search

Rekordhøje lyttertal til public service

Klassisk musik og kultur går markant tilbage, men resten af den britiske public service-radio BBC sætter lytterrekorder. Til gengæld er kommerciel radio under pres.

Klassisk musik og kultur går markant tilbage, men resten af den britiske public service-radio BBC sætter lytterrekorder. Til gengæld er kommerciel radio under pres.

Britiske BBC kunne i går notere sig rekordhøje lyttertal. Blandt andet kunne kanalen Radio 2 slå sit navn fast som den radiokanal, flest briter hører, med 13,6 millioner lyttere om ugen. Det er det højeste tal, der er registreret, siden man indførte et nyt og mere præcist målesystem i 1999, skriver avisen The Guardian.

To andre BBC-kanaler, Radio 1 og Radio 4, kunne også præstere stor fremgang i lyttertallene. Til gengæld er den fjerde kanal, Radio 3, gået markant tilbage. Radio 3 sender klassisk musik, kunst og kultur, og kan bedst sammenlignes med den danske P2.

Der er grund til at holde øje med udviklingen i Storbritannien, da der tidligere har været snak om at sælge P2s frekvens til en privat udbyder, når kanalens koncession udløber om et års tid. Salget kan afhænge af lyttertallene, der dog overraskede positivt for nylig, som Mediawatch kunne berette her.

De kommercielle radiostationer får til gengæld et hak i tuden og lytternedgang med den britiske opgørelse fra i går. Det skyldes især øget konkurrence, ifølge Guardian.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen