Rema 1000 udsender pressemeddelelser med samme citat fra over 100 købmænd

Lokalredaktør Flemming Mønster undrede sig, da han modtog to versioner af samme pressemeddelelse, hvor forskellige Rema-købmænd udtaler præcis det samme. »Det er jo løgn og totalt utroværdigt,« siger han. Pr-bureau afviser kritikken: »Alle købmænd har godkendt og klappet citatet af«
  • Mads Winther / Polfoto
    »Vi er en halv snes lokalredaktører på Fyens Stiftstidende - det ville da se latterligt ud, hvis vi bragte den samme historie med samme citat fra forskellige mennesker,« siger lokalredaktør Flemming Mønster.
06.10.2016 · 08:53

Det lignede umiddelbart en fin lille lokalhistorie, tænkte lokalredaktør på Fyens Stiftstidende Flemming Mønster, da han i sidste uge modtog en pressemeddelelse fra supermarkedskæden Rema 1000.

Pressemeddelelsen beskrev Rema 1000's nye deleøkonomiske initiativ ’Vigo’, hvor butikkens kunder kan købe ind for hinanden. Et initiativ, som den lokale Rema 1000-købmand i Søndersø på Fyn ifølge pressemeddelelsen har store forventninger til: 

”Vi har jo før set, hvordan danskerne har taget deleøkonomiske tjenester til sig, så vi er spændte på, hvordan de vil modtage REMA 1000’s nye løsning. Inden lanceringen har vi fået mange tilmeldinger fra nysgerrige kunder, der gerne vil tjene lidt ekstra og gøre en god gerning. Så det tegner godt,” udtalte den lokale købmand i pressemeddelelsen.

Det fik Flemming Mønster til at fatte interesse for historien, fortæller han:

»Den var formuleret på en måde, så jeg fik indtryk af, at det var et lokalt initiativ i Rema 1000 i Søndersø. Så jeg hopper i med begge ben og ekspederer den straks videre til vores fælles telegrambureau. Men kort efter dukker den samme pressemeddelelse op om Rema i Otterup. Der står akkurat det samme, og det er akkurat det samme citat – det er bare et nyt bynavn og en ny lokal købmand.«

Ligner regulært citatfusk

Flemming Mønster undrede sig og skrev tilbage til Rema 1000, at han ikke mente, det ville være troværdigt for hans avis at bringe historien, da det ifølge ham lignede regulært citatfusk.

»Det tyder jo på, at de har siddet en hel hær af mennesker og sendt en landshistorie ud forklædt som lokalhistorie, hvor to forskellige mennesker ned til mindste komma siger akkurat det samme. Det er jo løgn og totalt utroværdigt. Det er jo et digt – og dermed ikke interessant for os,« siger lokalredaktøren til Journalisten.

Han tilføjer:

»Som journalist har jeg selvfølgelig tit fået en pressemeddelelse fra for eksempel et ministerie med citater fra ministeren og fået den tanke, at gad vide, om nogen faktisk har sagt det her. Eller om det bare er et færdigfabrikeret citat, som ministeren så har godkendt. Sådan foregår det sikkert tit. Men her var det bare så tykt, at jeg reagerede,« siger Flemming Mønster.

Pr-bureau: Alle købmænd har godkendt det

Hos pr-bureauet Help-pr, der laver presse og pr fra Rema 1000, afviser kommunikationsrådgiver Mads Byder, at der skulle være tale om citatfusk.

»Alle 282 Rema 1000-købmænd kan se sig selv i det her citat. De har alle sammen været samlet på Gram Slot til det samme møde, hvor citatet blev klappet af. Så alle købmænd har godkendt og klappet citatet af,« siger han til Journalisten.

Men hvem har sagt det?

»Hvem har sagt hvad?«

Hvem har sagt citatet i pressemeddelelsen?

»Jamen, det har den lokale købmand. Citatet i sig selv kunne såmænd lige så godt have været sagt af Mads Nysted, der er chefen for Vigo. Men alle købmænd blev præsenteret for det, og alle købmændene var rigtig glade for det.«

Men er der faktisk en, som har sagt det - og så er det efterfølgende klappet af med alle de andre – eller hvordan er det foregået?

