Plantagevirksomheden United Plantations føler sig renset af to rapporter. Alligevel fremstår virksomheden i dag som skurk på grund af defensiv krisekommunikation, mener kommunikations-ekspert.
TROVÆRDIGHED. "Giftskandale: Arbejdere bliver syge på danskkontrollerede plantager." Sådan skrev Politiken den 8. september om plantagevirksomheden United Plantations (UP) i Malaysia. Og det var kun begyndelsen. I løbet af otte dage bragte avisen hele 17 kritiske artikler om virksomheden.
Men sidst i oktober kom to rapporter. En fra Energistyrelsen i samarbejde med Miljøministeriet. Og en rapport lavet i samarbejde mellem UP's kunde AarhusKarlshamn og revisionsfirmaet PricewaterhouseCoopers. Begge rapporter renser UP for anklagerne om usikker omgang med sprøjtemidler. Der har ikke været tegn på pesticidforgiftninger i en periode helt tilbage til de første lægearkiver i 1995, understreges det i Energistyrelens rapport. Og:
"For at opsummere finder vi ingen beviser, der bekræfter beskyldningerne fremført i de danske medier, vedrørende pesticidbrug hos United Plantations og forgiftning af deres ansatte," hedder det i rapporten fra AarhusKarlshamn og revisionsfirmaet PricewaterhouseCoopers.
Men selv om UP er blevet renset for uansvarlig håndtering af sprøjtegift, fremstår virksomheden stadig som skurk for mange. Det påpeger Kim Larsen, direktør i kommunikationsvirksomheden Burson-Marsteller og ekspert i kriserådgivning af danske og internationale virksomheder.
Han har for Journalisten gennemgået Politikens artikler og samtlige modtræk fra UP.
»UP viser sig nu at have en god sag, og der er rejst spørgsmålstegn ved Politikens journalistik. Alligevel sidder de fleste læsere af Politiken nok og tænker: "Hvor er jeg forarget over den virksomhed, som tænker på profit frem for sikkerhed. Godt, vi har Politiken til at få styr på den sag",« siger Kim Larsen.
Ifølge ham har UP gjort det for nemt for Politiken at fastholde virksomheden i skurkerollen, fordi UP ikke stillede op i Politiken fra første dag.
»Grønspættebogens side 1 i krisekommunikation siger: "Vær åben, hvis du ikke har noget at skjule." Der kan godt ligge kloge overvejelser bag, men det ved læseren jo ikke.«
United Plantations kommunikationsrådgiver, Kim Bach, fortæller, at det var direktør i UP, Carl Bek-Nielsen, som suverænt valgte ikke at udtale sig til Politiken af princip. Han følte, at Politiken havde brugt ufine metoder og var ikke mindst rasende over, at avisens journalist observerede fra plantagen uden at præsentere sig for UP.
DEN 13. OKTOBER trykker Politiken et længere debatindlæg fra UP, hvor virksomhedens advokater afviser anklagerne punkt for punkt. UP producerer også videoer, hvor plantagemedarbejderne trækker deres citater tilbage og siger, at de er blevet misledt af Politiken, ligesom Børsen er på besøg, og det resulterer i mere positive artikler for UP.
Kim Larsen roser UP for at lave videoklip, men kalder debatindlægget og pressemeddelelserne for indadvendte og tekniske.
»Virksomheder tror ofte, at det kun handler om substans. Men det nytter ikke at have ret, hvis der ikke er nogen, der tror på en. Og man bliver nødt til at tage udgangspunkt i det billede, der er tegnet af en, og kommunikere sine budskaber på en enkel og overbevisende måde – ellers bliver de hverken læst eller forstået, vurderer han.
Kim Back forklarer, at UP har valgt at fokusere på troværdighed for at vinde på langt sigt.
»Vi valgte bevidst en lidt defensiv kommunikationsstrategi. Det havde været ude af proportioner at lægge videoerne øverst på vores hjemmeside. UP har en virksomhedskultur, hvor moral er vigtigere end spin. Vi er vant til at kommunikere substans. Hvis vi pludselig var gået i panik, havde lagt os ned og fokuseret på signaler, så ville det på længere sigt have været utroværdigt. Rapporterne frikender os fuldstændigt.«
Politiken afviser, at der er tale om frikendelse:
»Det er muligt at rapporterne ikke konkluderer, at der er et sikkerhedsproblem,« siger erhvervsredaktør Tage Otkjær.
