Jeg starter naturligvis med at læse om ham, jeg altid har haft mistænkt for sjusket research, og sandelig jo: i nyudgaven af "Den lille Røde" har han tilbagedateret den forfremmelse, han kæmpede for i så mange år og endelig opnåede.
Og jeg bladrer hastigt videre til den storsnudede, der regner Cavlingprisen for en ydmygelse og en hæmsko, fordi han går efter Pulitzerprisen. Foreløbig har han smugtrænet med en pjece om førstehjælp og en bestyrelsespost i grundejerforeningen.
Således tilfredsstillet i min indledende nysgerrighed dykker jeg ned i de virkelige skandaler.
De er der ikke.
Aftenvagten, som en nat prøvede at kvæle sin redaktør, men desværre ikke havde heldet med sig, forbigår sit livs mest heltemodige bedrift. Chefen, der i en natlig brandert sexchikanerede en redaktionssekretær og tilmøgede et kontor, er ikke kommet med. Den yngre moralist, der meldte sine pædofile kilder til politiet og selv engang blev meldt for et selvbetjeningslån, har en biografi så renskuret som en barnenumse.
Det har vi alle sammen.
Her optræder ca. 10.000 journalistiske isenkræmmere, der skal leve af, at alverdens skidtspande til laveste pris bliver puffet igennem folks brevsprækker og kabelnet, og ikke så meget som en sort rand under en negl er der at se i de mange selvbiografier.
Jeg kigger på masser af plet-rensede sider, og så hører jeg pludselig et lille hvin fra uindfriede ambitioners camouflerede mislyde, og jeg møder en anden i spaltehøjt humør over opnået succes.
Jeg kender ikke ham, der har bidraget til internationale tidsskrifter. Men på et kursus i turist-engelsk har jeg truffet den kollega, som har været på studierejser kloden rundt, siden far og mor forærede ham en konfirmandbillet til Mallorca.
Og ca. midtvejs møder jeg ham, der har fremskrevet sin karriere til år 2001.
Bare nu ingen konkurrenter opdager det og pludselig overhaler ved at løfte røven lige så højt op på ryggen som den tv-reporter, der fortæller, at han har produceret en udsendelse, som er set af mere end en million.
Det er synd for offentligheden, at den ikke hist og her får et par linier om de presseskandaler og interne slagsmål, der aldrig kommer i avisen eller på skærmen?
Som aktører og øjenvidner er vi jo lige ved hånden. Vi bryder os ikke om enkilde-historier og tillader nødigt andre at skrive selv, men her kæler vi for egne bestyrelsesposter og studieophold, forfremmelser og studentereksamener?
Smerteligt savner jeg den kollega, der i 1995-udgaven havde gavtyvemod til at fortælle, at han blev "fyret og bortvist fra redaktionen natten mellem den 8. og 9. oktober 1991, angiveligt på grund af avisens dårlige økonomi."
For den loyale sandheds skyld skal det tilføjes, at flertallet (især takket være kvindelige kollegers beskedenhed!) fører et sterilt bogholderi over adresse, telefonnummer og ansættelsessted, men at klummeskriveren selv sad en hel weekend og puslede med magtfulde ord, inden han kasserede de mange liniers rulletekst med blip, båt og Gud, hvor går det godt.
Det er en satanisk fristelse at voldtage papiret. Og i stedet overvinde sig til at krympe så voldsomt, at der vist ikke findes mere afstumpet omtale af nogen som helst.
Eller er det kun en særlig udspekuleret variant af storsnudethed?

Klummen skrives på skift af freelancejournalisterne: jens korse, flemming chr. nielsen og jens vilstrup