Må journalister kun stille politikere spørgsmål, hvis de har fået lov til det på forhånd? Søndag udviklede et interview med transportminister Magnus Heunicke sig til et skænderi mellem ministeren, spindoktoren og tv-journalisten, da interviewet var slut.
Uden at Magnus Heunicke og hans spindoktor Rasmus Jønsson vidste det, optog TV 2 Fyns tv-fotograf imidlertid optrinnet, hvor TV 2 Fyns reporter i mere end fire minutter bliver skældt ud for at lave dårlig journalistik.
TV 2 Fyn valgte i går at bringe optagelsen, fordi den dokumenterer, ”hvordan en minister og en kommunikationsrådgiver reagerer – rasende og vredt – fordi en journalist har stillet en række helt relevante spørgsmål, som den samme minister og kommunikationsrådgiver i ugevis har forsøgt at undgå at svare på,” skriver TV 2 Fyns direktør Esben Seerup på regionalstationens hjemmeside.
Transportminister Magnus Heunicke, der selv er uddannet journalist, har efterfølgende beklaget sin og Rasmus Jønssons reaktion.
Stolt over TV 2 Fyn
Interviewet og den skjulte optagelse med skænderiet er lige nu de to mest klikkede historier på tv2fyn.dk den seneste måned.
Det var TV 2 Fyns reporter Mette Kimose, der lavede interviewet med ministeren og bagefter blev kritiseret for den mest tarvelige journalistik, spindoktor Rasmus Jønsson nogensinde har oplevet.
Når TV 2 Fyn valgte at bringe den skjulte optagelse, var det ikke på grund af tonen, men fordi optagelsen viser, hvordan ministeren og hans rådgiver ifølge TV 2 Fyn prøver at styre pressen, forklarer Mette Kimose.
»Jeg er stolt over TV 2 Fyns håndtering – at stationen står fast ved sine principper. Især i en tid, hvor det er nemt at sige, at det har vi ikke tid til at forsvare. Det er en vigtig diskussion,« siger Mette Kimose.
Først bridgewalking med Mary …
Mette Kimose interviewede Magnus Heunicke søndag, da han var til bridgewalking sammen med kronprinsesse Mary på Lillebæltsbroen. Efter interviewet om bridgewalking spurgte Mette Kimose ministeren – mens kameraet fortsat rullede – om ministeren ville svare på spørgsmål om Langeskov Station.
Ifølge TV 2 Fyn har transportministeren i 19 dage undladt at svare på, hvorfor der skal bygges en togstation i Langeskov til IC 3-tog, som IC3-togene alligevel ikke skal stoppe ved.
»Jeg vidste godt, at vi ikke har kunnet få kommentarer fra ministeren i mange uger, så det var min pligt at spørge,« siger Mette Kimose.
Ministeren ville gerne svare på spørgsmålet om Langeskov, og Mette Kimose lavede interviewet.
Ny kontrakt for rullende kamera
Hun fortæller, at hun havde én kontrakt med Magnus Heunicke om bridgewalking – og en ny om Langeskov. Hun mener ikke, at der er tale om kontraktbrud.
»Jeg spørger høfligt, om jeg må stille flere spørgsmål, og det indvilger han i. Han kunne jo bare have sagt nej, det skal vi ikke komme ind på. Jeg gør ikke andet end det, der er min pligt: Nemlig at finde svar på de spørgsmål, som de fynske borgere har,« forklarer hun.
Jønsson: Aldrig oplevet noget så dårligt
På den skjulte optagelse kan man høre rådgiveren Rasmus Jønsson sige, at »det er det mest tarvelige«, han har oplevet, at journalisten stiller spørgsmålet, mens de står og filmer.
»Vi bliver interviewet af så mange mennesker hver dag, og vi har aldrig oplevet noget så dårligt,« forklarer han på optagelsen.
Men Mette Kimose, ville det ikke se dårligt ud, hvis Magnus Heunicke for rullende kamera afviste at svare på spørgsmålet og bagefter kører væk i sin ministerbil?
