Statsministeren holder pressemøde i Statsministeriet dagen efter minkkommissionens konklusioner. Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Der skal ske en revidering af offentlighedsloven, så det bliver nemmere for offentligheden at få indsigt.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemødet i kølvandet på Minkkommissionens beretning om forløbet af regeringens ordre om at slå alle mink i Danmark ned.
Regeringens ønske om en revideret offentlighedslov er en del af en række initiativer, som regeringen forslår at indføre for at undgå en sag som mink-sagen fremadrettet.
Blandt andet vil regeringen indføre en rådføringspligt i ministerierne og et demokratiudvalg, som blandt andet skal se på samspillet mellem politikere og embedsmænd. Der skal derudover strammes op på en række procedurer i de interne arbejdsgange.
Statsministeren præsenterer også et forslag om at indføre forretningsorden på regeringsmøder, at væsentlige detaljer skal fremgå af de primære papirer – og ikke af bilag. Regeringen og Statsministeriet får pligt til at vende tilbage til de enkelte ministerier for endelig godkendelse.