search

Ren overflade

Af Peter Andersen, journalist på SiDs Fagbladet og formand for arbejdsmarkedsjournalisterne.

Af Peter Andersen, journalist på SiDs Fagbladet og formand for arbejdsmarkedsjournalisterne. 

Min første lærer på Journalisthøjskolen hed Bernhard Nielsen. Han var ikke verdens største underviser, men ret god til anekdoter. Som elev var han engang med til at dække en skibskatastrofe. 54 mennesker omkom, men i avisen blev det til 57. Bernhard var knust, men en ældre kollega trøstede ham: »Rolig Bernhard, det bliver der!« Og ganske rigtigt. Efter et par dage nåede antallet af døde over 60, fordi nogle af de sårede bukkede under.
I midten af marts i år havde aviser, radio og tv travlt med at skrive og tale sig op til en konflikt. »Sidste chance for forlig – ellers er der storkonflikt fra på søndag,« lød det for eksempel i TV-Avisen torsdag den 19. marts. Men det var ikke sidste frist, og dagen ef-
ter var »storkonflikten udsat igen«, hvilket ret beset er noget vrøvl, fordi forligsmanden forinden havde udnyttet sidste mulighed for at udskyde de varslede strejker og lockouter.
Andre medier sprang mellemregningen over og erklærede konflikt på forhånd, og det så da heller ikke lovende ud. Men skiderikkerne gik altså hen og blev enige, og spildt var historierne om, hvad folk skulle hamstre, og hvilken slags mælk der kan tåle en tur i kummefryseren. Men Danmark og konkurrenceevnen var reddet, for den der urafstemning var vel lige så forudsigelig som et menighedsrådsvalg med én opstillet liste.
Så kom chokket den 24. april: Mæglingsforslaget var stemt ned, og da var det, jeg kom til at tænke på Bernhard. For de fik jo ret alle sammen – med en god måneds forsinkelse ganske vist, men skidt. Og de ti bud til den hurtige hamstrer kunne genoptrykkes.

***
Som en tidligere nyhedshund, der nu er flyttet inden for i fagbevægelsen, undrer det mig, at næsten ingen nyhedsmedier havde færten, da konflikten rent faktisk kom. Jeg talte med en enkelt freelancer et godt stykke tid før dommedag, men siden var der ikke flere, der ringede. Jeg ved, at kolleger og andre i fagbevægelsen har haft samme oplevelse – og undret sig.
Hvor var nysgerrigheden efter årtiets arbejdsmarkedshistorie? Der skulle ikke være gravet særlig dybt – en uge i forvejen var der vel et par tusinde mennesker, der anede, hvor det bar hen. Jeg siger ikke, man skulle have offentliggjort prognoser, mens afstemningen var i gang – det ville også være i strid med forligsmandsloven. Men der havde været god tid til at undersøge, hvad der gik galt og til at analysere de langsigtede konsekvenser. Tid til at forberede den gode historie til den dag, det brød løs, i stedet for
at gå grassat i indkøbsvognen som resten af medieverdenen.
Mange vidste formentlig ikke, at der var noget at grave efter. Den manglende nysgerrighed afslører, at størstedelen af de journalister, der dækkede forhandlingerne og konflikten, ikke kender de grundlæggende mekanismer i den danske arbejdsmarkedsmodel.
Et er, at journalister generelt ved for lidt om aftalesystemet som en fast forankret del af det danske demokrati. Noget helt andet er, at de, der i det daglige skal dække arbejdsmarkedet, ikke får de nødvendige forudsætninger for at kunne gøre det.
For få år siden havde så godt som alle landsdækkende medier mindst to faste folk på området, ligesom de fleste lokale dagblade havde en arbejdsmarkedsmedarbejder. Overalt er der skåret ned på bemandingen, og de, der er tilbage, skal i vid udstrækning tage sig af andre opgaver ved siden af. Det går til nød an i det daglige, men det svier i en situation som den, der ramte Danmark dette forår. Så er kildenettet ikke solidt nok, fornemmelsen af hvad der rører sig ikke dyb nok, og evnen til at læse og tolke signaler ikke trænet nok. Så bliver der begået for mange faktuelle fejl, hvoraf de mildeste kan sammenlignes med at skrive »tiltalt« i stedet for »sigtet«.
Det er et grovkornet billede, for enkelte medier gjorde det godt, og der blev da begået udmærket journalistik indimellem. Men det er påfaldende, at i selve forhandlingsforløbet nåede de to landsdækkende tv-kanaler hver især at sende mindst tre-fire forskellige medarbejdere hen for at vente foran de hvide døre i Forligsinstitutionen. De fik dermed ikke en reel chance for at følge med, men
de kunne citere forhandlerne, og de sagde jo, at der blev konflikt.

***
Kunne man forestille sig, at finanslovsforhandlingerne blev dækket lige så lemfældigt? Af dem, der nu var på vagt – eller folk fra andre redaktioner? Næppe. Så er den politiske redaktør på banen, men hvor var arbejdsmarkedsredaktørerne henne før og under konflikten?
Jo, de hed Jesper Due, Jørgen Steen Madsen og Flemming Ibsen, forskere, som blev brugt i et hidtil uset omfang, fordi de fastansatte journalister ikke kunne eller turde stå inde for selv den mest banale analyse.
Journalisterne selv kastede sig over en endeløs række at indkøbsvogne, butikshylder, biler og kyllingefarmere, som allerede fra dag ét beskyldte konflikten for at være årsag til massedød i staldene – og fik lov til det. Der blev også plads til de selvfølgelige historier om, at fagbevægelsen er for langt fra medlemmerne, og at tiden er løbet fra overenskomstforhandlingerne. Relevante temaer, men behandlingen var overfladisk som plasticmaling på en vesterhavshytte.
Virksomhedsledere fik uhindret lov til at proklamere, at alt overenskomststoffet uden problemer kunne forhandles lokalt. Men man glemte at fortælle, at konfliktretten ville flytte med, og at det i øvrigt ville kræve lovgivning i stort omfang.
Det blev også til en sandhed, at fagbevægelsen har overhørt medlemmerne, men meget tyder på, at kravet om en ekstra uges ferie opstod undervejs, opildnet af statsministerens nytårstale, diverse valgløfter og forhandlernes udmeldinger undervejs. Og feriekravet var lettere at håndtere end arbejdstidsnedsættelsen på skiftehold, som ikke slog igennem i nyhedsmediernes dækning.
Da resultatet af urafstemningen var kendt, sagde en af DAs garvede folk til mig, at ukvalificeret mediedækning var skyld i, at der blev stemt nej. Så galt var det forhåbentlig ikke, men der bør være andre end fagbevægelsen, der har fået noget at tænke over.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen