Systematisk svindel i sms-konkurrencer har nu ført til en rekordstor bøde på over 50 millioner kroner til den største britiske kommercielle tv-kanal ITV.
Lige for tiden er ITV ikke mest kendt for at være kanalen, der sendte store underholdningssucceser som X-Factor til briterne. Til gengæld er kanalen berygtet for gennem fire år systematisk at snyde sine seere for penge ved at manipulere sms-konkurrencer.
Det viser en stor undersøgelse, som den britiske pendant til det danske Radio og Tv-nævn Ofcom har fået lavet og netop har afsagt dom ud fra, skriver The Guardian.
Det mest brugte kneb har været at stoppe en konkurrence eller at finde en vinder, uden at fortælle det til seerne, der så vil fortsætte med at sende sms'er ind til høje takster.
Der er blandt andet eksempler på, at kanalen har valgt vinderne ud fra geografi, eller hvor gode de er på tv.
Et andet trick var at genudsende populære programmer, hvori seerne bliver opfordret til at sende sms'er ind, uden at gøre dem opmærksom på, at det var en genudsendelse.
Det er ITV netop blevet idømt en bøde på 5,7 millioner pund, eller over 50 millioner kroner, for. Kanalen sætter dermed en tvivlsom rekord som den britiske tv-udbyder, der har fået suverænt den største bøde, og det er næsten tre gange så meget som andenpladsen.
Ud over den rekordstore bøde skal tv-stationen også bringe seks undskyldninger. Og så har det populære komikerpar Ant & Dec, der har flere underholdningsprogrammer på stationen, fået frataget en pris i kategorien "Folkets valg", fordi der var fiflet med konkurrencen.
Tv-stationen har erkendt fejlene og undskyldt ved flere lejligheder allerede.
Læs hele dommen fra Ofcom her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.