Den amerikanske it-gigant Alphabet, der ejer Google, har haft enorm fremgang det seneste år, hvor der især er kommet flere penge i kassen fra annoncer og reklamer.
Omsætningen er i tredje kvartal steget med hele 41 procent til 417 milliarder kroner.
Samtidig er overskuddet steget med 68 procent til 121 milliarder kroner. Det viser Alphabets regnskab, der er offentliggjort tirsdag aften.
Alphabet henter 80 procent af sine indtægter fra reklamer. Det er reklamer fra Googles søgemaskine samt andre tjenester, herunder Gmail og YouTube.
Selskabet har nydt godt af coronapandemien, hvor flere har brugt tid hjemme foran skærmen, hvilket også har gjort det attraktivt for virksomheder at annoncere.
Selv om der er blevet ophævet restriktioner mange steder, er der fortsat høj efterspørgsel.
Også den amerikanske softwarekoncern Microsoft, der leverer alt fra Office-pakker til cloud-tjenester, har haft stor vækst det seneste år, hvor indtjeningen er øget med adskillige milliarder.
Microsofts omsætning er steget med 22 procent til 290 milliarder kroner i det seneste kvartal sammenlignet med sidste år. Det viser Microsofts regnskab, der er offentliggjort tirsdag aften.