Billederne af en to-årig dreng, der bliver genoplivet efter en drukneulykke vakte sidste sommer furore i den danske medieverden. Det var SE og HØR, der bragte billederne sammen med historien om de fem dramatiske minutter, hvor den lille dreng kæmpede for sit liv. Drengens ansigt er synligt på flere af billederne. Desuden fremgår drengens fornavn, alder og vejen, hvor familien bor, tydeligt i artiklen. Familien havde ikke givet tilladelse til, at pressen blev inviteret indenfor til ulykken. Ifølge lægeambulancens ledelse lå der en mundtlig aftale om, at billederne skulle godkendes, før de blev bragt. Alligevel kunne lægeambulancens ledelse, sygehusets ledelse og forældrene se billederne i SE og
HØR, uden at de havde givet deres samtykke. Nu får sagen et retsligt efterspil.
En journalist, en fotograf og den tidligere chefredaktør Peter Salskov, bliver retsforfulgt for medvirken til, at billederne og artiklen blev bragt i SE og HØR. Peter Salskov er enig i tiltalen om overtrædelse af både straffeloven og medieansvarsloven.
Afdelingsleder i Informationsret på Danmarks Journalisthøjskole, Oluf Jørgensen, sagde i JOURNALISTEN nr. 13/2001: "Det er utroligt groft, og jeg er ikke spor i tvivl i min vurdering. Fotografen krænker privatlivets fred ved at være på et ikke frit tilgængeligt sted uden samtykke fra dem, der bor i huset, og det er i strid med straffeloven."
Således kommer der et retsligt efterspil på en historie, som ifølge den tidligere chefredaktør aldrig skulle have været bragt. Det er samtidig et signal om, at fotograferne og journalisterne har nået en grænse for, hvad der er etisk acceptabelt, når der tages billeder på ulykkessteder.
(Læs JOURNALISTEN nr. 13 og 14/2001)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.