Når pressechef i Danske Bank Anders Klinkby Madsen mener, at en journalist har begået en fejl, rundsender han en rettemail til både journalisten og hans kolleger. Det skal forhindre, at fejlen spreder sig via netmedierne. Andre banker støtter metoden.

RETTEARK. I skæret af finanskrisen er Danske Bank flere gange kommet i mediernes kritiske søgelys. Det har blandt andet ført til historier om, hvordan Danske Bank blev reddet fra lukning via et milliardlån fra USA, eller hvordan bankens honorarer til bestyrelsesmedlemmer er steget på trods af krisen. I begge tilfælde valgte pressechef Anders Klinkby Madsen at rundsende en mail til alle relevante journalister inden for erhvervs- og finansområdet, hvor han i en venlig tone påpeger, at der er fejl i artiklerne. Grunden til, at de omtalte mails ikke kun var stilet til pågældende journalist, er ifølge Klinkby, at banken vil forhindre, at andre medier videreformidler historien uden at tjekke fakta.

»Der har her i efteråret været nogle ting, der har været så alvorlige, at hvis de fik lov at løbe videre, så ville det være ret skadeligt. Derfor sendte jeg en mail med de korrekte fakta til de folk, der dækker os, for at historien ikke skulle sprede sig, hvilket i dag sker på nul komma fem via netmedierne,« siger Anders Klinkby Madsen, der oplyser, at han har brugt rettemetoden i fire tilfælde.

Spørgsmålet er dog, hvor grænsen går for, hvornår noget kan siges at være en fejl. I en historie i Politiken omkring bankens redning fra at lukke er det for eksempel en analytiker, der til avisen siger, at Danske Bank blev reddet af det amerikanske lån.

Alligevel sender du en mail ud?
»Nu er jeg ikke selv uddannet journalist, men som jeg forstår det, så er der en regel om, at man skal have to kilder, der uafhængigt af hinanden bekræfter en oplysning … alligevel er artiklen konkluderende. Bare fordi en person med ekspertstatus siger noget, så kan det jo godt være forkert,« siger Anders Klinkby Madsen.

Og det er da heller ikke, fordi der lyder højlydte protester fra de journalister, der er i skudlinjen. I tilfældet med Danske Banks amerikanske lån snarere en vis fåmælthed.

Journalist Kåre Pedersen, der skrev artiklen, ønsker kun at blive citeret for, at "han har et godt samarbejde med Anders Klinkby". Og længere oppe i fødekæden hos Politikens redaktionschef for økonomi, Tage Otkjær, er der heller ikke megen ophidselse at spore over det rundsendte retteark.

»Jeg noterer alle henvendelser, men det er ikke noget, der spiller nogen rolle for mig,« siger Tage Otkjær.

Heller ikke Jyllands-Postens Morten Johnsen, der skrev artiklen om de forhøjede bestyrelseshonorarer, har noget imod, at Klinkby korrigerer fejl. I det pågældende tilfælde rettede avisen sågar artiklen efter Klinkbys henvendelse, hvor han pointerede, at honorarerne faktisk var faldet og ikke steget i Danske Bank siden 2006.

»Rettelsen omkring Danske Bank er udelukkende en regnefejl. Derfor synes jeg kun, det er fint, at han gør mig og andre medier opmærksom på det. Som det er i øjeblikket, citerer både Borsen.dk og Business.dk fra os, ligesom vi gør det fra dem, og derfor er det kun i min egen interesse, at der ikke bliver viderebragt fejl på deres netside, som ender i avisen som en note dagen efter,« siger Morten Johnsen.

Hos Klinkbys kolleger i Nordea og Jyske Bank giver ideen også en vis genlyd. Hos Jyske Bank kontakter man dog ikke andre journalister end dem, der rent faktisk har bragt noget forkert, men banken har forståelse for det øgede behov for at inddæmme fejlagtige historier hurtigt. I Nordea har man endnu ikke haft behov for at forfølge strategien, men informationschef Claus Christensen vil ikke udelukke, at det kan ske i fremtiden.

Der skal dog være tale om store sager og faktuelle fejl, som også Anders Klinkby Madsen understreger.
»Der er masser af historier, vi er uenige i, som vi ikke blander os i, men der er en grænse. Når det er graverende faktuelle fejl, så har vi en pligt til at komme på banen. Ikke med synspunkter, men med fakta,« siger Anders Klinkby Madsen.

Men hvis du mener, at der er sket en faktuel fejl, hvorfor så ikke forlange et dementi eller gå til Pressenævnet? Det virker måske som en noget blød tilgang 'bare' at oplyse bredt om dem.

»Der er nogen, der taler om "det bedre arguments ejendommeligt tvangsløse tvang" [Jürgen Habermas, red.] – at de underbyggede og velfunderede argumenter vinder en debat – og det abonnerer vi på. Det synes jeg også, at de journalister, der dækker os, gør. Det er i min optik grundlaget for et fornuftigt forhold til pressen, at man er enig i den tilgang,« siger Anders Klinkby Madsen.