Råbånd vises aldrig til nogen uden for produktionen. Det er et dogme for tv-journalister. Men når journalister værner så kraftigt om deres bånd, kan det gå ud over kilderne. De har ingen mulighed for at dokumentere manipulation, siger Pressenævnets formand.

KILDERET. »Hvorfor viser vi aldrig råbånd til nogen uden for huset?« spørger Mikael Bertelsen, redaktør på DR2, ud i lokalet bag sig, mens han holder telefonrøret væk fra munden. Det summer af stemmer bag ham, før han vender tilbage med noget, der ligner et svar.

»Jeg tror, det har noget med redigeringsretten at gøre,« lyder det.

For langt de fleste tv-journalister sidder det på rygmarven: Råbånd er et arbejdsredskab og vises aldrig til nogen uden for produktionen. Den væsentligste begrundelse er, at det er journalisten, der har retten til at bestemme, hvordan materialet skal redigeres. Hvis kilderne får adgang til at se råbåndene, frygter mange, at kilderne ad den vej vil prøve at påvirke redigeringen.

Andre er derimod af den opfattelse, at kilderne rent principielt burde have ret til at se de råbånd, de selv optræder på. Specielt i tilfælde, hvor kilden mener, at journalisten har manipuleret med klippene. Råbåndene er nemlig kildens eneste mulighed for at dokumentere manipulationen.

Lektor i mediejura på Danmarks Journalisthøjskole Oluf Jørgensen forstår ikke journalisternes angst for at lade kilderne få adgang til at se råbånd.

»Det er selvfølgelig vigtigt at sikre journalisternes integritet, men både DR og TV 2 har det nærmest som et helligt princip at værne om råbåndene. Deres argumentation minder meget om den argumentation, lægerne brugte, før vi fik åbne patientjournaler,« siger han.

Lægerne fastholdt også princippet om, at journalerne var deres arbejdsredskab, og hvis patienterne fik adgang til at se dem, så var der ifølge lægerne ikke grænser for, hvad der kunne ske, forklarer Oluf Jørgensen.

Han mener, at journalistikken generelt skal gøre sig nye anstrengelser for at sikre troværdigheden, og kildens mulighed for dokumentation er noget af det, der skal dyrkes. For de elektroniske medier kan det være at give adgang til råbåndene.

Pressenævnets formand, højesteretsdommer Niels Grubbe, mener ikke som Oluf Jørgensen, at kilderne altid bør have ret til at se råbåndene, men han siger, at der er situationer, hvor det kunne være fornuftigt at give kilderne adgang til båndene.

Med de nuværende regler har Pressenævnet ikke nogen mulighed for at hjælpe en kilde, der mener, at en optagelse med ham er blevet fordrejet ved klipningen. Sagen vil ende påstand mod påstand, fordi der mangler bevis, siger Niels Grubbe.

Pressenævnet har generelt en begrænsning i forhold til at træffe afgørelser i de sager, hvor påstand står mod påstand. Nævnet kan ikke indkalde vidner eller kræve at få fremlagt dokumenter, men må træffe sine afgørelser på baggrund af parternes skriftlige indlæg og den artikel eller udsendelse, der er klaget over.

»Det er prisen for at have et system, der er billigt, og som træffer sine afgørelser hurtigt. Men der kunne være fornuft i at give kilden ret til at få et råbånd fremlagt for nævnet, hvis den ønskede sekvens kan isoleres, så det ikke går ud over beskyttelsen af andre kilder,« siger Niels Grubbe.

Ikke alle journalister sidder lige hårdt på deres råbånd, viser en rundringning, Journalisten har foretaget.

