Det er umådelige højder i journalistisk standard, som journalisternes fagblad når i sit seneste nummer med artiklen "Renset - men stemplet".

Artiklen efterlader ikke nogen tvivl om, at vi på Politiken nu burde sidde skamfulde tilbage - stemplet som uvederhæftige journalister, der på løst grundlag har hængt en stor dansk plantagevirksomhed, United Plantations, ud.

Men rent ud sagt, hvad er det dog for en gang vrøvl og kritikløst mikrofonholderi, Journalisten formår at præstere i denne artikel.

Sagen handler kort om følgende: Politiken skrev i løbet af september en række stærkt kritiske artikler om den danskkontrollerede plantagevirksomhed United Plantations i Malaysia. Den har i flere år brugt to af verdens farligste pesticider - paraquat og monocrotophos - til at optimere sin produktion af palmeolie. Begge pesticider er forbudte i EU, netop fordi de er sindssygt giftige. Således skal man blot have få milliliter ind i kroppen via sår eller indånding, før stofferne kan skade bl.a. åndedrættet og i værste fald lamme det.=20

Politiken talte med landarbejdere, som fortalte, at de tog deres beskyttelsesudstyr af, fordi de ikke kunne holde ud at have det på i Malaysias varme og fugtige klima. Når man sprøjter med farlige pesticider, skal man bl.a. ifølge reglementet være iført maske, briller, gummihandsker, gummistøvler og gummiforklæde. Enhver kan sige sig selv, hvordan det føles at have på i løbet af en lang arbejdsdag i mindst 30 graders fugtig varme. Landarbejderne fortalte også, at de led af udslæt, åndedrætsbesvær, rødlige negle og en lang række andre gener, der ifølge eksperter er klassiske tegn på pesticidforgiftning.

Politiken beskrev desuden, hvordan den malaysiske græsrodsorganisation Tenaganita tidligere på året havde været med til at udgive en rapport, hvor landarbejdere på United Plantations også var blevet interviewet. Også denne rapport viste, at landarbejderne ikke kunne holde ud at have deres beskyttelsesudstyr på, og at mange af dem havde gener, der var klassiske symptomer på pesticidforgiftning.

Da Politiken bragte den første af sine artikler 9. september, erkendte United Plantations danske direktør Carl Bek-Nielsen i TV-Avisen, at landarbejderne, som beskrevet af Politiken, tog deres beskyttelsesudstyr af.
"Der er så nogle tilfælde, hvor, hvis eftersynet ikke er så skrapt og manageren eller supervisoren ikke er omkring, så er der måske nogle af arbejderne, der tager sikkerhedsudstyret af, og det er noget, som man ikke rigtig kan benægte. Det kan man ikke. Altså, det sker desværre af og til", sagde han.

Intet af dette fremgår af Journalistens artikel. Det fremgår heller ikke, at FN's landbrugsorganisation FAO i Politiken fastslog, at det er imod FN's internationale anbefalinger for brug af farlige pesticider - som også Danmark har forpligtet sig til at følge - at anvende paraquat og monocrotophos i varme lande som Malaysia, hvor landarbejderne ikke kan holde ud at have deres beskyttelsesudstyr på.

Hvad kom så med i Journalistens artikel: At AarhusKarlshamn (AAK), som modtager en stor del af United Plantations palmeolie, i en rapport har frikendt United Plantations. Nu er det jo tilladt her i Danmark at tænke selvstændigt - det gælder også Journalisten. I den sammenhæng kunne det have været relevant at nævne - hvilket Journalisten altså ikke gjorde - at United Plantations danske direktør Carl Bek-Nielsen sidder i bestyrelsen for AAK, og at Carl Bek-Nielsen via sine forskellige selskaber er storaktionær i AAK.

Dernæst nævner Journalisten, at Energistyrelsen i en redegørelse ligesom AAK har "renset" United Plantations. Men Journalisten undlader at nævne, at styrelsens redegørelse efterfølgende er blevet kraftigt kritiseret, fordi den kun refererer United Plantations udlægning af tingene, som - surprise, surprise - fastslår, at der absolut ingen problemer er. Styrelsen har ikke med et eneste ord nævnt kritikken fra FAO, ligesom den har undladt at citere rapporten fra den malaysiske græsrodsorganisation Tenaganita, og at organisationens direktør på et møde fortalte styrelsen, at Politikens artikler er "konsistente" med rapportens undersøgelsesresultater.

Direktøren har efterfølgende kritiseret Energistyrelsens redegørelse for at være "ufuldstændig" og taget ud af en sammenhæng, ligesom FAO har beskyldt Energistyrelsen for at ignorere Danmarks internationale forpligtelser.

Heller ikke det fremgår af Journalistens artikler, ligesom det heller ikke bliver nævnt, at Energistyrelsen lavede sin redegørelse, fordi den har udvalgt United Plantations som samarbejdspartner i et prestigefyldt miljøprojekt, og at redegørelsen derfor også var en undersøgelse af, om styrelsen havde gjort sit eget arbejde godt nok.

Det er en væsentlig pointe, at ingen af de to rapporter forholder sig til Politikens oplysninger. De konstaterer udelukkende, at arbejdsforholdene ser fornuftige ud, da de udsendte er på plantagen flere uger efter Politikens besøg. Det rummer jo unægtelig muligheden for, at United Plantations har strammet op om håndteringen af giftstofferne, og det er jo kun godt.