»Ja, det er foregået fuldstændig sådan.«

Og hvem er det så, der har sagt det?

»Jeg kan ikke huske, om det er Mads Nysted eller en købmand. Men vi skal på en workshop med Rema 1000-folkene blive enige om, hvad det rigtige budskab for den her historie er, og så kommer der en Rema 1000-kommentar. Og vi bliver så enige om, at det er den, vi benytter lokalt.«

Lokalredaktør: Det bliver en karikatur 

Mads Byder fortæller, at pressemeddelelsen er sendt ud i lidt over 100 versioner med forskellige bynavne og forskellige lokale købmænd. I de byer, hvor der kun er én Rema-butik, er citatet tilskrevet en navngiven købmand, mens citatets afsender i byer med flere butikker er ”den lokale købmand”.

Hvorfor er det ikke bare Vigo’s chef, der udtaler det?

»Det kunne det også sagtens være. Sådan gør vi jo andre gange. Men ved også at nævne navnet på købmanden kommer vi så tæt på lokalsamfundene som muligt. Det er bare for at gøre vores arbejde godt,« siger Mads Byder.

Men ifølge lokalredaktør Flemming Mønster har pr-bureauet på ingen måde gjort deres arbejde godt. Han mener stadig, det ser underligt ud, selv om de lokale købmænd ifølge Mads Byder har godkendt citatet.

»Det er dybt utroværdigt, for de kan jo ikke have sagt det samme alle sammen. Jeg synes, det er et problem med masseproducerede citater, som bare bliver forelagt dem, der citeres,« siger han.

Men er det ikke bare sådan her, det foregår

»Det er jo ikke en sort-hvid problematik, for selvfølgelig foregår det sådan mange steder. Men her bliver det jo en karikatur, hvis vi bringer det. Vi er en halv snes lokalredaktører på Fyens Stiftstidende - det ville da se latterligt ud, hvis vi bragte den samme historie med samme citat fra forskellige mennesker,« siger han.

»Ikke noget løgn i det citat«

Mads Byder fra Help-pr kan ikke forstå, hvordan lokalredaktøren kan beskrive citatet fra de lokale købmænd som løgn, efter at han har fået forklaret baggrunden for det.

»Der er ikke noget løgn i det citat, og der er ikke noget citatfusk i det. Det er endda blevet klappet af. Jeg kunne forstå det, hvis han troede, at vi bare havde fundet på det og ikke klappet det af. Det er det, der juridisk er forskellen,« siger han.

Én ting er, hvad man juridisk kan gøre. Men kan man moralsk og etisk citere nogen for noget, de aldrig har sagt?

»Man kan hjælpe hinanden. Du har sikkert også hjulpet en med at skrive et brev eller en tale engang. Er det så dine ord, eller er det den, du skriver til's ord? Det er sådan her, det foregår - og er det utroværdigt, at folk i en kæde, der lancerer præcis det samme på samme dag, udkommer med samme budskab? Det synes jeg ikke. Ligesom det heller ikke er utroværdigt, hvis Lars Løkke nikker til et citat fra ham, som en pressemedarbejder har skrevet og sendt ud,« siger Mads Byder og tilføjer:

»Hvorfor skulle der være forskel på Lars Løkke og købmand Thorsen i Sønderup?«

Kommentar

06/10/2016 - 12:31

Pernille Kristensen

Som lokaljournalist er det her en fremgangsmåde, jeg oplever ikke bare fra Rema1000, men op til flere gange om ugen fra adskillige butikskæder af forskellig slags. Har jeg mistanken, googler jeg passager fra citatet, og dukker det op på flere medier med "lokal" afsender, ryger pressemeddelelsen direkte i skraldespanden. Alt andet er totalt utroværdigt over for læserne, og det piner mig, at kollegerne ikke sætter kvalitetsbarren højere - og at afsenderne ikke gør det samme af respekt for modtageren. Jeg har flere gange været i dialog med kæder omkring dette, men fået nogenlunde samme lirumlarumsvar som i eksemplet her med Rema1000. Konklusionen må i sidste ende derfor være, at det er op til os på lokalaviserne, om vi vil være til grin (og bringe teksten med hovedet under armen), eller vi vil tage ansvar for vores produkt (og enten skrotte pressemeddelelsen eller selv opdyrke en lokal vinkel, hvis historien er til det).

