Reimer Bo revser chefredaktører i bidske tv-indslag

Tidligere DR-vært Reimer Bo Christensen har for egen regning som freelancer lavet tv-indslag på Facebook, der revser chefredaktørernes tavshed om deres egen løn. Motivation: Indignation og opmærksom om sin egen butik

Den tidligere mangeårige nyhedsvært på DR Reimer Bo Christensen har kastet sig ind i debatten om mediebossernes løn. Som selvstændig journalist og kommunikationsmand har lavet et par bidske tv-indslag, der revser de private mediechefers lukkethed om deres egen løn.

Det første indslag lagde han på Facebook i går, og det er allerede set af over 60.000 brugere. Reimer Bo Christensen har for nyligt lavet et tv-indslag betalt af Socialdemokratiet, men i dette tilfælde er det lavet helt for egen regning, fortæller han. 

”Det er journalistik, som da jeg var elev på Bornholm i begyndelsen af 1970’erne. Man møder noget, der er uldent og ønsker at få nogle svar. Og jo mere modstand man møder, jo flere kræfter sætter man ind,” siger Reimer Bo Christensen. 

Hvorfor bruger du energi på at lave det her, hvis ingen betaler dig for det?

”Jeg ser en overskrift i Politikens netavis om, at DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn skulle være den højest lønnede medieboss i Norden. Men medieboss, det er jo alle medier. Og så er overskriften jo lodret løgn, for der er helt sikkert nogle mediechefer derude, der er langt højere lønnet end hende,” siger Reimer Bo Christensen.

Derfor har han spurgt cheferne i JP/Politikens Hus, hvad de selv tjener, men det har de ikke ønsket at svare på.

Jeg kan mærke, at du er personligt indigneret. Skyldes det også, at du selv tidligere har været DR-medarbejder i mange år og ønsker at forsvare din gamle arbejdsplads?

”Nej, slet ikke. Jeg har ofte kritiseret DR for elendig ledelse og for at tage lytterne og seerne alt for lidt alvorligt. Men når jeg ser aviserne, som er en konkurrent til DR, offentligt sparke til DR på den måde uden selv at ville være åbne om deres løn, så bliver jeg indigneret over det spil, som dagbladenes chefer kører imod DR,” siger Reimer Bo Christensen.   

Det er den indignation, der er ifølge ham selv er hans primære drivkraft. Men han vedgår også, at det er en måde at skabe opmærksomhed om sin egen forretning som selvstændig i Reimer Bo Kommunikation.

”Jeg har jo en butik, der kan producere hvad som helst og har årtier lang erfaring. Derfor kan jeg jo hurtigt lave sådan et tv-indslag med professionelt udstyr, hvor jeg laver det hele selv, og jeg styrer kameraet via mobiltelefonen. Og det hitter hurtigt på de sociale medier,” siger Reimer Bo Christensen.

”Det er der jo ingen tvivl om, at der er nogen der vil lægge mærke til. Men det er ikke sådan, det starter, at jeg sidder og leder efter noget, der kan give mig en masse kliks. Men som freelancer må man nogle gange lave noget uden at få penge for det for at vise omverdenen, at du kan noget. Det her er jo også et livstegn fra mig. I min alder viser jeg jo, at jeg ikke er blevet dement endnu, og at jeg kan gebærde mig på sociale medier,” siger 67-årige Reimer Bo Christensen og fortsætter: 

”Om nogen, så køber noget mere hos mig, ved jeg ikke, men det skaber noget interesse. I morgen skal deltage i P1 Debat, og det er jo kun fordi, jeg har lavet de tv-indslag,”, siger han.

 

0 Kommentarer