»Jeg lavede en ny kontrakt for rullende kamera, fordi han havde travlt og skulle hurtigt videre. Hvis han ikke ville svare, ville jeg ikke have brugt det,« siger hun.
Ikke nok at tre mennesker kritiserer
I den skjulte optagelse kan man også høre ministeren og spindoktoren kritisere Mette Kimose for, at hun anklager Heunicke for løftebrud.
»Du må have et bånd eller citat med noget, som jeg er løbet fra,« siger Magnus Heunicke.
Magnus Heunicke mener ikke, at det er nok, »at tre mennesker« siger, at det er et løftebrud.
»Du som journalist har da til opgave at undersøge, om det er løftebrud,« forklarer Magnus Heunicke, der selv er uddannet journalist.
Spurgte på vegne af fynboerne
Mette Kimose siger i dag, at det ikke er hende, der anklager ministeren for løftebrud – det er borgere på Fyn.
»Jeg gentager jo bare, hvordan mange borgere i Langeskov oplever det. Jeg repræsenterer det fynske folk og de problemstillinger, vi står med på Fyn. Og mange her på Fyn opfatter det som et løftebrud,« forklarer hun.
Hun siger, at journalister ligesom for eksempel politifolk og sygeplejersker skal kunne tåle lidt af hvert. Også en hård tone fra sure kilder.
»Personligt er jeg bare ærgerlig over, at det sluttede sådan her. Jeg spørger om det, de fynske borgere skal have svar på, og det lykkes ikke.«
Journalisten forsøger at få en kommentar fra den særlige rådgiver Rasmus Jønsson.
14 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Du har dog den længste brune tunge som man kan forestille sig
dine holdninger bringer tankerne tilbage, hvor der var en ideologi ved en af vores naboers verdenshersker, som forsøgte at styre kommunikationen.
Du må skamme dig og jeg håber da du stopper inden du blamere dig mere.
Folkevalgte skal bare svare på spørgsmål når de bliver spurgt. De repræsenterer folket i det job de bestrider, og har nogen spørgsmål til dette skal de bare svare.
Uanset hvem der har tidligere har lovet noget, er det jo altid den siddende minister som er ansvarlig. Og hvis nogen mener der er begået løftebrud, så er ansvaret hos den siddende minister.
Der er ikke anderledes end hvis der sker en arbejdsulykke så er det Direktørens ansvar, uanset om han haft indflydelse på det.
Uanset hvad, så er den overfusning ikke ok. Hvis ikke journalister kan stille kritiske spørgsmål til ministre eller folkevalgte, så kan de jo løbe om hjørner med alle. At en minister forsøger at styre hvad journalister og presse skal og må skrive og spørge om, er de på vej ind i noget manipulerende arbejde. Det synes jeg da er mere skandaløst end at en journalist der på vegne af nogle borger i Langeskov spørger til det de mener er løftebrud.
Skidt med en journalist, der åbenbart alene opfatter sig selv som mikrofonholder for sine lokale læsere / seere og ikke har styr på hvem, der har lovet hvad, før hun kaster sig ud i angiveligt kritiske spørgsmål. Det er simpelthen for nem og underlødig journalistik at provokere et interviewoffer med decideret usande påstande og så bagefter lade afvisningen være bærende for historien. Hvad dælen skulle Heunicke have gjort anderledes end at afvise journalistens præmis? Kritisk journalistik kræver, at man har sine facts i orden, inden man konfronterer kilden. Ellers bliver det jo bare pseudokritisk. Og så står det noget uklart for mig, hvad det er, Kimose er stolt af i TV2's håndtering.
Kan en "kontrakt" også være så specifik, at den indebærer, at der ikke må stilles uddybende spørgsmål, når en minister eller eksempelvis Støjberg har afleveret sit indstuderet "spindoktor-svar".
I givet fald, så forstår jeg også bedre, betegnelsen mikrofonholdere.
Hatten af for Mette Kimose og Esben Seerup! Så kan de lære det!
Flere