”Det bedste, der kunne ske for @informeren, er sket: Rune Lykkeberg kommer hjem og skal være ny chefredaktør”.
Sådan lød det begejstrede tweet – efterfulgt af emojis med balloner og konfetti – fra Dagbladet Informations indlandsredaktør, Anton Geist, få minutter efter at nyheden om avisens nye chefredaktør var sluppet ud.
Den følelse deler Anton Geist med mange af kollegerne på avisen, fortæller han til Journalisten:
»Folk på avisen er meget begejstrede. De fleste herinde kender jo Rune som en stærk intellektuel og virkelig dygtig journalistisk håndværker. Han var en meget, meget vellidt kollega i sin tid på Information, så det er virkelig optur, at vi får ham tilbage nu.«
Allerede en dominerende figur på avisen
Rune Lykkeberg skiftede for tre år siden en stilling som redaktionschef for Weekend og Kultur på Information ud med jobbet som kulturredaktør på Politiken.
Han bytter nu avis med Christian Jensen, der for nylig forlod chefredaktør-posten hos Information for at blive chefredaktør på Politiken.
»Det er lidt ligesom med fodboldspillere: Man låner dem ud, og så tager man dem hjem igen efter nogle år,« siger Anton Geist.
Han er slet ikke bekymret for, om Rune Lykkeberg vil kunne udfylde sin nye rolle på Information:
»Jeg vil sige det sådan, at Rune allerede var en meget dominerende figur på avisen, da han var her. Ment på en positiv måde. Hans ord havde meget vægt. Så folk på Information er vant til, at Rune har en fremtrædende rolle på avisen,« siger Anton Geist og tilføjer:
»Det er klart mit indtryk, at rigtig mange på avisen har gået og håbet, det ville blive Rune. Men mange har måske også tænkt, at det ikke var helt realistisk. For jeg opfatter Rune som en af sin generations vigtigste intellektuelle.«
Formår at begejstre og samle
På spørgsmålet om, hvad der gør Rune Lykkeberg så vigtig, svarer Anton Geist:
»Ofte er det Rune, der leverer den analyse, der sætter nye perspektiver på det, vi alle sammen går og taler om. Både i sine klummer her og i Politiken, men også i sine bøger. Han er en af de helt vigtige intellektuelle figurer i dansk åndsliv,« siger han.
Hvordan er han som chef?
»Han er en meget dygtig leder og chef. Han formår at begejstre og samle folk om nogle projekter. Hvilket er en virkelig vigtig og afgørende egenskab på en lille avis som Information, der ofte kaster sig ud i store projekter.«
Hvordan ser du hans evner i forhold til den transformation fra print til online, som alle medier kæmper med?
»Jeg tror sagtens, han kan træde ind i den transformationsproces, som også er i gang her på avisen. Mit indtryk er, at han på Politiken faktisk har været ret meget inde i digitaliseringen. Han har været meget optaget af blandt andet podcasts, som de har dyrket meget. Han har gjort det godt på Politiken. Og jeg tror også, han kommer til at gøre meget godt på Information,« siger Anton Geist.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.