06/10/2016 - 15:30

Peter Rundle

Jeg tænker, at læren af denne oplevelse også burde være, at vi anser pressemeddeleler for det, de er: Et reklameværktøj for en part, der gerne vil have omtale og ikke et stykke journalistik, der skal direkte i avisen. Jeg kan forstå, at man kan blive nødt til at bringe udtalelser fra Statsministeren, topchefer og andre topledere baseret på en pressemeddelelse. Men mon ikke den lokale købmand har tid til at gribe knoglen og tale med lokaljournalisten, som så kan få sit helt eget citat af kød og blod - og så har pressemeddelelsen blot været inspiration og måske også leveret faktuel viden til artiklen. Som jeg forstår den konkrete sag, kan man sagtens lave en valid lokal vinkel på historien, hvis man ved - uagtet om den er opstået lokalt eller ej.

06/10/2016 - 15:42

Andreas Marckmann Andreassen

Kære debattører

Tak for jeres deltagelse i debatten her på journalisten.dk. Det sætter vi stor pris på. Vi har dog været nødt til at fjerne flere kommentarer, fordi de ikke lever op til Journalistens regler, der bl.a. kræver, at alle angiver fuldt korrekt navn samt en korrekt mail-adresse.

I kan læse Journalistens debatregler her:
http://journalisten.dk/retningslinjer_for_debat

Bedste hilsner
Andreas Marckmann Andreassen
Digital redaktør, Journalisten

06/10/2016 - 16:05

Teddy Gehrke

»Det tyder jo på, at de har siddet en hel hær af mennesker og sendt en landshistorie ud forklædt som lokalhistorie, hvor to forskellige mennesker ned til mindste komma siger akkurat det samme«.
Så slemt er det nu ikke. Det er blot én medarbejder, som har lavet en skabelon og lavet brevflet på de forskellige købmand ved hjælp af ex. Excel-regneark. Det tager heller ikke mange minutter at downloade en mailadresser på de ugeaviser, der passer til de respektive købmand og parre de to ting i en database eller et regneark. Og vupti, så kører toget.
Jeg har flere gange selv udsendt pressemeddelelser på den samme historie i flere lokale versioner, men aldrig nogensinde med samme citat på flere afsendere. Det er ganske enkelt uprofessionelt.

06/10/2016 - 16:17

Jørgen Hasseriis

Jeg har svært ved at se nyheden og overraskelsen. Sådan har det altid været. Og det er lige let at gennemskue hver gang. Det sjoveste er, når de glemmer at skifte bynavnet ud, så ham i Køge pludselig udtaler sig som butikschef i Horsens. Hvis det her kommer bag på nogen, soves der virkelig på redaktionerne. For når budbringeren ikke er den samme som kilden, skal man altid vende skråen...

06/10/2016 - 16:28

Thorbjørn Hein

"Som journalist har jeg selvfølgelig tit fået en pressemeddelelse fra for eksempel et ministerie med citater fra ministeren og fået den tanke, at gad vide, om nogen faktisk har sagt det her. Eller om det bare er et færdigfabrikeret citat, som ministeren så har godkendt. Sådan foregår det sikkert tit."

Tænk, at han har fået den u!behagelige (mis)tanke ... Wauw.

En pressemedarbejders arbejde er at komme med et komplet udkast til pressemeddelelsen, inklusiv citater, der så typisk modificeres og godkendes af den givne topleder, der har 1000 ting på paletten og derfor har ansat - tada - en pressemedarbejder. Skulle jeg mene, og hvor er dét dog ukontroversielt.

Skal ikke komme ind på den øvrige debat, måtte bare adressere ovenstående banalitet.

06/10/2016 - 17:20

Rasmus Larsen

Problemet ville være løst hvis journalister og redaktører selv lavede deres journalistik at sætte en pressemeddelelse direkte ind i avisen er topmålet af utroværdighed, og en ommer.

