Tilbage i 1980erne, hvor folk som mig var unge – ikke bare i tøjet, men også i kroppen – rendte man i nattelivet nu og da ind i seminariestuderende piger. De havde ofte en tendens til at undskylde, at de gik på seminariet: "Det er bare for at få uddannelsen", eller "Jeg skal ikke være lærer bagefter."

Det ragede os en gulerodsbuks, hvad de studerede, og om de skulle være skolelærere. Vi havde selv forladt skolesystemet og med vores daværende kønsaktivitet in mente, ville disse brave Fjällrævs-bærere for længst være pensionerede, inden vi fik børn i den skolemodne alder. Vores høflige "Nå, hvad laver du så?" var kun et desperat forsøg på at undgå den akavede tavshed, indtil man kunne stille det næste og vigtigere spørgsmål, der oftest omhandlede muligheden for at dele to ristede hot dogs og en natbus.

Men så let slap man ikke med disse piger. Efter forbeholdene om deres uddannelse begyndte de nemlig – voldsomt uopfordret – at remse kulturpersonligheder op, som var sprunget fra lærergerningen i tide og derefter havde klaret sig godt. Det var en kedelig remse, men den gav dog et udvidet grundlag for bedømmelse af personen inde bag de lange gamacher, mange bryster, korte hvide læderstøvler eller hvad man nu var faldet for. På den tid var det kun lipgloss'ens tykkelse, læderslipsets længde og til nød farven på Pringle-trøjletten, der signalerede, om personen var lam eller lækker (ja, det er mange år siden, det var ikke kønt, og det var hårde tider dengang. Men det forstår de unge jo ikke i dag!).

Hvis de nævnte folk som Bjarne Reuter og Wikke/Rasmussen, var det et godt tegn. Hvis de sagde Kim Larsen og Flemming Jensen, var der bestemt potentiale. Og hvis de fremhævede Finn Nørbygaard, var natten jo ung og fuld af andre muligheder.

Og hvad kan vi så lære af det? som den tidligere skolelærer Go-tha Andersen altid sagde (men ham var der nu aldrig nogen piger, der nævnte).

Ikke meget, men for nylig var jeg til en fest, hvor der var en del journalister. Der var i hvert fald mange pæne læderjakker i garderoben, og det virkede som om, der var flere til festen, der talte, end der lyttede.

Det der fik mine tanker til at glide 12-15 år tilbage var, at når sidemanden over skinken og pa-stasalaten (visse ting er ikke forandret siden dengang) fortalte, at han/hun var journalist, så blev det fulgt at en hurtig tilføjelse om, at han/hun altså mest skrev skæve ting til bagsiden, lavede sjove indslag i nyhedsprogrammerne, eller var den, der fik lagt op til den næste popsang i radioen på en fræk måde.

Der var ikke noget "Jeg skriver nyheder til 1. sektion" eller "Jeg kulegraver erhvervsskandaler". Måske var de mennesker ikke inviterede til festen, måske ville de ikke stå frem, eller måske var det dem, der i stedet hele tiden talte om huspriser.

Der var en enkelt journalist, som jeg med sikkerhed ved skriver gode regulære nyhedsartikler, men det eneste han fremhævede var en søndags-artikel – og det var med vendinger som "een på opleveren" og "så'n lidt crazy".
Så var det, jeg tænkte tilbage på Journalisthøjskolen, hvor vi – de selvsamme mennesker i de næsten selvsamme læderjakker – ikke kunne blive alvorlige nok: Der var ikke den kantineordning eller miljø-festival, vi ikke kunne gøre til fem Nordisk Fjer-skandaler. Og vi diskuterede etik, så klasselokalet løftede sig fra jorden af al den varme luft.

Men den tid er slut: I dag er der mere perspektiv i at være den friske, den skæve eller den hippe. Jeg skal selvfølgelig ikke råbe for højt selv – den sidste rigtig hårde nyhed jeg skrev, lå tilbage i sidste årtusinde og lød noget i retning af "Tæt opløb ved kåringen af årets brød"

Måske er det bare mig, der ser skæve vinkler og frække oplæg alle vegne. Måske er det bare mig, der er blevet gammel. Til gengæld har jeg lige fået et par bukser, ligesom dem de 16 årige drenge går i. De er så store, at man snildt kan skjule en Cavling-statue, en skæv vinkel, en nyhedstrekant eller for den sags skyld en hel seminariestuderende i dem.

Så gør det ikke noget, man er reporter med stort S – som i showbizz.

Klummen skrives på skift af freelancejournalisterne: Jens Korse, Flemming Chr. Nielsen og Jens Vilstrup