JOURNALISTEN lader en stafet gå rundt blandt DJ-medlemmer, der har et arbejde, der ikke ligner de flestes. I dette nummer er stafetten hos Peter Skafte fra DR Bornholm, som i næste nummer giver den videre til Niels Torp fra Lokalavisen Høje Taastrup.
Amtsgården i Rønne. Klokken er 11.
Peter Skafte når lige at stikke hovedet ind, før de otte venstrefolk og en enlig svale fra Kristeligt Folkeparti lukker døren. De er samlet for at sætte navn på de to udvalgsformandsposter, der bliver de borgerlige til del i Bornholms nye regionsråd, som 1. januar 2003 træder i stedet for 5 kommuner og 1 amt.
"Vi skal helst have navnene med i vores nyheder kl. 12.30. Det er jo vigtigt nyt på Bornholm," siger Peter Skafte, som i knap fem år har udgjort primærbesætningen på DR Bornholms politiske redaktion.
Han var også manden med mikrofonen i marken, da stationen i anledning af regionsvalget havde "lånt" DR1s sender, så bornholmerne både fik Reimer Bo, exit-polls, analyser og alt, hvad der ellers hører et valg til. Mod til gengæld at undvære DR1s normale programflade.
Megastjerne i det små
"Det var en stor dag på Bornholm, og vi har fået meget positive reaktioner fra de bornholmske seere. Folk hører ikke valg i radioen, de ser det i fjernsynet.
Vi ville ikke forære TV 2/Bornholm hele aftenen, så min chef, Per Bjerre, fik stablet tre timers direkte valgaften på benene.
Men man bliver voldsomt eksponeret på en skærm. Efter alle de år med radio, bliver jeg nu stoppet af folk, som har set mig på skærmen. Det er unægteligt nemmere at blive "megastjerne" på Bornholm end i København," siger den 40-årige far til to.
Peter Skafte rykkede teltpælene til Bornholm, da han blev headhuntet til jobbet på radioen. Men efter praktiktiden på TV 2/Bornholm var øen ham ikke helt fremmed.
"Jeg valgte først ret sent i mit liv at blive journalist. Før da havde jeg læst statskundskab, været pædagogmedhjælper og arbejdet med edb. Da jeg blev færdig på DJH i 1997, var jeg en tur inde over Christiansborg, men så fik jeg tilbudet fra DR Bornholm. Og når man sætter familien i første række, er det genialt at være her. Husene er billige, der er frisk luft og højt til himlen. Jeg er selvtilrettelægger, d.v.s. at jeg planlægger min arbejdstid i samarbejde med min redaktør, så jeg er rimeligt frit stillet.
Og man kommer jo lidt rundt i alle genrer som regionalreporter. Men har man store karriereambitioner, skal man nok ikke blive på en regionalstation for længe."
Tidsnød
På amtsgården er klokken 12. Mødet bag de lukkede døre er endnu ikke slut, så Peter Skafte ringer til stationen for at gøre klar til direkte telefoninterview med deltagerne.
"Jeg håber, de kommer ud, før vi sender. Ellers må jeg spinde en ende over, hvorfor mødet mon trækker ud, for vi mangler indslag til 12.30-nyhederne."
Der er ellers stof nok, når man er politisk journalist.
"Inden for det politiske område har man en stor berøringsflade alene i form af kilder, så det er ikke svært at finde historier. Desværre kniber det med at få tid til at lave dem, når vi sammenlagt skal sende 20 minutters nyheder fordelt på 11 udsendelser dagligt," siger Peter Skafte. "Men har jeg en rigtig god historie, prøver jeg at få en af de andre til at lave den."
Selv om Peter Skafte primært beskæftiger sig med politik, dækker han også andre områder.
"Vi er så få, at vi er nødt til at kunne lidt af hvert. Både teknisk og journalistisk. Vi har vores favoritområder, men vi skal være i stand til at afløse hinanden. Ellers hænger det ikke sammen tidsmæssigt," siger regionalreporteren, som trives med at lave de hurtige historier. "Men jeg kunne godt tænke mig en dag at prøve at lave f.eks. portrætudsendelser, hvor man får lov til at gå mere i dybden."
Stemmer ikke
Peter Skafte kommer i tanker om, at han skal slå en klo i formanden for Sundhedsudvalget, som er med til mødet bag den lukkede dør.
"Der er noget med en stor budgetoverskridelse. Og når jeg alligevel er her, kan jeg jo lige så godt få en udtalelse fra ham."
I det samme går døren til mødelokalet op, og regionalreporteren står klar med mikrofon og båndoptager:
"Fik I sat navne på de to formandspo-ster?"
Men der er intet nyt fra den borgerlige lejr, så kl. 12.30 går Peter Skafte i æteren med sin egen analyse af situationen.
"Jeg kan jo det meste på rygraden. Men som politisk journalist må man gøre alt for at være uvildig. Derfor bruger jeg heller ikke min stemmeret til folketings-, amts- og kommunalvalg. Folk skal ikke se mig komme ud fra valglokalet og tænke: "Hvem har journalisten mon stemt på?" Jeg synes, at jeg qua mit job har masser af indflydelse alligevel."
Integriteten vejer tungt for Peter Skafte, og det er nok også en nødvendighed i hans job.
Efter en løbetur hen ad gangen kommer han tilbage med formanden for Sundhedsudvalget, som viser sig at være identisk med en journalistkollega. Der dog har sin daglige gang som regionalreporter på Bornholms Tidende.
På amtsgården er klokken blevet 13. Peter Skafte pakker sammen og drager tilbage til sin pind på DR-Bornholm for at redigere, line up, sende og finde nye historier.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.