search

Regioner: Klar til 24 timers tv

I dag går TV 2-regionernes nye 24-timers kanaler i luften. »Vi har et begrænset budget, så jeg håber, at politikerne lægger mærke til, at vi er her,« siger direktør for Lorry, Dan Tschernia til Journalisten.dk.

I dag går TV 2-regionernes nye 24-timers kanaler i luften. »Vi har et begrænset budget, så jeg håber, at politikerne lægger mærke til, at vi er her,« siger direktør for Lorry, Dan Tschernia til Journalisten.dk.

I dag åbner TV 2 regionerne for sluserne med fjernsyn 24 timer i døgnet. 7 dage om ugen. 365 dage om året.

»Det er en kæmpe opgave – både journalistisk og teknisk. Men vi er stort set klar,« siger direktør for Lorry Dan Tschernia til Journalisten.dk

Regionernes mulighed for at sende 24 timer i døgnet kommer af, at hovedkanalen TV 2 flytter sendenet og efterlader rigeligt plads til, at regionerne får mulighed for at sende fjernsyn hele døgnet rundt – endda i HD.

På TV SYD ser programchef Claus Christensen frem til premieren.

»Den nye kanal bliver vores hovedkanal, hvor vi lægger alle vores kræfter. Det betyder, at indslagene, som vi stadig vil sende på TV 2, bliver taget fra den nye kanal og brugt der,« siger programchefen.

Han er glad for mulighederne, som den nye kanal giver TV SYD.

»Vi har været integreret med den gamle kanal, hvilket til tider har lagt bånd på os. Nu kan vi få det hele med.«

For begge kanalers vedkommende vil en stor del af sendefladen komme til at bestå af genudsendelser. På TV SYD vil de hver dag producere tre nye fjernsynstimer, mens tallet på Lorry er fire.

»Vi vil gerne være kulturbærende i forhold til vores region. Derfor er det vigtigt, at vores seere kan zappe forbi Lorry på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet og få aktuelle programmer,« siger Dan Tschernia, der nævner tv-stationerne NY1 på Manhattan og Citytv i Toronto som forbilleder for Lorrys nye kanal.

»Begge kanaler dækker områder, der svarer til vores, og jeg synes, de er dygtige til at servicere deres seere med godt tv og holde dem opdateret på deres regioner,« siger Dan Tschernia.

Både TV SYD og Lorry håber, at seerne tager godt imod det nye tilbud.

»Jeg håber, at politikerne lægger mærke til, at vi er her, for vi opfylder et demokratisk behov. Vi vil ikke lave underholdnings-tv, men vi vil gerne lave underholdende tv. Jeg mener, at vi har brug for et medie, der dækker regionen intensivt. Vi kan komme tættere på, og jeg håber, at seerne vil bruge kanalen.« siger Dan Tschernia, der har ansat 5-6 ekstra mand for at få den nye kanal til køre som smurt i olie.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen