Rent fedterøveri

KONGERØGELSE. Man hører det så tit: "Ih, hvor er det godt, at vi ikke har engelske tilstande i den danske presse."
01.07.2009 · 08:00

KONGERØGELSE. Man hører det så tit: "Ih, hvor er det godt, at vi ikke har engelske tilstande i den danske presse."
Nej, det er faktisk rigtig skidt! I England er det ikke tabu at stille kritiske spørgsmål om og til de kongelige, men herhjemme glemmer vi pludselig alt, hvad vi har lært, når vi kommer i nærheden af en af Amalienborgs beboere.
Hvem kan for eksempel glemme TV 2's Jes Dorph-Petersen og hans gemytlige snak med kronprins Frederik ombord på kongeskibet Dannebrog i juni 2008? Nyhedsværten spurgte ganske vist til det omstridte IOC-kandidatur, men når man nu endelig har rigets næste konge på tomandshånd, er det så slet ikke relevant at spørge - høfligt, naturligvis - til hans veldokumenterede ringe arbejdsindsats?
Barbara Cartland-brillen sad også solidt plantet på Jes' kollega, Winnie Laursen, da hun i december 2008 tilrettelagde programmet "Mary Fonden - Kronprinsessens livsopgave". Programmets titel mere end antydede, at her blev prinsessen med det store hjerte i hvert fald ikke mødt med nærgående spørgsmål om den jetset-bemanding, der befolker hendes velgørende organisation.
DR er ikke bedre. Reimer Bo Christensens sukkerstund med grevinde Alexandra fra efteråret 2008 var et fremragende eksempel på, at spytslikkeri åbenbart betragtes som en journalistisk disciplin. TV-Avisens Lillian Gjerulf præsterede en halv times reportage fra Marys besøg i Uganda i oktober 2008, hvor den royale velgørenhedssafari skulle skabe opmærksomhed omkring Dansk Flygtningehjælps landsindsamling, uden at spørge, om kronprinsessen selv skulle ud med raslebøssen.
Kollegerne fra de trykte medier ligger lige i baghjulet på rygklapperne fra DR og TV 2. Vel har især Jyllands-Posten og Politiken været fremme i skoene omkring Frederiks IOC-kandidatur, men hvem graver i dag, få måneder før den store IOC-kongres i København, i de fordækte typer, der stadig befolker kronprinsens fremtidige olympiske varmestue?
Hvem forsøger at finde ud af, hvad kongehuset reelt koster os? Hvorfor er det en historie, når Bendtsen eller Løkke har svært ved at skelne mellem "privat" og "offentlig", mens dronningen og hendes mand hæmningsløst kan pumpe danske skattekroner i deres helt private franske vinslot?
I min nye bog, "Kongen og Dronningen af Grønland", afdækker jeg blandt andet, hvordan prins Henrik misbruger skibet Dannebrog til privat brug, men ikke en eneste kollega har fulgt historien op. Hvorfor? Havde det været forsvarschefen, der fragtede sin speedbåd og sine jagtvenner rundt i Europa på et af flådens skibe - mens han for øvrigt selv fløj - var vi faldet over hinanden for at komme først med afsløringen.
Vore udenlandske kolleger går helt anderledes robust til deres kongehuse. I England var pressen i 1992 en medvirkende årsag til, at dronning Elizabeth indførte reformer. I Spanien har pressen flere gange stillet skarpt på kong Juan Carlos' forretningsforbindelser og den indflydelse, de udøver ved hoffet. Og på den anden side af Øresund følger man kong Carl Gustafs økonomiske op- og nedture på aktiemarkedet. Man går simpelthen journalistisk til værks. Herhjemme har vi bare travlt med at være ærbødige. •

Magasin: 

Kommentar

01/07/2009 - 21:00

Kirsten Erlendsson

Vel talt, Trine.  Desværre er det, som du også har erfaret, som at spille bold op af en mur at prøve at få reaktioner eller en debat igang, når det drejer sig om den kongelige familie.

