Rekordmange projekter indstillet til FUJ-prisen 2010

62 journalistiske projekter er indstillet til årets pris for undersøgende journalistik, alt fra artikelserier til Armadillo. Det er rekordmange, fortæller FUJ til Journalisten.dk. Se et udvalg af de indstillede her.

62 journalistiske projekter er indstillet til årets pris for undersøgende journalistik, alt fra artikelserier til Armadillo. Det er rekordmange, fortæller FUJ til Journalisten.dk. Se et udvalg af de indstillede her.

Foreningen for Undersøgende Journalistik har siden 2007 hvert år uddelt den såkaldte FUJ-pris – prisen for Fremragende Undersøgende Journalistik.

Foreningen har netop sat indstillingerne for det forgangne år i system, og der er flere af dem end nogensinde. 62 i alt.

FUJ-prisen uddeles i fem kategorier:Radio, tv/film, avis, magasin og bøger. Juryen består af fem personer, med B.T.-chefredaktør Olav Skaaning Andersen som formand. De tynder i oktober ud i de indstillede og vælger nogle nominerede. Af dem udvælges en vinder i slut oktober, som offentliggøres på FagFestival 2010. 

Journalisten.dk har interviewet bestyrelsesmedlem i FUJ, Kasper Krogh, der til daglig arbejder som journalist på Berlingske Tidende, om den overvældende interesse for FUJ-prisen.

Hvad tænkte I, da I så, hvor mange indstillinger, der var?

»Fedt! Vi havde håbet at kunne nå op på 50 ligesom sidste år, så det var fantastisk, at der var så mange. Og ud over kvantiteten, så er det også rigtig godt, det vi har modtaget. Der er rigtig mange gode historier. Jeg har svært ved at komme på nogle oplagte sager fra årets løb, som mangler i feltet.« 

Hvorfor tror I, der er kommet rekordmange indstillinger i år?

»Det er der to grunde til: Dels har vi gjort et stykke arbejde for at gøre alle medier opmærksomme på, at prisen findes. Og så håber og tror vi, at FUJ-prisen er noget, folk gerne vil i spil til. Vi er glade for, at det er en pris, der er ved at vinde anerkendelse.«

Er der sket nogen ændringer i indstillingerne siden I stiftede prisen i 2007?

»Det er en rigtig god ting, at der er så mange forskellige bud på, hvad god undersøgende journalistik er. I år er der kandidater med projekter, som folk har brugt et halvt eller et helt år på, og som er større artikelserier eller programforløb. Men der er samtidig folk, der indstiller enkelte historier, der har taget kortere tid at lave. Det er rigtig fedt at se, at der er det spænd i det. Vi vil gerne fremme den undersøgende journalistik, både på dag-til-dag-basis og i mellemlange og lange forløb.«

Ifølge Kasper Krogh er der i dag mange flere emner og mange flere typer af emner, der laves undersøgende journalistik på i Danmark.

»Det er ikke kun tunge, maskuline emner. For eksempel i bogkategorien er der i år rigtig mange indstillinger. Det er noget, hvor man går ind og bruger den undersøgende journalistik til at lave en fortælling – i en bog, en dokumenatrfilm eller et radioprogram,« siger han.

Det er FUJ's håb, at de nominerede har lyst til at holde et oplæg hver på FagFestival om, hvordan de har lavet deres historier. Derudover bliver der lavet et dokument om metoden hos de nominerede, som lægges online på FUJ's hjemmeside.

På listen over indstillinger er mange af de historier, der har været store i årets løb. Både Berlingskes artikelserie 'I Lægens Hænder', Politikens artikelserie om at være indlagt på den lukkede afdeling, B.T.s afdækning af Helle Thorning-Schmidts skatteforhold eller Computerworlds afdækning af mulig bestikkelse i forbindelse med kommunale udbud, blot for at nævne nogle få.

På radiofronten er flere P1 Dokumentar-udsendelser indstillet, blandt andet programmet om Scientologys danske friskoler og programmet om danske genopbygningsmillioner, der er spildt i Irak.

Både TV 2 og DR er nominerede for tv-dokumentarer i tv/film-kategorien, sideløbende med blandt andet dramadokumentaren Armadillo.

Den fulde liste over indstillede er endnu ikke offentligt tilgængelig, men bliver lagt online på FUJ.dk i løbet af de kommende dage.

2 Kommentarer

Sophie Bremer
6. SEPTEMBER 2010
Re: Rekordmange projekter indstillet til FUJ-prisen 2010

Hej Mads

Her er det direkte link

http://fuj.dk/index.php?id=122

 //Sophie Bremer, FUJ

Mads Nyvold
5. SEPTEMBER 2010
Re: Rekordmange projekter indstillet til FUJ-prisen 2010

Øhm, så vidt jeg kan se, er linket blot et generelt link til fuj.dk og altså ikke et direkte link til den fulde offentlige liste over indstillede som ellers lovet i artiklen. Listen findes heller ikke på fuj.dk, eller har jeg overset noget?

Bedste hilsener

Mads