06/10/2016 - 18:13

Charlotte koefoed

Man kunne jo også tage ned i sin lokale Rema 1000 og snakke med den lokale købmand og få ham til at forklare sagen. Der kommer masser af den slags pressemeddelelser ud via de forskellige kæder, og tricket er jo, at se, om det er en god historie, og om den tilfører lokalsamfundet noget godt! Det kan der rigtig tit komme en superfin historie ud af!

06/10/2016 - 18:30

Lars Svendsen

Gud fri mig vel, så fik Flemming Mønster vist sine 10 minutters berømmelse. Dette "problem" er jo i forvejen mere reglen end undtagelsen. Tænk sig, at gylpe over det. Let rø... eller grib telefonen, og kontakt den lokale købmand og få en snak med ham. Det er journalistik!

06/10/2016 - 18:31

Ulrik Bachmann

Jeg synes da så sandelig, at Fyens Stiftstidende skulle bringe den historie på hver lokalside. Alle seks købmænd kunne så sige nøjagtig det samme. Skaf så et foto af de seks købmænd og forær dem en papegøje. Skriv om sagen på side 3, og dagens mest læste historie er hjemme.

07/10/2016 - 12:29

Bodil Rohde


Kære Ulrich Bachmann

Tak for et godt grin.

Du har nok ret i, at det ville blive dagens mest læste historie.

Men papegøjen burde gå til Mads Byder!

Venlig hilsen
Bodil Rohde


09/10/2016 - 11:48

Stella Nielsen

"Det lignede umiddelbart en fin lille lokalhistorie, tænkte lokalredaktør på Fyens Stiftstidende Flemming Mønster, da han i sidste uge modtog en pressemeddelelse fra supermarkedskæden Rema 1000."

Jeg har godt nok noget svært ved at forstå,at Flemming Mønster kunne tro, at det var et lokalt initiativ opstået i kun én Rema-butik, når nu pressemeddelelsen beskrev Rema 1000's nye initiativ.

Men sådan er der jo så meget ...

09/10/2016 - 15:08

Flemming Mønster

Til Lars Svendsen - tak for din poetiske syrlighed om mine 10 minutters berømmelse og gylp. Jeg har ikke søgt nogen eksponering eller gylpet noget som helst. Jeg kontaktede ikke fagbladet Journalisten. Det var omvendt - fordi bladet havde hørt om en intern mail på Fyens Stiftstidende, hvori jeg - fordi vi har temmelig mange lokalredaktioner - gør opmærksom på fænomenet med det samme citat med forskellige afsendere. Og til Rasmus Larsen: jeg har vist ikke på noget tidspunkt sagt noget om at sætte en pressemeddelelse direkte i avisen.

Seneste jobopslag

Kommunikationschef

Gribskov Kommune
Ansøgningsfrist: 13.01

Journalist til digitalt fagmedie i vækst

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 04.01

Reporter til DR Nyheder på Messenger

DR
Ansøgningsfrist: 07.01

Digital Storyteller

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 17.12

Kommunikationsmedarbejder/ journalist til Danske Erhvervsakademier

Danske Erhvervsakademier
Ansøgningsfrist: 20.01

Ugeskrift for Læger søger erfaren og ambitiøs journalist

Lægeforeningen
Ansøgningsfrist: 07.01

Bliv pressekonsulent på Københavns Professionshøjskole

Københavns Professionshøjskole
Ansøgningsfrist: 21.12

Initiativrig presserådgiver til Ejendomsforeningen Danmark

Ejendomsforeningen Danmark
Ansøgningsfrist: 06.01

Områdechef for Forskning og Viden på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 02.01

SoMe-stærk kommunikatør med talent for video

ARKIL HOLDING A/S
Ansøgningsfrist: 02.01

Fordelingsansvarlig til Dansk Journalistforbund

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 10.01

Content specialist

Zoologisk Have København
Ansøgningsfrist: 13.01

Bladredaktør søges til barselsvikariat

Astma-Allergi Danmark
Ansøgningsfrist: 02.01

Journalist

SOS International
Ansøgningsfrist: 14.12

Samvirke søger Danmarks bedste madredaktør

COOP
Ansøgningsfrist: 28.12

P3 Nyheder søger nyhedsvært

DR
Ansøgningsfrist: 14.12