search

Rejsen til virkeligheden

   »'Er der ikke nogen, der græder? Vi skal finde nogen, der græder!' Ordene fra fotografen gjorde mit tiltagende ubehag ved situationen endnu stærkere  Jeg stod på Ålykkeskolen i Kolding sammen med to medstuderende torsdagen efter den skæbnesvangre fyrværkerikatastrofe i Seest sidste år.

 

»'Er der ikke nogen, der græder? Vi skal finde nogen, der græder!' Ordene fra fotografen gjorde mit tiltagende ubehag ved situationen endnu stærkere

Jeg stod på Ålykkeskolen i Kolding sammen med to medstuderende torsdagen efter den skæbnesvangre fyrværkerikatastrofe i Seest sidste år.

Lige siden jeg tre måneder forinden blev optaget på drømmestudiet i Odense, havde jeg været pavestolt. Og følelsen blev ikke mindre, den dag jeg fik mit pressekort.

Men den torsdag i Kolding fik stoltheden en ridse.

Det var en meget stille journaliststuderende, der krøb langs væggen og gemte blok og kamera af vejen, da godt 2.000 evakuerede borgere samledes i Ålykkeskolens gymnastiksal til orienteringsmøde.

Et spørgsmål fra salen fik mig til at ønske det stolte pressekort på min skjortelomme langt ned i tasken:

»Hvordan vil politiet forklare, at der render en B.T.-fotograf rundt nede i mit hus og ringer til mig, når jeg ikke engang selv må komme derned?« lød det opgivende fra en Seest-borger.

En lille pige med lyse rottehaler og tårer ned ad kinderne så mig lige i øjnene, da hun forlod mødet. Med mor og far i hånden. Det virkede umenneskeligt at begynde at udspørge dem og tage billeder af dem.

Oplevelsen i Kolding satte for alvor gang i de overvejelser, en grøn journaliststuderende uvilkårligt gør sig om almindelig journalistisk etik og den tilsyneladende mangel på menneskelig empati, faget lider under. Er det nødvendigt at give køb på basale menneskelige værdier for at skildre den stærke historie? Er det nødvendigt at bære sig hensynsløst ad for at få tårer i kassen?

I sidste ende handler det selvfølgelig om læser- og seertal, men det forsvarer det imidlertid ikke. Tanken med presseetik har givetvis været at beskytte fagets rygte, og det kan der jo også være økonomisk fornuft i.

Som studerende har man jo af gode grunde ikke lært at tænke økonomisk produktivt. Vi er endnu ikke blevet kastet ud i markedsøkonomiens stramme greb og optræder måske i virkeligheden som drengen i »Kejserens nye klæder«. Men er det overhovedet nødvendigt som journalist at kunne have det økonomiske aspekt i baghovedet? Jeg ved det ikke endnu. Man skulle tro, at det stærke også kunne skildres med indføling.

Tsunami-katastrofen i Sydøstasien blev imidlertid et vendepunkt for journalistisk katastrofedækning. Mediemaskinen kørte uafbrudt, og tv-dækningen var massiv. Først da SE og HØR trak en kontroversiel udgave tilbage, flød bægeret over.

Men hele ræset efterlod både befolkning og presse i en mæthedsfornemmelse, der kun sporadisk afstedkom den tiltrængte selvransagelse i branchen.

Så vidt de etiske overvejelser. Men vi må ikke lukke øjnene for, at beboerne i Seest selvfølgelig også har siddet klistret til skærmene ligesom resten af nationen for at følge tragedien i Beslan eller flodbølgen i Asien. Nu var cirkus altså bare kommet til deres by.

Fredag eftermiddag stod jeg og passede mit arbejde bag disken på den lokale Shell-station, da mit blik faldt på avis-stativet ved indgangen. Jeg bemærkede, at B.T. den fredag havde solgt betydeligt bedre end konkurrenten fra Ekstra Bladet.

»Det er også et knaldgodt billede på forsiden,« nåede jeg lige at tænke. Så gik det op for mig, at billedet af det raserede boligkvarter må være taget af netop den fotograf, som blev nævnt på borgermødet i gymnastiksalen.

Etisk forsvarligt? Det skal jeg ikke afgøre her. Men ét er sikkert; det kunne sælge aviser.

Martin Wøldike er 21 år og journalist-studerende på 2. semester på Syddansk Universitet. Han blev student fra Greve Gymnasium i 2002 og har siden været på højskole samt aftjent sin værnepligt, inden han begyndte på journalist-uddannelsen.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen