Rekord: Op mod 100 praktikpladser mangler

Fire dage inden Panikdagen på fredag mangler der 90-100 praktikpladser, oplyser praktikkoordinator Pia Færing. Det er det højeste antal nogensinde. »Det er da bekymrende, men det er også, fordi normalbilledet har været så godt,« siger Pia Færing

Hvis alle de journaliststuderende, der potentielt kan søge praktik den her gang, vælger at søge, vil der mangle mellem 90-100 praktikpladser. Det oplyser praktikkoordinator for landets tre journalistuddannelser, Pia Færing, til Journalisten.

»Det er det højeste antal nogensinde, men forklaringen er sådan set ret simpel. De sidste par år er vi blevet reddet af, at RUC er kommet med 10-15 færre studerende end forventet. De plejer at komme med omkring 40 studerende. Nu kommer de med 72, så der har du forskellen,« siger Pia Færing.

Det ekstra store antal RUC-studerende i denne omgang skyldes, at flere studerende fra uddannelsen har »stået over« ved de seneste praktiksøgningsrunder, forklarer hun.

»De har måske valgt at læse et ekstra fag i stedet for at søge praktik. RUC har så sagt til den restgruppe, at de skal tage i praktik nu,« siger Pia Færing.

»Det er ikke verdens undergang«

Pia Færing kalder den store mangel på praktikpladser for ærgerlig, men hun maner samtidig til besindighed.

»Selvfølgelig er det hårdt for de unge studerende, men omvendt tænker jeg også, at det jo heller ikke er verdens undergang. Der vil være nogle studerende, der får et halvt år, hvor de kan lave noget andet i deres liv. Så er det jo heller ikke værre,« siger Pia Færing.

Men er det ikke bekymrende, at der er omkring 100 studerende, der ikke får en praktikplads?

»Jo, selvfølgelig er det det. Men gå lige ned på frisørlinjen på teknisk skole og sig, at der altså kun er to tredjedele af de journaliststuderende, der får en praktikplads med det samme. Vi skal huske på, at vi er enormt forkælet i det her fag, for det er et vilkår for rigtig mange uddannelser, at man ikke kan få praktik med det samme,« siger Pia Færing.

»Så jo, det er da bekymrende, men det er også, fordi normalbilledet har været så godt.«

Men risikerer man ikke at få en ophobning af studerende uden praktikplads, der bare bliver større og større?

»Det kommer an på så meget. Jeg kan ikke forudse, hvordan mediebilledet udvikler sig. Det kan sagtens være, at vi ophober et underskud af pladser. Men der kan også komme nye medier til. Lige nu er det bekymrende, men jeg er holdt op med at spå om fremtiden, for jeg tager fejl hele tiden,« siger Pia Færing.

10 nye medier har slået pladser op

Alt er dog ikke mørke skyer, og Pia Færing hæfter sig da også ved, at der i denne praktiksøgning at blevet sat en positiv rekord.

»Vi har 10 nye pladser med den her gang. Det er exceptionelt mange, hvilket jo er trøstende for fremtiden,« siger Pia Færing.

Blandt de nye, der har slået praktikpladser op i den her omgang, er Føljeton, Ældresagen, DBU og Magisterbladet.

Pia Færing havde forventet 240 pladser, men fik 230. Det skyldes blandt andet regeringens omprioriteringsbidrag.

»Det har kostet os en del pladser. Vi har mistet ngo’erne og næsten hele det offentlige, der skal spare. Men sådan ændrer konjunkturerne sig, og det er jo ikke noget, vi kan gøre noget ved,« siger Pia Færing.

Opfordring: Læg kræsenheden på hylden

Pia Færing pointerer, at der aldrig har været praktikpladser nok til de studerende i første runde. Man har før manglet 60 pladser, men endt med, at ”kun” 15 ikke fik plads.

Hun opfordrer dog de studerende til at lægge kræsenheden på hylden og søge bredt.

»Vi har før oplevet at være 60 pladser nede, men alligevel have pladser tilovers, som folk ikke ville have. Derfor vil jeg gerne opfordre de studerende til at lægge kræsenheden på hylden og søge bredt. Giv køb på de geografiske drømme og det prestigemæssige. Man kan lære noget alle steder,« siger Pia Færing.

Hun fortæller, at der igen i år har været praktiksteder, der har trukket sig, fordi de studerende simpelthen ikke har villet søge dem.

0 Kommentarer