Mikael Bertelsen ville godt have haft mulighed for at vise kilderne råbåndet i forbindelse med nogle klager, som DR2 fik efter et indslag i programmet »Den halve sandhed«. I programmet udgav to journalister sig for at være unge naive fyre, der begyndte at bygge et hus på Christiania. De to unge fyre bliver i udsendelsen hurtigt truet med øretæver af forbipasserende christianitter. Klagerne hævder, at christianitterne faktisk brugte lang tid på at forklare de forklædte journalister, at der er byggestop på Christiania, før talen faldt på øretæver. Ifølge Mikael Bertelsen viser råbåndet, at der gik 29 sekunder.

»I dette tilfælde ville jeg ikke have haft noget i mod at vise kilderne råbåndet, tværtimod. Så kunne jeg lettere have afvist klagen,« siger han.

Men ifølge DRs etiske retningslinjer må råbånd aldrig vises til folk uden for huset. Det var også begrundelsen for, at DR kasserede tv-programmet SvineRiget.

Programmet handler om dansk landbrug og var et afsnit i serien Magtens Billeder. Tilrettelægger Christian Schou fik lov til at filme møder i Danske Slagterier, på betingelse af at personalesager og forretningshemmeligheder blev klippet fra. Efter optagelserne så mødedeltagerne råbåndet igennem for at udpege eventuelle sekvenser, der hørte ind under de allerede aftalte følsomme emner.

Den arbejdsmetode går imod DRs etiske retningslinjer, og DR droppede udsendelsen, som var produceret af Angel Productions.

Christian Schou forstår ikke DRs firkantede holdning. Han mener, at der er grund til at se mere nuanceret på råbåndspolitikken, og at det ville skabe mere tillid til journalistikken, hvis medierne var mere åbne.

»Ved et kontroversielt interview, hvor kilden altid har en frygt for at blive skamklippet, kunne jeg godt forestille mig, at jeg gav ham en kopi af båndet, eller gav ham ret til efterfølgende at se råbåndet. Det ødelægger eller begrænser ikke mine muligheder, men sikrer, at kilden føler sig mere tryg, fordi han dermed har dokumentation, hvis redigeringen er helt ude i hampen,« forklarer Christian Schou.

Som det er nu, mener han, at kilden er hundrede procent i journalisten vold. Og han har oplevet, at flere topchefer derfor selv har en båndoptager kørende, mens de bliver interviewet.

Redigeringsretten er den væsentligste grund til, at DR 1-chef Lars Grarup ikke vil lade kilderne få adgang til råbåndene.

»Journalister er tolkere, og der vil altid være forskellige holdninger til, hvordan et kritisk interview skal vinkles. Lukkes kilderne ind i den proces, starter der en diskussion fra nu og til evig tid,« siger han.

Det er nyhedschefen på TV 2, Michael Dyrby, enig i. Han forklarer, at der altid vil være kilder, der føler, at vinklen er lagt forkert, hvis det ikke er deres interesse, der varetages.

»Vi er her jo ikke for at varetage kildens interesse, men for at varetage almenvellets interesse. Derfor fremlægger vi ofte noget, hvor kilderne vil sige, at det ikke var sådan, det var ment,« siger Michael Dyrby.

Men Christian Schou mener ikke, at det svækker redigeringsretten, at kilden ser råbåndet. Hvis kilderne vil påvirke redigeringen, er der mange andre måder, de kan gøre det på, også uden de har set rå-båndet. For eksempel ved at ringe op efter interviewet med nye oplysninger eller henvise til eksperter, der understøtter kildens vinkel, siger han.

På TV 2s nyhedsmagasin Dags Dato viser man heller ikke sine råbånd til kilderne. Redaktør Jacob Fenger er bange for, at hvis kilderne får ret til at se råbånd, så vil det åbne op for en glidebane, hvor nogle kilder vil obstruere hele det journalistiske arbejde ved at forlange at se alt.

»Hvis kilderne føler, at de har brug for at kunne dokumentere det, de har sagt, så må de for min skyld gerne selv tænde en båndoptager,« siger han.