»Men det er fuldstændig evident for os, at vi så nogle mennesker, som var blevet syge på grund af sprøjtegifte, da vi var i Malaysia. At der ikke er et problem nu, er ikke ensbetydende med, at der ikke har været et problem tidligere.«
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Tage Otkjær
Jeg vil bare berolige dig med, at jeg skam fik masser af ”modspørgsmål” fra journalisten, som jeg talte med i over en time, og som var meget forberedt og grundig. Men som I jo ved - og også praktiserer - på Politiken handler journalistik også om at vælge fra, og jeg tror de fleste interviews i nyhedsartikler ville dumpe ”modspørgsmålstesten”, hvis de alene blev vurderet på den del, der ender med at blive bragt i den endelige artikel.
Med venlig hilsen
Kim LarsenTage Otkær er som sædvanligt meget lang i spyttet. Længden af et gensvar stiger altid proportionelt med vægten af argumenterne.
Jeg vil kun tage et enkelt af Okkjærs udsagn:
"Politiken talte med landarbejdere, som fortalte, at de tog deres beskyttelsesudstyr af, fordi de ikke kunne holde ud at have det på i Malaysias varme og fugtige klima. Når man sprøjter med farlige pesticider, skal man bl.a. ifølge reglementet være iført maske, briller, gummihandsker, gummistøvler og gummiforklæde. Enhver kan sige sig selv, hvordan det føles at have på i løbet af en lang arbejdsdag i mindst 30 graders fugtig varme. Landarbejderne fortalte også, at de led af udslæt, åndedrætsbesvær, rødlige negle og en lang række andre gener, der ifølge eksperter er klassiske tegn på pesticidforgiftning."
Nej Politiken talte ikke med landarbejdere, som sprøjter.
Sammen med samarbejdspartneren Tenaganita, lokkede man med løgne og direkte bedrageri fem tamilske kvinder der er analfabeter - se dem i Politikens video - med på et hotelværelse, hvor Politiken manipulerede disse lette ofre til at fortælle om deres farlige arbejde som giftsprøjtere.
De fortalte også om de giftskader de havde pådraget sig under arbejdet. "Min fod er skæv", osv.
Det hele er en hoax, for ingen kvinder sprøjter på UP, det er kun mænd der gør det. Og disse kvinder sprøjter heller ikke.
Og de røde negle var neglelak.
Men kvinderne klædte Politikens præmisse.
Videoen ligger stadig på Politiken TV, og den er den knag som Politiken hænger sin hat på.
Kvinderne er undersøgt af to uafhængige læge-instanser. De er raske.
Det var mental voldtægt og udnyttelse af fem analfateter, i den "gode sags tjeneste".
-Rastrup
Kære Tage Otkjær
Tak for dit indlæg.
Der er mange interessante bidrag i dit forslag til, hvad vi burde have skrevet. Men alene dit bidrag fylder næsten 9.000 anslag – cirka det dobbelte af artiklen.
Dit mest centrale kritikpunkt er at UP uberettiget bliver frifundet i artiklen. Politiken bliver i artiklen refereret for, at der ikke er tale om en frifindelse af UP, ligesom vi citerer dig for følgende:
”At der ikke er et problem nu, er ikke ensbetydende med, at der ikke har været et problem tidligere.”
Mange venlige hilsner Øjvind Hesselager, redaktør, Journalisten
Det er umådelige højder i journalistisk standard, som journalisternes fagblad når i sit seneste nummer med artiklen "Renset - men stemplet".
Artiklen efterlader ikke nogen tvivl om, at vi på Politiken nu burde sidde skamfulde tilbage - stemplet som uvederhæftige journalister, der på løst grundlag har hængt en stor dansk plantagevirksomhed, United Plantations, ud.
Men rent ud sagt, hvad er det dog for en gang vrøvl og kritikløst mikrofonholderi, Journalisten formår at præstere i denne artikel.
Sagen handler kort om følgende: Politiken skrev i løbet af september en række stærkt kritiske artikler om den danskkontrollerede plantagevirksomhed United Plantations i Malaysia. Den har i flere år brugt to af verdens farligste pesticider - paraquat og monocrotophos - til at optimere sin produktion af palmeolie. Begge pesticider er forbudte i EU, netop fordi de er sindssygt giftige. Således skal man blot have få milliliter ind i kroppen via sår eller indånding, før stofferne kan skade bl.a. åndedrættet og i værste fald lamme det.=20
Politiken talte med landarbejdere, som fortalte, at de tog deres beskyttelsesudstyr af, fordi de ikke kunne holde ud at have det på i Malaysias varme og fugtige klima. Når man sprøjter med farlige pesticider, skal man bl.a. ifølge reglementet være iført maske, briller, gummihandsker, gummistøvler og gummiforklæde. Enhver kan sige sig selv, hvordan det føles at have på i løbet af en lang arbejdsdag i mindst 30 graders fugtig varme. Landarbejderne fortalte også, at de led af udslæt, åndedrætsbesvær, rødlige negle og en lang række andre gener, der ifølge eksperter er klassiske tegn på pesticidforgiftning.
