vise kronprinsens køkken-alrum, hans ansatte eller de store gyldne sale for den sags skyld. Og det var da i øvrigt et udmærket interview, som Ekstra Bladet bragte over flere dage på forsiden. /

Anna von Lowzow, instruktør, Nordisk Film Production

2 Kommentarer

Jan Körner
20. MARTS 2008
Re: Rigtige journalister dækker også kongehuset

von Lowzow spørger, om ikke det er ligegyldigt, at de gyldne rammer var med, da kronprinsparret stillede op til et interview.

 Det er det ikke al den stund, at det netop er det dagligdagsliv, som kronprinsparret giver indtryk af at levere. Men havregrøden, far på cykel og beskedne omgivelser er IKKE den hverdag, som de lever i - og derfor er det selvfølgelig relevant at sætte spørgsmålstegnet ved den spin, de udøver.

 von Lowzow mener så, at Ekstra Bladet ikke kan stille spørgsmålstegn ved opstillingen, fordi avisen tidligere har fået et interview med kronprins Frederik.

Da Frederik i sin tid stillede op til EB, var det ikke et interview om hans nye liv i Kancellihuset med den nye familie. Det interview kunne lige så godt være forgået på en cafe, men gjorde det i sagens natur ikke.

Så sammenligningen halter!

von Lowzow skriver også, at det ville pynte på journaliststanden at skrive fair om de kongelige. Det gør dagspressen såmænd også, mens vi overlader det til Billed-Bladet (von Lowzows tidligere arbejdsplads) at stå bag klæg omklamring af de kongelige.

Ekstra Bladet har derimod stået bag en omfattende kulegravning af kongehusets økonomi og sammenblandingen med den offentlige ditto. Det er både fair og relevant.

Jeppe Gaardboe
15. MARTS 2008
Re: Rigtige journalister dækker også kongehuset

Anna von Lowzow ser frem til at få en definition på ægte og uægte journalister i forhold til kongehus-stoffet. Her er et bidrag.

Generelt anses det i "rigtig" journalistik for en grov diskvalifikation at have en prædisponeret ambition om at være rygklapper for de embede-besiddende personer i sit stofområde. For nogle få stofområder viser den generelle erfaring dog, at det må anses for en kvalifikation.

Håber det hjalp dig i din søgen.