Regeringsforhandlinger er en prøvelse for fotografer: ”Nok noget af det mest kedelige”

Danmarks tre mest fotograferede kvadratmeter. Sådan beskriver DR’s Christiansborg-fotograf området uden for den dør, hvor regeringsforhandlingerne foregår på 20. døgn. Her forklarer han, hvordan de forsøger at gøre en helt låst og ensformig situation visuelt fængende

”For at være ærlig: Det er nok noget af det mest kedelige, du kan fotografere. Min kollega og jeg joker med, at det nok er de tre mest fotograferede kvadratmeter i Danmark.”

Sådan siger én af DR’s fotografer på Christiansborg, Nick Johansen, om, hvordan det er at dække regeringsforhandlingerne på Christiansborg, der i dag går ind i sit 20. døgn og dermed er de længste i 30 år.

Det er kort sagt en stor visuel udfordring at gøre dækningen af forhandlingerne spændende, siger han.

”Det er bare talking heads. Det er ikke en lang og fed reportage med almindelige mennesker og følelser på spil,” siger han.

”På den måde er du bagud på point fra start som fotograf. Men det er der, vi skal komme ind og forsøge at få det til at spille. Det, vi laver på Borgen, fodrer hjernerne sindssygt meget, men vi skal også fodre øjnene.”

Især én post er krævende.

”Én af dem er en fast fotograf, der har brandvagten ved døren. Det er en hård vagt, fordi de forhandler fra 13 til 22. Men du ved ikke, hvornår Mette Frederiksen kommer ud og siger, der er landet en aftale, så det er svært. Du må ikke blive fanget på tønden, når det sker.”

De tre indstillinger

Men hvordan gør du egentlig det mest kedelige, du kan fotografere, spændende?

Ifølge Nick Johansen er det her, fotograferne sammen med journalisterne må finde værktøjskassen frem.

Der er særligt tre indstillinger, der bliver brugt i fotograferingen:

  • Der er de såkaldte talking heads, hvor fotograferne står lige ved mikrofonen og politikerne og får et nærbillede af dem.
  • Der er et skud i fugleperspektiv fra siden, som de også kan klippe til i liveudsendelsen.
  • Og så er der muligheden for små reportageelementer med et kamera i bevægelse, som kan bruges til nyhedsindslag om aftenen.

”Her kan vi få lov til at følge dem fra deres kontorer ned til forhandlingerne. Vi kan få noget lyd, hvor de taler om det, og vi kan skabe en fortælling med anderledes billeder med deres mapper og følge a la: Morten Østergaard er beredt til tænderne,” siger Nick Johansen.

Det er meget vigtigt for særligt indslagene, at politikerne ikke kun er fotograferet, når de kommer ud fra forhandlingerne og giver interview.

”Du har en fast plads og står foran én dør med den samlede presse. Det er her, vi kan få en kommentar. Det bliver ensformigt.”

Det vigtigste er samarbejdet

For at eksperimentere har DR købt et kamera på størrelse med en tændstikæske. Det er sat på en stang, som kan bevæge sig hen over politikerne, mens de bliver fotograferet.

”Men det vigtigste for, at det visuelle lykkes, er, at fotografen og journalisten samarbejder. Vi skal allerede fra morgenen vende dækningen, så vi har to hjerner, der tænker ens. Jeg kan sagtens lave nogle fede billeder, men hvis ikke mine billeder passer til det, vi skal fortælle, har det ingen gang på jord. Kun sådan kan vi skabe en fed fortælling,” siger han.

Fascinerende at fange danmarkshistorien

Selv om det i sin essens ikke er en vild opgave at dække regeringsforhandlingerne, synes Nick Johansen, det er spændende.

Hvad er det bedste ved at dække det?

”Når det er overstået. Hahaha. Nej. Det er, at du kommer så tæt på magtens centrum. Jeg er opvokset på Bornholm, og at kunne stå og formidle danmarkshistorien, når det sker, er dybt fascinerende,” siger han.

1 Kommentar

Finn Edtwodth
25. JUNI 2019
Medierne skriger op om dårlig indtjening (mens de får smidt skattekroner i nakken) ...

Men når de både skal bruge en fotograf og en journalist til en fast position så er det jo ren ynk ...

Læs også

Fotograf fulgte Lars Løkke i et halvt år: På grænsen til at være embedded

Fotograf fulgte Lars Løkke i et halvt år: På grænsen til at være embedded

13. MAJ 2019
90 politikere fotograferet med lukkede øjne: “Man er meget nøgen” 2

90 politikere fotograferet med lukkede øjne: “Man er meget nøgen”

14. MAJ 2019