Rejser fra dårligt arbejdsklima

 Seks journalister har forladt det journalistiske bureau InMente. Opskruet tempo og utilfredshed med ledelsen er en del af forklaringen.

 

Seks journalister har forladt det journalistiske bureau InMente. Opskruet tempo og utilfredshed med ledelsen er en del af forklaringen.

På trods af at mediebureauet InMente har masser af opgaver, har seks journalister forladt bureauet inden for de seneste måneder.

De fleste forklarer, at stemningen på InMente er blevet dårligere, og at de er blevet presset til at levere flere og flere linjer, samtidig med at cheferne ikke skriver så meget, som de har lovet.

Rune Skyum-Nielsen er den eneste af de seks, der har mod på at stå frem i Journalisten. Han fortæller, at stemningen på bureauet har ændret sig, siden han blev ansat i februar i år. Derudover er arbejdet heller ikke udfordrende for ham:

»Jeg vil eksempelvis ikke gå hjem og vurdere ugen positivt, blot fordi jeg har produceret 1.300 avislinjer. Jeg vil vurdere min arbejdsuge på, om jeg har leveret gode historier. Men den tilgangsvinkel havde jeg svært ved at fastholde, hvilket til dels var min egen skyld,« siger Rune Skyum-Nielsen, der nu arbejder på Information og som freelancer.

InMentes to ejere, Steffen Hou og Jesper Laursen, kender kritikken fra de journalister, der har forladt bureauet.

»Vi bad dem faktisk selv om at evaluere virksomheden, så Jesper og jeg kan udvikle os som ledere. Og der er i øvrigt intet mærkeligt i, at vi skriver færre artikler end tidligere. Vi har aldrig afgivet et løfte om at skrive artikler. Vi skaffer nye kunder, idéudvikler dagligt og evaluerer efterfølgende kvaliteten af arbejdet,« forklarer Steffen Hou og tilføjer:

»I takt med at virksomheden vokser, er Jesper og jeg desuden nødt til at løse administrative og personalemæssige opgaver. Vi har simpelthen ikke så meget tid til at skrive artikler mere.«

De seks, der har forladt InMente, er blevet afløst af fem nye: tre fastansatte og to freelancere. Det er ifølge Steffen Hou tilstrækkeligt, indtil bureauet får flere kunder i butikken.

»Freelancerne har fået flere opgaver, så bureauet har reelt ikke mistet arbejdskraft,« siger Steffen Hou.

InMente mistede en stor kunde i Østjylland i marts, men har siden 1. september udvidet leverancerne til Fyens Stiftstidende og fået Urban som ny kunde.

 

 

0 Kommentarer