Ren mandehørm da TV Øst vandt Spadestiksprisen

Juryens store ros: »Det er regional journalistik i national klasse!« Vindernes gode råd: »Bliv ved. Bliv ved, selv om du er usikker på, om det holder!« Og arrangørernes desperate opråb: »Det er ubegribeligt for mig, at der ikke er kvinder i feltet!«

Peter, Fredrik, Daniel, Jonas, Jacob, Stefan, Tore, Jakob, Kasper, Tommy.

Det eneste, vi alle sammen vidste på forhånd, var, at testosteron dominerende over østrogen, og at det ville blive mænd, der vandt Spadestiksprisen i Kolding tirsdag aften.

Der var ganske enkelt ingen kvinder i det nominerede felt, der eftermiddagen igennem betrådte podiet på Hotel Koldingfjord for at præsentere deres journalistik foran publikum og jury.

Derimod var der tre grupper med henholdsvis to, tre og fem mænd.

Journalisten fangede Morten Brøcker – formand for ”Et Spadestik dybere”, der uddeler prisen – på kanten af podiet umiddelbart før vinderne blev kåret. På de tidspunkt vidnede tre struttende blomsterbuketter allerede om vinderholdets identitet.

»Det er ubegribeligt for mig, at der ikke er kvinder i feltet. Der er intet, der tilskønner, at det kun er mænd, der skal lave kritisk lokaljournalistik,« siger Morten Brøcker, der opfordrer kvinderne til at komme ind i kampen.

»Kvindelige journalister foreslår måske ikke sig selv til gravende projekter. Det er min teori.«

Afsløring af bostedet Tornhøj vandt

Det blev journalisterne Peter Graae, Fredrik Bondesen og redaktør Daniel Østa fra TV Øst, der vandt Spadestiksprisen med projektet: ”Historien om Tornhøj” om bostedet Tornhøj i Jyderup, hvor gamle mennesker udsættes for kritisabel pleje angiveligt på grund af dårlig ledelse.

Tillykke til TV Øst for Spadestikspris til Frederik Bondesen, Peter Graae og Daniel Østa #dkmedier pic.twitter.com/3pbOTjh0Cb

Hesselager (@oehesselager) October 20, 2015

I begrundelsen lød det blandt andet fra jurymedlem Kirsten Axelsen, redaktionschef, TV Midt Vest:

»Afsløringerne er uafrystelige og uigendrivelige. Vi ser, hvordan en udviklingshæmmet mand ligger i sit eget urin en hel nat. Vi ser, hvordan en hjerneskadet mand sidder hjælpeløst tilbage uden sprog og motorik, fordi han ikke modtog den relevante genoptræning. Vi ser billederne af en afdød multihandicappet mand, der dør af tarmslyng forårsaget af fire vatpinde, som personalet har glemt i hans mundvige.«

Hun sammenfattede:

»Det er regional journalistik i national klasse.«

Ordet til vinderne

Redaktør Daniel Østa – en af de tre vindere – overdrog klædeligt både pengene og æren for prisen til de to menige reportere, der efterfølgende gav sejrsinterview til Journalisten på kanten af podiet.

Fredrik Bondesen, der som praktikant valgte at gå under cover som ansat på bostedet, var overrasket:

»Jeg er glad og lettet. Det er resultatet af to et halvt års arbejde. Der gik ni måneder, fra vi startede, til vi vidste, at der faktisk kom tv ud af det.«

Peter Graae forklarede ganske enkelt, at han aldrig har været gladere:

»Det er det største, jeg har oplevet som journalist. Jeg er så glad.«

Hvad er jeres gode råd til andre, der vil lave kritisk lokaljournalistik?

Fredrik Bondesen:

»Bliv ved. Bliv ved, selv om du er usikker på, om det holder, og selv om alle omkring dig er det. Bliv ved! Din historie er vigtig.«

Peter Graae:

»Husk, at det, du laver, har enorm betydning for dine kilder. Det er derfor, vi er journalister. De fortæller stadig, hvor taknemmelige de er for vores arbejde!«

100.000 til vinderne og mediet

”Et Spadestik dybere” arrangeres af den selvejende institution af samme navn. Institutionen ønsker at inspirere lokale og regionale medier til at øge produktionen af undersøgende journalistik.

Spadestiksprisen er på 100.000 kroner og finansieres primært af regionale medier og medier med regionale afdelinger.

50.000 kroner gives til vinderne personligt. Den anden del går til det vindende medie og skal bruges til mere undersøgende journalistik.

20 indstillede

Sidste år var der 12 indstillede, I år var der 20 indstillinger til prisen. Det er det højeste antal i de 13 år, prisen har eksisteret.

Juryen består af Rune Blichfeldt (fmd.), journalist Fyens Stiftstidende og sidste års vinder af prisen; Kirsten Axelsen, redaktionschef TV Midt Vest; Christian Jensen, chefredaktør Information, og Nils Hanson, chef for det undersøgende tv-magasin 'Uppdrag Granskning', SVT.

Rune Blichfeldt deltog ikke i voteringen, da Fyens Stiftstidende var nomineret.

Nye priser

”Et Spadestik dybere” har i år indført to nye priser til lokaljournalisterne:

Hverdags-spadestikket skal hædre den kvalitetsjournalistik, der laves i hverdagen. Kampagneprisen går til den bedste journalistiske kampagne.

De to nye priser uddeles onsdag.

Du kan se alle indstillede her.

Bag institutionen ”Et Spadestik dybere” står Morten Brøcker, partner i kommunikationsbureauet Nybroe & Brøcker Kommunikation. Og Bruno Ingemann, chefredaktør i Midtjyske Medier.

0 Kommentarer