Ren kommunikation – snavset vand

Pressekoordinator i Københavns Energi Astrid Skotte stod over for sin største udfordring, da der blev opdaget E. coli-bakterier i vandforsyningen. Via pressen og sms blev borgerne oplyst. Og på Fyn fik 700 brugere af vandværk en advarsel via postkassen.

Pressekoordinator i Københavns Energi Astrid Skotte stod over for sin største udfordring, da der blev opdaget E. coli-bakterier i vandforsyningen. Via pressen og sms blev borgerne oplyst. Og på Fyn fik 700 brugere af vandværk en advarsel via postkassen.

VANDSKADE. DRs radiokanaler kørte advarsler hvert kvarter. Historien blev straks top på alle de elektroniske medier. Og telefonerne på Københavns Energi kimede i døgndrift. I næsten en uge arbejdede pressekoordinator Astrid Skotte omkring 17 timer i døgnet med at servicere pressen og få den besked sendt ud til over halvdelen af Københavns indbyggere, at vandet var forurenet og skulle koges inden brug. Det var hendes karrieres største udfordring.

»Det var rigtig sjovt. Men der kørte så meget adrenalin i kroppen, at jeg ikke kunne sove om natten. Og jeg kunne godt mærke, at hvis denne krise var fortsat meget længere, ville jeg begynde at blive virkelig træt og være bange for at begå fejl – du ved, vrøvle og kommunikere uklart. Så det var godt, krisen sluttede, da den gjorde,« siger Astrid Skotte til Journalisten.

Krisen startede en fredag aften i slutningen af august, da Københavns Kommune i samarbejde med Københavns Energi besluttede at advare stort set hele Københavns befolkning om, at drikkevandet var forurenet. Astrid Skotte og Københavns overborgmesters presseafdeling havde arbejdet på en pressemeddelelse, mens embedslægen og kommunens medarbejdere vurderede forureningen – meddelelsen var klar og blev sendt ud i samme øjeblik, kommunen besluttede, at borgerne skulle koge vandet. Få sekunder senere havde historien overtaget næsten hele mediebilledet. Samtidig sendte Københavns Energi advarsels-sms'er ud til beboerne i alle de berørte områder.

»Vi vil vurdere, hvordan man kan bruge sociale medier som Twitter og Facebook, hvis der igen opstår en lignende situation. Men i denne omgang kunne vi bedst ramme vores kunder ved at slå bredt igennem i de etablerede medier med vores pressemeddelelse. Og med sms-løsningen kunne vi ramme op imod 80 procent af beboerne i de ramte områder,« forklarer Skotte til Journalisten.

Mens Astrid Skotte tøjlede brandvæsen, krisekommunikation og de store dagblade i København, blev borgere på Midtfyn også ramt af vandforurening. Mandag morgen fik Faaborg-Midtfyn Kommune beskeden om E. colibakterier i det lille vandværk Sønder Nærå. Egentlig er det vandværket, der har ansvaret for at advare sine kunder, men den lille virksomhed er ikke vant til at håndtere udtalelser til pressen og hurtig kommunikation, så her måtte kommunens miljøafdeling tage over.

»På vandværket var de noget usikre på, hvordan de skulle klare den sag, derfor overtog vi meget af kommunikationen og hjalp dem på vej. De har jo ikke det store udstyr til den slags. Så det var ofte mig, der blev citeret i pressen,« fortæller Olav Bojesen, afdelingsleder for miljø i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Kommunen fik sendt en pressemeddelelse ud, og advarslen om forurenet vand blev hurtigt bragt videre af radiostationerne og de lokale netmedier. Men forbrugerne skulle også kontaktes direkte. Det klarede vandværket i Sønder Nærå ved at dele sedler ud til kundernes postkasser.
»Der er jo stor forskel på at kommunikere til 40.000 indbyggere i det centrale København og på at kommunikere til 7-800 kunder på et lille vandværk på Fyn. Men jeg tror ikke, vi tog længere tid om at få beskeden ud, end de gjorde i København,« siger Olav Bojesen.

I København brugte Astrid Skotte langt det meste af sin tid på brandvæsenets krisekommandocentral på Enghavevej. Her sad hun sammen med teknikere, læger, brandmænd og Københavns Kommunes kommunikationsfolk og skulle overskue mediedækning og hurtige beslutninger. Lige uden for døren ventede et enormt presseopbud på nyt.

»Der var jo sådan lidt en Christiansborg-stemning, som vi ikke er vant til. Normalt er der ikke synderligt mange, der interesserer sig for Københavns Energi og forsyningsområdet, så det var virkelig sjovt at være med til – selv om det var på en lidt trist baggrund. I denne her proces havde vi enorm gavn af kommunens kommunikationsfolk, der nok er lidt mere vant til krisehåndtering, da de arbejder i det politiske system og er vant til den store synlighed.«

På blot fem dage blev Københavns Energi omtalt i ikke mindre end 900 forskellige artikler og indslag. Normalt ville det tage virksomheden to år at blive omtalt så meget. Det er normalt, at Astrid Skotte tjekker citater, inden artikler bliver bragt, men det har hun måttet opgive i denne uge. Der er heldigvis ikke røget alt for store finker af panden af den grund, mener hun, og Astrid Skotte er glad for oplevelsen.

»Det var en kæmpe udfordring og noget, man sjældent oplever som kommunikationsmedarbejder.«

0 Kommentarer