Panikdagen blev en hård omgang for mange regionalaviser. Foto: Karolina Grabowska, Pexels, Andreas Bang Kirkegaard (red. Journalisten)
For de studerende var der ikke meget panik på panikdagen i dag. De kunne mere eller mindre vælge og vrage mellem praktikpladserne, fordi der var flere pladser end ansøgere. I alt var der omkring 50 praktikpladser i overskud.
Praktikantkoordinator Martin Vestergaard siger, at praktiksøgningen fulgte et velkendt mønster.
”Der var to kategorier af praktiksteder: Mange af specialmedierne og provinsaviserne fik ikke besat alle deres pladser. Mens DR i København og Aarhus, TV 2 Danmark og de landsdækkende dagblade havde mange ansøgere,” siger Martin Vestergaard.
Klokken 16 var der fortsat ledige pladser på en lang række af de regionale dagblade.
Han forklarer, at en undersøgelse blandt de studerende tidligere har vist, at geografi betyder meget for valget af praktiksted.
”De studerende siger selv, at de godt ved, at JydskeVestkysten er et godt praktiksted, men de vil hellere bo tæt på vennerne i en stor by,” siger Martin Vestergaard.
Tilbage i 2017 blev det besluttet at forkorte praktiktiden for journaliststuderende på DMJX fra 18 til 12 måneder, og at praktiktiden blev rykket fra 4. semester til 5. semester for at skabe flere praktikpladser per ansøger. Det førte imidlertid til, at der pludselig var langt færre ansøgere end praktiksteder.
Som et modtræk genindførte DMJX i 2020 18 måneders-praktikken. Dengang lød vurderingen, at balancen mellem pladser og ansøgere ville være genskabt i 2022.