search

Retsreportere: Nej til privilegier

Flere retsreportere kritiserer hårdt, at de ifølge forslaget til ny retsplejelov skal kunne tage ordet i retten for at forhindre, at dommerne lukker offentligheden ude. Journalisterne ønsker ikke den rolle - og én sår tvivl om behovet. »Dommerne er rimelige og fornuftige,« lyder det.

Flere retsreportere kritiserer hårdt, at de ifølge forslaget til ny retsplejelov skal kunne tage ordet i retten for at forhindre, at dommerne lukker offentligheden ude. Journalisterne ønsker ikke den rolle – og én sår tvivl om behovet. »Dommerne er rimelige og fornuftige,« lyder det.

Niels Northroup, retsreporter, RB: »Det har en snert af ansvarsforflygtigelse over sig.«
Rikke Egelund, retsreporter, Politiken: »Det forekommer mærkværdigt, at vi skal have en særrolle i forhold til almindelige mennesker.«
Mikkel Thrane, retsreporter, Berlingske Tidende: »Jeg vil ikke selv bryde mig om at protestere over et navneforbud.
Jakob Marschner, Politiken: »Absurd!«
Det er paradoksalt. Loven skal »forbedre massemediernes muligheder for at bringe korrekt og dækkende omtale af retssager,« som det hedder i bemærkningerne til den ny retsplejelov, der er under behandling i Folketinget. Men en række journalister vil ikke vide af det mest yderliggående forslag: At journalister i fremtiden skal kunne argumentere imod, at dommeren lukker dørene eller udsteder navne- og referatforbud. Og hvis dommeren ignorerer opfordringen, skal pressen kunne kære afgørelsen.
Niels Northroup, der i 10 år har lavet politistof på RB:
»Jeg ønsker ikke at træde ud af min rolle som iagttager. Det er ikke min opgave som journalist at stille op til duel med dommerne i retten. Det vil tværtimod ofte være en ulempe for mig, hvis jeg skal give mig til kende,« siger Niels Northroup, der understreger, at han er tilhænger af øget åbenhed – men ikke med journalisten som døråbner. Han vurderer, at lovforslaget i yderste konsekvens kan betyde mindre offentlighed.
»De jurister, der skal sikre åbenhed i retten, kan nu fralægge sig ansvaret med henvisning til, at den klarer journalisterne jo. Og hvis en journalist møder op uden at have forberedt sit indlæg mod lukkede døre eller navneforbud, så vil vi kunne få ansvaret for, at offentlighedens hensyn ikke blev varetaget. Det kan ikke være rigtigt,« konkluderer Niels Northroup.

Vinder åbenhed tilbage
Forslaget til ny retsplejelov er baseret på et udvalgsarbejde, der skulle øge samarbejdet mellem retterne og pressen. Loven vil give »særlige rettigheder« til »Journalister, der arbejder for et massemedie, som er omfattet af medieansvarsloven,« herunder også freelance-journalister.
Justitsminister Frank Jensen var forbeholden, da han præsenterede loven. Her sagde han, at kunne pressen ikke »håndtere« den nye lov, kunne Folketinget altid ændre loven. Men: »Jeg synes, vi skal lade det komme an på en prøve,« lød det fra ministeren.
Fra ekspertside påpeges det, at journalisternes aktive rolle på sigt vil kunne betyde øget åbenhed.
Pressejurist Knud Aage Frøbert:
»Det har vigtig principiel betydning. Dommerne tvinges til at formulere gode forklaringer. Og de afgørelser, som landsretten efter en kære når frem til, vil skabe præcedens blandt byretsdommerne i fremtiden. Dermed vil vi med tiden få vundet noget af den offentlighed tilbage, som i de senere år er gået tabt i retssagerne.«
Men de retsreportere, der skal udføre det hårde arbejde, afviser notorisk, at de skal have et særligt ansvar for at udvide offentlighedens adgang. Rikke Egelund, retsreporter på Politiken:
»Det er parterne i sagen, der skal sørge at varetage de to hensyn, der står over for hinanden: Hensynet til tiltalte og hensynet til offentligheden. Min oplevelse er, at dommerne er rimelige og fornuftige, og jeg synes ikke, vi som journalister skal blande os,« siger Rikke Egelund.

Hellere intet end alt
DJs hovedbestyrelsesmedlem Kate Bluhme, der for DJ har deltaget i udvalgsarbejdet forud for loven, forstår godt kollegernes skepsis.
»Det er da ikke sjovt som journalist at skulle gå ned i en retssag og eksponere sig selv,« siger Kate Bluhme. Men hun understreger, at det heller ikke vil være nødvendigt for, at en kendelse kan kæres. Det eneste krav er, at dommeren ved, at journalisten var tilstede. Kæren kan efterfølgende sendes fra chefredaktøren.
»Det var et spørgsmål om alt eller intet. Enten får pressen lov – ellers gør ingen,« argumenterer Kate Bluhme, der påpeger, at pressen jævnfør Medieansvarsloven, jo også har et ansvar at leve op til, som menigmand ikke har.
Konklusionen synes at være, at flere journalister i valget mellem alt eller intet foretrækker – intet. Også når det gælder muligheden for at kære navneforbud.
»Vi risikerer meget let at sætte et navn i omløb, hvor tiltalte senere frifindes. Det vil kunne efterlade læsere, seere og lyttere med indtrykket af, at vedkommende var skyldig. Og navnet er ligegyldigt for journalistens mulighed for at beskrive sagen,« siger Jakob Marschner, der har lavet retsstof på Information og Politiken, hvor han i dag er ansat.
Mikkel Thrane, Berlingske Tidende, understreger, at hensynet til offentligheden i visse tilfælde snarere ligner et forkert hensyn til pressen:
»Det er min private opfattelse, at når journalister protesterer over navneforbud, så er det ofte mere ud fra praktiske hensyn, end af hensyn til offentligheden. Det er ganske enkelt nemmere at beskrive sagen, når man kan bruge navnet,« siger Mikkel Thrane, der – præcis som Frøbert – håber, at den nye lov vil presse dommerne til at give en ordentlig begrundelse, inden de begrænser offentligheden i en sag.

Øget aktindsigt
Kate Bluhme fremhæver andre positive sider ved loven. Blandt andet at kildebeskyttelsen med lovforslaget bliver mere omfattende. Tidligere var en kilde først beskyttet, når stoffet havde fundet anvendelse. I fremtiden vil en kilde være beskyttet fra det øjeblik, kontakten med journalisten er knyttet, forklarer hun.
De fleste retsreportere vil også hilse det velkomment, at lovforslaget giver journalister øget adgang til sagernes akter, blandt andet anklageskrift eller retsmødebegæring, hjælpebilag, rids over gerningssted og retsbogen, herunder domsbog. Dog er Kate Bluhme skeptisk over, at journalister først får adgang til retsbøgerne, når sagen er afsluttet. Hun er også kritisk over, at lovforslaget ikke, som foreslået af udvalget, åbner for brug af båndoptager i retten.
»Politikerne er bange for, hvad journalister ligger inde med. De tror, at journalister vil offentliggøre grådkvalte indrømmelser og forklaringer,« siger Kate Bluhme hovedrystende.
Den nye lov giver desuden heller ikke øget adgang til fotografering og tv-optagelser i retten. »Den nuværende tilstand fastfryses,« som det blev formuleret under 1.behandlingen.
Hvornår loven eventuelt vedtages, vil ingen i Justitsministeriet give et bud på. »Engang i det nye år,« lyder beskeden.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen