search

Returkommission

UNDERSØGELSER. Danske journalister kan stolt prale af at være bagmænd bag et utal af offentlige udredninger, redegørelser og undersøgelseskommissioner. Sager, hvor myndighederne er blevet afsløret i større eller mindre skandaler, der har rullet gennem medierne flere uger ad gangen.Men hvad er det lige, der kommer ud af de mange, dyre undersøgelser, når de endelig bliver offentliggjort så lang tid efter, at offentligheden dårligt kan huske, hvad skandalen egentlig gik ud på?

UNDERSØGELSER. Danske journalister kan stolt prale af at være bagmænd bag et utal af offentlige udredninger, redegørelser og undersøgelseskommissioner. Sager, hvor myndighederne er blevet afsløret i større eller mindre skandaler, der har rullet gennem medierne flere uger ad gangen.

Men hvad er det lige, der kommer ud af de mange, dyre undersøgelser, når de endelig bliver offentliggjort så lang tid efter, at offentligheden dårligt kan huske, hvad skandalen egentlig gik ud på?

Tænk for eksempel på Løgstør-sagen, TDC-sagen og Nørrebro-sagen. Her placerede man intet ansvar hos enkeltpersoner.

Den mest aktuelle sag handler om eksrockeren Dan Lynge. Den sag dukkede op en forårsdag i marts 2002 og fik sin afslutning for et par uger siden.

Dagen før det endelige svar kunne jeg dårligt falde i søvn. Min hjerne kørte. Mon de havde noget overraskende i ærmet? Jeg havde trods alt arbejdet med sagen i over fire år. Og kommissionen havde trods alt knoklet i over to år med at finde hoved og hale i vores afsløringer om politiets og anklagemyndighedernes ekstreme samarbejde med Dan Lynge.

Måske var jeg en smule naiv, men jeg havde et lille håb om sandhed og retfærdighed, da jeg trillede ind til Justitsministeriet den store dag.

1.800 sider senere blev mine værste anelser beseglet. Kommissionen bekræftede alt, hvad vi havde afsløret om Dan Lynges samarbejde med politi og andre myndigheder. Men ingen skulle stilles til ansvar.

For at nå dette resultat havde kommissionen tilgodeset alle de politifolk og jurister, der ikke kunne huske noget om deres samarbejde med Dan Lynge. Politifolk og jurister, der normalt lever af deres gode hjerner, når de fælder børnemordere og vaneforbrydere. Som til dagligt er detaljernes mestre, men hvor alt i denne sag havde fortabt sig i glemslens hav, som den tidligere statsadvokat Erik Merlung udtrykte det til kommissionen. Men glemslen kom både ham og andre topfolk til gode.

Tilbage sidder jeg nu med en underlig fornemmelse. En fornemmelse af, at man ikke ønskede at høre sandheden.

Måske lå det dem i hovedet, hvordan det gik manden bag Tamilsagen, højesteretsdommer Mogens Hornslet, der i 1993 gik til biddet og fik placeret et ansvar for Justitsministeriets lovbrud, hvilket kostede en regering livet. Men det kostede også højesteretsdommer Mogens Hornslet sin hidtidige sociale status. Bagefter blev der kollegialt koldt omkring ham i Højesteret og blandt de topembedsmænd, hvor han før havde færdedes som kollega og ven.

Dette risikerer landsdommer Lis Sejr og professor Eva Smith fra Dan Lynge-kommissionen ikke. Deres rapport træder ingen magtfuld mand over tæerne.

Siden dengang i 1993 har ingen undersøgelseskommissioner af nogen art ført til noget, når myndighederne står i skudlinjen.

Mens jeg skriver disse linjer venter jeg stadig på den næste kommissionsundersøgelse: PET-kommissionen, som jeg var med til at skabe i 1998. Det var året, hvor vi overtalte den tidligere civil-agent Anders Nørgaard til at fortælle om sit samarbejde med den hemmelige tjeneste. En politisk skandale, som skulle undersøges til bunds, mente alle.

Faktisk vil jeg opfordre PET-kommissionen til at afblæse deres arbejde og dermed spare os skatteborgere for flere udgifter. Den ender jo nok også bare som en kommission på retur.

Miki Mistrati, 38 år, har arbejdet for bl.a. TV2 Nyhederne og DR. Medejer af Bastard Film A/S. Modtager af Cavling-prisen i 2004.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen