Nyhedsjournalistik er fortsat gennemsyret af en maskulin kultur. De fleste nyhedsjournalister er mænd, det samme er cheferne – og selv de kvindelige nyhedsjournalister er en del af fagets maskuline tænkning.
Sådan lød det fra Martine Bentsens, ph.d.-studerende ved Institut for Journalistik, Roskilde Universitet, på stævnet for tillidsfolk i DJ i Torvehallerne i Vejle, der holdes tirsdag og onsdag.
Martine Bentsens undersøger, hvad sammensætningen af køn på redaktionerne betyder for journalistikken – ud fra arbejdstitlen 'Kultur og køn i nyhedsjournalistikken'.
Hun er uddannet journalist og medforfatter på rapporten 'Who makes the news' fra 2015.
Sæt gang i debatten
Tallene siger, at 68 procent af nyhedsjournalisterne er mænd, og at godt tre fjerdedele af lederne på nyhedsredaktionerne er mænd.
»I skal tænke på, hvordan vi værdisætter, hvad det vil sige at være mand eller kvinde på en redaktion. Hvilken værdi har en mand? Hvilken værdi har en kvinde? Det skal vi tale om,« lød hendes opfordring.
Men det er ikke nemt at rejse debatten.
»Tager man emnet op, så føler kvinderne sig udstillet, og mændene føler, at man kommer med et bat på ryggen,« lød hendes sammenfatning.
Den stereotype journalist
Martine Bentsen viste tillidsfolkene et ikonisk billede af den klassiske journalist:
Manden med den kække hat lidt på sned; han er koncentreret bøjet over en skrivemaskine, med en smøg i mundvigen og en blyant bag øret. Man kan næsten se afsløringen og den kritiske vinkel vokse ud af hans idealistiske arbejde.
»Min pointe er, at kultur betyder enormt meget. Så hvis de nye journalister og de nye medier opdrages i forlængelse af den gamle kultur, så er den gamle kultur stadig i os og i journalistikken,« forklarede hun.
Begrænser nyhedsmediernes udsyn
Ifølge Martine Bentsen er journalisten med skrivemaskinen og cigaretten i munden ham, som mange journalister – kvinder som mænd – bliver, når de arbejder som journalist. Det foregår ofte ubevidst.
»Selv om rigtigt mange ikke føler, de er den klassiske figur, lever han i os, og vi bruger ham i vores daglige arbejde, når vi laver nyheder. Kan vi gøre noget ved ham?« spurgte Martine Bentsen.
Hun mener, at den maskuline tænkning gør nyhedsdækningen mere ensidig, så nyhedsmedierne kun skildrer »et lille omrids af verden«.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Den her artikel virker noget substansfattig. Hvad er maskulin journalistik? Den taler en masse om de mandlige journalister og journalistklichéer. Men hvordan påvirker det journalistikken? Det er vel det interessante. Det berøres kun perifert i sidste afsnit. Meget uforløsende.