Ud over den journalistiske begrundelse for at kilderne ikke skal have ret til at se råbåndene, fremhæver Lars Grarup også en mere praktisk. Der bliver optaget så mange bånd hver dag, så hvis kilderne skulle have ret til se dem, bliver det frygteligt besværligt og tidskrævende at lave tv, siger han.

Et andet problem er kildebeskyttelsen. Selv om TV 2 kun meget sjældent lader kilderne se råbånd, har TV 2 ikke som DR direkte nedskrevne regler, der forbyder det. Men TV 2 har et fast princip, om at de aldrig udleverer råbåndene.

»Det princip har vi for at beskytte kilderne, og vi er nødt til at være benhårde på det punkt, ellers kan vi ikke lave journalistik,« siger nyhedschef Michael Dyrby.

Oluf Jørgensen er enig i, at det er meget vigtigt at sikre kildebeskyttelsen. Men han påpeger, at kilden jo ikke skal beskyttes mod sig selv. Kilden skal beskyttes mod, at andre får indblik i det, der er på båndet. Så i det tilfælde, hvor kilden selv ønsker at se båndet, og der ikke er andre personer på optagelsen, så er der ingen juridiske problemer, siger Oluf Jørgensen.

I forbindelse med klagesager mener Lars Grarup og Michael Dyrby heller ikke, at det vil være en god idé at give kilderne adgang til råbånd. Det kunne ellers hurtigt have renset den dagplejemor fra Mors, der i et dokumentarprogram på DR blev klippet, så det så ud, som om hun slog et af sine dagplejebørn.

Lars Grarup erkender, at DRs interne kontrol svigtede i Mors-sagen. Men han fastholder, at hvis der er noget, der skal tjekkes og kontrolleres, så foregår det internt i huset, og kilden skal ikke blandes ind i det.

»Vi har en meget enkel regel, vi viser ikke råbånd til nogen. Nogle gange skal man have meget firkantede regler, for at alle kan forstå dem,« siger Lars Grarup.

I stedet for at lave kontrolfunktioner vil han hellere arbejde for, at alle medarbejdere i DR lever op til de høje etiske retningslinjer, der er i huset.

Journalist Poul Martinsen, der ud over at have sit eget produktionsselskab også laver dokumentarudsendelser for DR, tilbyder dog altid kilderne at få læst citater op fra den redigerede udsendelse.

»Men hvis kilderne vil se råbåndet, så må de gå rettens vej,« siger Poul Martinsen.

Journalist Kåre Sand har lavet dokumentarudsendelser for blandt andet DR. Han har aldrig vist råbånd til nogen, men synes, det er en svær problematik. Principielt ville han ikke have noget imod, at kilderne fik ret til at se råbåndene, men han frygter, at det tager overhånd og går ud over arbejdsroen.

»Vi er lidt hellige. Og i tv-branchen er vi nok lidt mere paranoide over for at blive kigget i kortene end andre, jeg ved ikke hvorfor. Man føler nok, man bliver udsat for censur«, siger han.

Lars Høj laver dokumentarudsendelser for TV 2. For ham er det også en hovedregel, at kilderne ikke ser optagelserne, men der er undtagelser. For eksempel hvis folk er filmet, mens de var sindssyge. Så får de lov til at se båndene igennem og eventuelt tage nogle sekvenser ud, når de igen har deres dømmekraft. Men også andre kilder kan få lov til at se bestemte situationer, hvis de er i tvivl om, hvad de fik sagt.

»I den type udsendelser, jeg laver, bliver jeg nødt til at bøje reglerne lidt for at give folk tryghed. Det er jo folk, der er på tv for første gang,« siger Lars Høj.

Hvis en kilde ønsker at se råbåndet, efter udsendelsen er sendt, fordi han mener, at der er manipuleret, så ville Lars Høj sige nej, fordi det er imod
TV 2s retningslinjer. Og hvis han selv kunne bestemme, lyder svaret:

»Jeg ved det ikke – spørgsmålet bringer mig i tvivl.«