Politiken beskrev desuden, hvordan den malaysiske græsrodsorganisation Tenaganita tidligere på året havde været med til at udgive en rapport, hvor landarbejdere på United Plantations også var blevet interviewet. Også denne rapport viste, at landarbejderne ikke kunne holde ud at have deres beskyttelsesudstyr på, og at mange af dem havde gener, der var klassiske symptomer på pesticidforgiftning.
Da Politiken bragte den første af sine artikler 9. september, erkendte United Plantations danske direktør Carl Bek-Nielsen i TV-Avisen, at landarbejderne, som beskrevet af Politiken, tog deres beskyttelsesudstyr af.
"Der er så nogle tilfælde, hvor, hvis eftersynet ikke er så skrapt og manageren eller supervisoren ikke er omkring, så er der måske nogle af arbejderne, der tager sikkerhedsudstyret af, og det er noget, som man ikke rigtig kan benægte. Det kan man ikke. Altså, det sker desværre af og til", sagde han.
Intet af dette fremgår af Journalistens artikel. Det fremgår heller ikke, at FN's landbrugsorganisation FAO i Politiken fastslog, at det er imod FN's internationale anbefalinger for brug af farlige pesticider - som også Danmark har forpligtet sig til at følge - at anvende paraquat og monocrotophos i varme lande som Malaysia, hvor landarbejderne ikke kan holde ud at have deres beskyttelsesudstyr på.
Hvad kom så med i Journalistens artikel: At AarhusKarlshamn (AAK), som modtager en stor del af United Plantations palmeolie, i en rapport har frikendt United Plantations. Nu er det jo tilladt her i Danmark at tænke selvstændigt - det gælder også Journalisten. I den sammenhæng kunne det have været relevant at nævne - hvilket Journalisten altså ikke gjorde - at United Plantations danske direktør Carl Bek-Nielsen sidder i bestyrelsen for AAK, og at Carl Bek-Nielsen via sine forskellige selskaber er storaktionær i AAK.
Dernæst nævner Journalisten, at Energistyrelsen i en redegørelse ligesom AAK har "renset" United Plantations. Men Journalisten undlader at nævne, at styrelsens redegørelse efterfølgende er blevet kraftigt kritiseret, fordi den kun refererer United Plantations udlægning af tingene, som - surprise, surprise - fastslår, at der absolut ingen problemer er. Styrelsen har ikke med et eneste ord nævnt kritikken fra FAO, ligesom den har undladt at citere rapporten fra den malaysiske græsrodsorganisation Tenaganita, og at organisationens direktør på et møde fortalte styrelsen, at Politikens artikler er "konsistente" med rapportens undersøgelsesresultater.
Direktøren har efterfølgende kritiseret Energistyrelsens redegørelse for at være "ufuldstændig" og taget ud af en sammenhæng, ligesom FAO har beskyldt Energistyrelsen for at ignorere Danmarks internationale forpligtelser.
Heller ikke det fremgår af Journalistens artikler, ligesom det heller ikke bliver nævnt, at Energistyrelsen lavede sin redegørelse, fordi den har udvalgt United Plantations som samarbejdspartner i et prestigefyldt miljøprojekt, og at redegørelsen derfor også var en undersøgelse af, om styrelsen havde gjort sit eget arbejde godt nok.
Det er en væsentlig pointe, at ingen af de to rapporter forholder sig til Politikens oplysninger. De konstaterer udelukkende, at arbejdsforholdene ser fornuftige ud, da de udsendte er på plantagen flere uger efter Politikens besøg. Det rummer jo unægtelig muligheden for, at United Plantations har strammet op om håndteringen af giftstofferne, og det er jo kun godt.
Derudover beskriver Journalisten slet ikke den mageløse propaganda, som de seneste uger er udgået fra United Plantations og bloggeren Michael Rastrup Schmidt, som i en årrække også har lavet pr-videoer for virksomheden. Af henholdsvis pressemeddelelser udsendt af United Plantations og Michael Rastrup Schmidts blog fremgår det bl.a., at Politiken skulle have truet og lokket landarbejdere på United Plantations til at fortælle, at noget, som i virkeligheden var myggestik, var symptomer på pesticidforgiftning. Politiken skulle også ligefrem have "bortført" landarbejdere til et hotel og presset dem til at fortælle den historie, Politiken ønskede at høre. På videoer lagt ud på United Plantations hjemmeside kan man se fagforeningsrepræsentanter fra virksomheden, som bryder ud i gråd over, at et dansk dagblad har tilladt sig at kritisere deres kære direktør Carl Bek-Nielsen. Videoerne kan bedst beskrives som en uskøn sammenblanding af Smack the Pony og nordkoreansk statstv.
Hvad gør Journalisten i stedet? Ringer til en direktør for et kommunikationsbureau, som uden modspørgsmål får lov til at sige, at "UP viser sig nu at have en god sag, og der er rejst spørgsmålstegn ved Politikens journalistik".
Hvorefter Journalisten går videre til at citere United Plantations kommunikationsrådgiver, som - igen helt uden modspørgsmål - får lov til at sige: "UP har en virksomhedskultur, hvor moral er vigtigere end spin. Vi er vant til at kommunikere substans".
Samtidig får United Plantations' direktør Carl Bek Nielsen spalteplads til at sige, at han ikke har villet tale med Politiken, fordi han følte, at Politiken havde brugt "ufine metoder" ved at tillade sig at tale med virksomhedens ansatte før ham.
Uhadada. Tænk at journalister ikke først spørger direktøren om lov til at tale med medarbejdere om, hvordan de arbejder med livsfarlige pesticider, som af samme grund er forbudt i det land, direktøren selv kommer fra.
Men Journalisten agerer velvillig mikrofonholder. Det kan man så tænke sit om i betragtning af, at Journalisten foregiver at være et fagblad for - ja journalister. Men citatet viser også, hvor uhyggelig dårlig research bladet har lavet. For sandheden er, at Politiken i første omgang tilbød at komme på besøg på United Plantations og tale med Carl Bek-Nielsen, men at han afslog med den begrundelse, at han ikke havde "tid", da han forstod, at Politiken ville spørge til virksomhedens brug af farlige pesticider.
Da Journalisten så for et par uger siden ringede til Politiken, lød forklaringen, at bladet ønskede at lave en historie om, hvordan eksperter vurderede United Plantations' kommunikationsstrategi. Derimod ønskede bladet ikke at gå ind i substansen i Politikens historier. Hvorefter Journalisten i den endelige artikel kritikløst citerer en række kilder - heraf flere med åbenlys interesse i sagen - for, at United Plantations nu er blevet renset for Politikens beskyldninger.
Indtil Politiken kom med sine artikler, lå United Plantations forbrug af paraquat og monocrotophos på cirka 10-12 tons om året. Til sammenligning skal man som sagt blot indånde få dråber for at blive alvorligt forgiftet. På grund af Politikens artikler og deraf følgende pres fra kunder er United Plantations øjeblikkeligt holdt op med at bruge paraquat og vil stoppe brugen af monocrotophos til marts næste år.
Men det fik på ingen måde Journalisten til at spørge United Plantations om, at hvis disse stoffer er så uproblematiske, som virksomheden hævder, hvorfor så overhovedet indstille brugen af dem?
Næ nej. Derimod finder Journalisten, at United Plantations nu er blevet renset for alle anklager.
Ak for et niveau.
Tage Otkjær, erhvervsredaktør, Politiken
Den skidne klatvask
På ”Journalisten” har man netop sagt farvel til Jakob Elkjær. Man fristes næsten til at sige tak.
For én af Elkjærs sidste gerninger var at godkende en yderst pinlig artikel, hvor skribenten - under overskriften: ”Renset – men stemplet”, er faldet pladask for endnu et par af de ryggesløse lejesvende, kaldet kommunikationsrådgivere.
Skal vi lige tage det fra en ende af:
Første plet-rensning i den beskidte spin-vask kom, da United Plantation (UP) frikendte sig selv ved hjælp af en rapport udarbejdet af AarhusKarlshamn (AAK) og PricewaterhouseCoopers (PWC).
AAK’s storaktionær, brdr. Bek-Nielsen, der ejer UP, sidder begge i bestyrelsen i AAK. PWC er AAK’s revisor.
Anden skidne klatvask, kommer da Energistyrelsen i samarbejde med Miljøministeriet hævder, at den løsagtige omgang med nogle af verdens mest potente sprøjtegifte ikke har medført, at arbejderne – siden 1995 – har udvist tegn på forgiftninger. Rapporten henviser til UP’s egne lægejournaler, som – surprise - ikke kan finde ét eksempel siden 1995!
(Nu kan jeg endelig fortælle mine børnebørn, at Julemanden skam eksisterer).
Ovennævnte rapporter er nøjagtig lige så troværdige som Schlüters gulvtæppetale eller AFR’s ”Der er ikke noget at komme efter”.
At virksomheder og myndigheder med rod i etik og/eller sandheden, kan udgive ligegyldige, misvisende, manipulerende, fejlagtige rapporter er langt fra nogen nyhed. Dem har vi set rigeligt af.
Men at vores eget fagblad agerer vaske- og strygekone er ganske enkelt pinligt.
Og velkommen på Politiken, Jakob. Håber, at du får en god snak med én af deres bedste reportere, Claus Blok Thomsen, der stod bag artiklerne om UP.
Flere