Derudover beskriver Journalisten slet ikke den mageløse propaganda, som de seneste uger er udgået fra United Plantations og bloggeren Michael Rastrup Schmidt, som i en årrække også har lavet pr-videoer for virksomheden. Af henholdsvis pressemeddelelser udsendt af United Plantations og Michael Rastrup Schmidts blog fremgår det bl.a., at Politiken skulle have truet og lokket landarbejdere på United Plantations til at fortælle, at noget, som i virkeligheden var myggestik, var symptomer på pesticidforgiftning. Politiken skulle også ligefrem have "bortført" landarbejdere til et hotel og presset dem til at fortælle den historie, Politiken ønskede at høre. På videoer lagt ud på United Plantations hjemmeside kan man se fagforeningsrepræsentanter fra virksomheden, som bryder ud i gråd over, at et dansk dagblad har tilladt sig at kritisere deres kære direktør Carl Bek-Nielsen. Videoerne kan bedst beskrives som en uskøn sammenblanding af Smack the Pony og nordkoreansk statstv.

Hvad gør Journalisten i stedet? Ringer til en direktør for et kommunikationsbureau, som uden modspørgsmål får lov til at sige, at "UP viser sig nu at have en god sag, og der er rejst spørgsmålstegn ved Politikens journalistik".

Hvorefter Journalisten går videre til at citere United Plantations kommunikationsrådgiver, som - igen helt uden modspørgsmål - får lov til at sige: "UP har en virksomhedskultur, hvor moral er vigtigere end spin. Vi er vant til at kommunikere substans".

Samtidig får United Plantations' direktør Carl Bek Nielsen spalteplads til at sige, at han ikke har villet tale med Politiken, fordi han følte, at Politiken havde brugt "ufine metoder" ved at tillade sig at tale med virksomhedens ansatte før ham.

Uhadada. Tænk at journalister ikke først spørger direktøren om lov til at tale med medarbejdere om, hvordan de arbejder med livsfarlige pesticider, som af samme grund er forbudt i det land, direktøren selv kommer fra.

Men Journalisten agerer velvillig mikrofonholder. Det kan man så tænke sit om i betragtning af, at Journalisten foregiver at være et fagblad for - ja journalister. Men citatet viser også, hvor uhyggelig dårlig research bladet har lavet. For sandheden er, at Politiken i første omgang tilbød at komme på besøg på United Plantations og tale med Carl Bek-Nielsen, men at han afslog med den begrundelse, at han ikke havde "tid", da han forstod, at Politiken ville spørge til virksomhedens brug af farlige pesticider.

Da Journalisten så for et par uger siden ringede til Politiken, lød forklaringen, at bladet ønskede at lave en historie om, hvordan eksperter vurderede United Plantations' kommunikationsstrategi. Derimod ønskede bladet ikke at gå ind i substansen i Politikens historier. Hvorefter Journalisten i den endelige artikel kritikløst citerer en række kilder - heraf flere med åbenlys interesse i sagen - for, at United Plantations nu er blevet renset for Politikens beskyldninger.

Indtil Politiken kom med sine artikler, lå United Plantations forbrug af paraquat og monocrotophos på cirka 10-12 tons om året. Til sammenligning skal man som sagt blot indånde få dråber for at blive alvorligt forgiftet. På grund af Politikens artikler og deraf følgende pres fra kunder er United Plantations øjeblikkeligt holdt op med at bruge paraquat og vil stoppe brugen af monocrotophos til marts næste år.

Men det fik på ingen måde Journalisten til at spørge United Plantations om, at hvis disse stoffer er så uproblematiske, som virksomheden hævder, hvorfor så overhovedet indstille brugen af dem?
Næ nej. Derimod finder Journalisten, at United Plantations nu er blevet renset for alle anklager.

Ak for et niveau.

Tage Otkjær, erhvervsredaktør, Politiken

Tage Otkær er som sædvanligt meget lang i spyttet. Længden af et gensvar stiger altid proportionelt med vægten af argumenterne.

Jeg vil kun tage et enkelt af Okkjærs udsagn:

"Politiken talte med landarbejdere, som fortalte, at de tog deres beskyttelsesudstyr af, fordi de ikke kunne holde ud at have det på i Malaysias varme og fugtige klima. Når man sprøjter med farlige pesticider, skal man bl.a. ifølge reglementet være iført maske, briller, gummihandsker, gummistøvler og gummiforklæde. Enhver kan sige sig selv, hvordan det føles at have på i løbet af en lang arbejdsdag i mindst 30 graders fugtig varme. Landarbejderne fortalte også, at de led af udslæt, åndedrætsbesvær, rødlige negle og en lang række andre gener, der ifølge eksperter er klassiske tegn på pesticidforgiftning."

Nej Politiken talte ikke med landarbejdere, som sprøjter.

Sammen med samarbejdspartneren Tenaganita, lokkede man med løgne og direkte bedrageri fem tamilske kvinder der er analfabeter - se dem i Politikens video - med på et hotelværelse, hvor Politiken manipulerede disse lette ofre til at fortælle om deres farlige arbejde som giftsprøjtere.

De fortalte også om de giftskader de havde pådraget sig under arbejdet. "Min fod er skæv", osv.

Det hele er en hoax, for ingen kvinder sprøjter på UP, det er kun mænd der gør det. Og disse kvinder sprøjter heller ikke.

Og de røde negle var neglelak. 

Men kvinderne klædte Politikens præmisse. 

Videoen ligger stadig på Politiken TV, og den er den knag som Politiken hænger sin hat på.  

Kvinderne er undersøgt af  to uafhængige læge-instanser. De er raske.

Det var mental voldtægt og udnyttelse af fem analfateter, i den "gode sags tjeneste".

-Rastrup