DR skal skære 175 millioner kroner i budgetterne, hvis regeringens medieudspil bliver vedtaget. DR skal også flytte for yderligere 100 millioner kroners programproduktion ud til private.
DR mister radiokanalen P2, 175 millioner kroner i budgettet og skal fremover sende for ekstra 100 millioner kroner programproduktion i udbud, hvis det står til regeringen. Det fremgår af dens medieudspil, som DR Kultur er i besiddelse af.
Tirsdag sagde Enhedslistens medieordfører Per Clausen, at regeringen planlagde at tage P2 fra DR og i stedet give 125 millioner i støtte til en privat konkurrent til P1. Læs interview med Per Clausen her.
Af regeringens medieudspil fremgår det, at DR altså ikke bare mister P2, men også de 50 millioner kroner, som driftsomkostningerne menes at ligge på. De 125 millioner, der skal finansiere den nye radiokanal, skal også tages fra DR's budgetter, skriver DR Kultur.
Lige nu skal DR købe for 150 millioner kroner programmer fra eksterne producenter, men det tal skal ifølge regeringens medieudspil ramme 250 millioner kroner i 2014.
De kraftige besparelser vækker forundring hos flere medieforskere.
»Det er en meget voldsom nedskæring og beskæring af DR. Og det betyder, at DR bliver dårligere. Det kan ikke være anderledes. Og det kommer oven i de 900 millioner kroner, som DR har sparet de seneste tre år,« siger professor ved Århus Universitet, Frands Mortensen til DR Kultur.
Han bakkes op af kollegaen Preben Sepstrup, der blandt andet har forsket i mediestøtte og var medforfatter til kortlægningen af den danske mediestøtte, midtvejsrapporten til Mediestøtteudredningen.
»Det er en ubegrundet og underlig svækkelse af DR. Det her giver på ingen måde mere information for pengene,« siger han til DR Kultur.
Producentforeningen glæder sig over, at DR tilsyneladende skal udlicitere flere produktioner. Formand Klaus Hansen siger til DR Kultur, at producentmiljøet kan klare opgaver til en samlet værdi på 500 millioner for DR.
»Både den kreative konkurrence og den økonomiske konkurrence i udliciteringen giver bedre produkter. BBC gjorde det, at da de opdagede, at de fik noget konstruktiv konkurrence ud af deres udliciteringskrav, der besluttede de af egen fri vilje at tage en anden del af deres programproduktion og lave en udbudsordning, så der til hver produktion er konkurrence mellem private producenter og BBC,« siger han.
Kulturministeren ønsker ikke at kommentere medieforhandlingerne, før der er indgået et forlig.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er naturligvis svært at gennemskue et budget førend det er fremlagt. Men hvad er planen med de massive investeringer, som er gjort i DR Byens faciliteter?
Deres almene driftsomkostninger, bliver de også taget fra DR, nu hvor de ikke selv skal producere længere, eller er planen, at de skal leje dele af DR Byen ud?