Fra kaffe og småkager hos pastor Kroager i Tjæreborg til champagne hos Simon Spies. Der var både store personligheder og markante begivenheder, som danske rejsejournalister kunne kaste sig over i 1970’erne, hvor udlandsrejserne for alvor havde bidt sig fast som en del af danskernes ferieform.

Den 81-årige seniorredaktør på branchebladet Stand By, Ejvind Olesen, kan se tilbage på mange års journalistik i en branche, hvor der både er fløjet højt og faldet dybt.

For bladet Stand By's vedkommende er der i disse dage tale om en … om ikke fald, så i hvert fald landing. Den trykte udgave af det 60 år gamle magasin er netop udkommet for sidste gang. Mediet fortsætter nu på nettet og i form af to digitale nyhedsbreve: Stand By, der udkommer hver morgen klokken 7, og Take Off, der udkommer efter middag.

”Det afspejler blot den almindelige udvikling i mediebranchen. Annoncørerne rykker deres budgetter over til web-annoncering. Vores digitale platforme går godt, men vi taber penge på det trykte magasin, så det kunne ikke blive ved,” fortæller Ejvind Olesen.

Kamp mod dusørjægerne

Personligt kan han imidlertid godt blive ved trods de 81 fødselsdage, han har fejret. Hver morgen er han oppe 6.30 for at sikre, at man ikke misser noget vigtigt i nyhedsbrevet. Faktisk gik han på pension i 2003, da han stoppede som rejsejournalist på Berlingske Tidende, men han valgte at forlænge karrieren som seniormedarbejder på Stand By, som han i en periode også var medejer af. Og her er han stadig.

”I princippet er jeg freelancer, men jeg er stadig en del af redaktionsledelsen. Jeg vil gerne fortsætte, men jeg håber også, jeg selv er i stand til at se, når jeg bør stoppe. Jeg får da også nogle hak i kommentarfeltet en gang i mellem om, at nu er jeg blevet for gammel, og nu bør jeg stoppe. Det er begyndt at komme op som tema, hvis folk ikke kan lide, hvad jeg skriver,” fortæller han.

Som nogle af de vigtige ting, Stand By og Take Off har dækket, nævner Ejvind Olesen konflikter i flyselskaber, balladen om SAS-lønninger samt EU-forordningen om erstatning til flygæster – §261 – som har voldt flyselskaberne mange kvaler.

”Det har skabt det, vi kalder dusørjægere, der hjælper folk med at få erstatning mod at få 25 procent af beløbet. Det er noget, der næsten har taget livet af nogle flyselskaber,” fortæller han.

Tag imod rejserne!

At rejsejournalistikken opstod som genre, har Ejvind Olesen sin egen lille aktie i.

I 1975 var han som journalist initiativtager til en selvstændig rejseredaktion på Berlingske Tidende og tillægget Rejseliv, som han også blev redaktør for. Hans tilgang var, at rejsejournalistik skulle angribes som kritisk forbrugerjournalistik.

”Jeg citerer gerne salig Tøger Seidenfaden: Hvis man ikke kan lave rejsestof på andre måder, end man gør det i en guidebog, så skal aviserne ikke bruge plads på det. Rejsestof skal være forbrugsstof på samme måde som biler, bolig, mode og så videre. Man skal teste og fortælle, hvad man får for pengene. Det kæmpede jeg for at få anerkendt på redaktionen,” fortæller han.

Til gengæld er han arg modstander af den etiske puritanisme, der i dag præger nogle af avisernes rejsejournalistik, blandet andet når man afviser at tage imod rejser eller omhyggeligt reklamerer, at man har fået rejsen betalt.

”Jeg mener klart, man bør tage imod invitationer, og jeg mener klart, det er forkert at skrive, hvem der har inviteret. Mit spørgsmål er: Hvad skal læserne med den information? Luderjournalistik opstår jo kun, hvis journalisterne selv lader sig påvirke og agere som ludere. Man skal vælge de rejser, der har journalistisk interesse. Det svarer jo til, at man får adgang til sportskampe og teatre, når man skal anmelde,” siger han.

Den professionelle Spies

Som rejseredaktør i halvfjerdserne og firserne skrev Ejvind Olesen ofte tit om charterkrigen mellem Tjærebog og Spies. Især den navnkundige Simon Spies var meget bevidst om pressens betydning for hans virksomheds brand, og han leverede gerne historier, ikke mindst til tabloidpressen. Men Ejvind Olesen kendte Spies for en helt anden side.

”Mit forhold til Simon Spies var godt, men meget fagligt. Alt det der med drukture og pigeture har jeg ikke været en del af. Over for os optrådte han meget professionelt, og skulle vi lave interview og tage billeder, gik han meget op i, at håret sad pænt, og at han havde et pænt jakkesæt og lignede en direktør fra Mærsk. Om aftenen kunne han så sidde savlende beruset og skulle hjælpes hjem fra en bar. Det var to forskellige personer,” fortæller Olesen.

Han beklager, at meget rejsestof i dag er udliciteret til eksterne producenter, så avisernes rejseredaktioner reelt er ved at uddø. De store firmaer og personer i rejsebranchen, der tidligere kastede historier af sig, er der også blevet færre af.

”Rejsebureauer er ikke så kendt som dengang, for der er så mange, der selv køber deres rejser. Men det betyder efter min mening, at der er mindst lige så stort behov for journalistik. For når man ikke vil bruge de 2-300 kroner på at lade rejsebureauerne arrangere, risikerer man lettere at blive snydt, og at tingene ikke fungerer. Så jeg synes stadig, der ligger et hav af muligheder for en rejsejournalist.”