 Vi bor i H.C. Andersens land, og går allesammen rundt med bjørneskindshuer trukket godt ned om ørerne, som Shubidua så muntert synger.

Så når du stikker poterne frem og laver lange og pinlige ridser og revner i det royale brokadebetrækt så mødes du af samme mur af tavshed, som alle vore dejlige kolleger, der prøver at spinne sig til mere stuerene eventyrfortællinger om den kongelie familie.

 Jeg kender en rigtig dygtig royal kollega, der holdt op efter at have kæmpet i årevis, med begrundelsen:. Jeg blev journalist for at tale med mennesker!.

Så du er nok alene på barrikaderne, sålænge der er en stiltiende overenskomst blandt medierne om at behandle Kongehuset og den kommende konge med skåneærmer på. Men med den medierådgivning, som Kongehuset omgiver sig med, er det kun et spørgsnål om tid, før vinden vender igen.

09/07/2009 - 08:44

preben nyborg madsen

Hej Trine

Jeg er helt på bølgelængde med dig - og jeg har OGSÅ arbejdet på Billed Bladet, hvor jeg oplevede nogle utrolige ting.

Well, jeg vil blot give dig moralsk opbakning.

Keep on working....you´re on the right track!

24/07/2009 - 19:26

Freelancejournalist Margit Knoblauch

Så lad i det mindste snakken leve her !

Det er med kongehuset, som med kommunalpolitik - den begås primært af de kolleger, der ser personlig glæde fremfor formidlingspligt i at være sammen med "ofrene".

Så inden vi begynder at skælde ud på de royale medierygklappere, bør vi huske på at det er os selv, der må sige til og fra, når vi forelægges arbejdsbetingelserne.

Hvis denne blog kan blive et medie for kritisk royaljournalistik, deltager jeg gerne på livstidsbasis - det er helt beskæmmende at vi ikke i en moderne tidsalder må og vil spørge os selv om højt betalt glitterpynt har bedre ambassadøreffekt end god udenrigslobbyisme !

Jeg er personligt åbenlyst tilhænger af en total afskaffelse af hele denne udgiftstunge og svært overratede institution, og undrer mig over hvordan pokker man kan prioritere den kommende barnedåb højere end brede nye aktualitetsprogrammer, når nu de landsdækkende kanaler hyler op om hvor meget de skal spare...

Suk... 

Seneste jobopslag

Dygtig presse- og kommunikationsmedarbejder søges til Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
Ansøgningsfrist: 13.05

Marketingkonsulent til Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
Ansøgningsfrist: 10.05

Underviser

SDU - Syddansk Universitet
Ansøgningsfrist: 15.05

Kreativ videojournalist til Deloitte

Deloitte Denmark
Ansøgningsfrist: 14.05

Matematikredaktør

Alinea
Ansøgningsfrist: 03.05

CRM konsulent i Børnecancerfonden - bliv en styrke for børnene

Børnecancerfonden
Ansøgningsfrist: 08.05

SoMe-redaktør til Vi Unge

Aller Media
Ansøgningsfrist: 25.04

Udviklingsorienteret redaktør til Mandag Morgen

Mandag Morgen
Ansøgningsfrist: 10.05

Studentermedhjælp til kommunikation

Grundejerforeningssekretariatet Ørestad
Ansøgningsfrist: 25.04

Nyhedsvært til DR Nordjylland

DR
Ansøgningsfrist: 25.04

Chef til B&U

DR
Ansøgningsfrist: 29.04

Chefkonsulent og teamleder for seks kommunikationsrådgivere

Region Syddanmark
Ansøgningsfrist: 05.05

Kommunikatør i Greenpeace

Greenpeace Norden
Ansøgningsfrist: 25.04

JOURNALIST TIL UGEAVISEN MIDTSYD

Jysk Fynske Medier
Ansøgningsfrist: 06.05