
Rektor på DMJX om mail-kaos: "Jeg tror, det er den værste fejl af den type, jeg har oplevet i de 10 år, jeg har været leder af højskolen." Foto: Anders Hviid/ DMJX Pressefoto
Tirsdag til onsdag modtog Camille Beck Fallesen fem forskellige mails fra TV- og Medietilrettelægger-linjen på DMJX. En uddannelse, hun havde søgt, ligesom cirka 400 andre. Først fik hun at vide, at hun var inde i varmen. Efter yderligere fire mails fik hun at vide, at hun var ude.
Journalisten skrev artiklen om Camille Beck Fallesen og publicerede den på journalisten.dk og på Facebook. I kommentarsporet ytrede flere en generel kritik af kommunikationsniveauet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX. To hashtag lød: #DetDMJXDuKender og #DMJXiennøddeskal.
Den værste fejl i 10 år
Jens Otto Kjær Hansen er rektor på DMJX, og han lægger ikke skjul på, at ugens mail-fadæse er af alvorlig karakter.
”Det er så beskæmmende, at vi udsætter unge mennesker for det, vi har gjort. Jeg tror, det er den værste fejl af den type, jeg har oplevet i de 10 år, jeg har været leder af højskolen,” siger han.
Han forklarer, at de misvisende beskeder skyldes en menneskelig fejl på det tidspunkt, informationer fra to it-systemer skulle kobles sammen.
”Og så bliver det til en dobbeltfejl, fordi der laves en ny fejl i forsøget på at rette den første fejl. Det går så galt, som det kan gå,” siger rektoren.
Hvordan kan man regne med, at det er de rigtige 40, der nu har fået besked om at være gået videre?
”Det er helt naturligt, hvis ansøgerne har en stor mistro til, om det er rigtigt. Men i går var den øverste leder, der er ansvarlig for det her, plus en anden medarbejder inde og håndgennemgå alt for at være 100 procent sikker.”
”Så vi er overhovedet ikke i tvivl om, at den sidste besked er korrekt. Der tør jeg godt lægge hovedet på blokken,” forsikrer Jens Otto Kjær Hansen.
En fremtidig løsning
Jens Otto Kjær Hansen lover, at næste års ansøgere kan være fuldstændigt sikre på, at der ikke vil ske en lignende fejl. Han oplister to muligheder til at løse problemet: En teknisk sikring eller en manuel kontrolrutine.
”Vi vil undersøge, om der er en måde, hvor man kan bygge en form for teknisk sikring ind, når oplysningerne fra de to it-systemer køres sammen,” siger han.
Og hvis det ikke kan lade sig gøre, skal der indføres manuel kontrol, inden der trykkes på den knap, der sender resultaterne ud til de hundredvis af ansøgere,siger Jens Otto Kjær Hansen.
Generel utilfredshed
Camille Beck Petersen fortalte til Journalisten, at hun følte sig røvrendt af skolen. Og rektor forstår godt TVM-ansøgernes utilfredshed.
”Noget, der er så følsomt for de unge ansøgere, må ikke ske. Det er helt urimeligt at sætte dem i den situation, og det er svært at finde ord, der er stærke nok.”
Men utilfredsheden har bredt sig, og kommentarsporet på Facebook indeholder en bredere kritik af kommunikationen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Er det ikke paradoksalt, at DMJX udvælger de bedste inden for kommunikation – når skolens egen kommunikation skranter?
”Det er som skomagerbørnene, der går i hullede sko,” erkender rektoren.
”Men kommentarspor har jo den egenskab, at man virkelig kan folde sig ud. Og det er oftest dem, der føler størst trang til at folde sig ud, der deltager. Jeg er ikke sikker på, det er repræsentativt,” siger han.
”Men når det så er sagt, skal man selvfølgelig kunne forvente af os, at vi skal kunne finde ud af at kommunikere ordentligt.”
Ekstra hjælp til de frustrerede
Det er normal procedure, at DMJX inviterer til informationsmøder i forbindelse med optagelsesprøverne til skolens uddannelser – både før og efter prøverne. Men efter ugens fejl, fortæller Jens Otto Kjær Hansen, vil de frigive flere ressourcer til at tage hånd om de ansøgere, der først fik fortalt, at de var gået videre og derefter fik afslag.
”Til møderne vil vi gøre en større indsats for at give noget ekstra vejledning til dem, der har været trukket rundt i denne her manege,” siger Jens Otto Kjær Hansen.
3