Regeringen varsler store besparelser i medieudspil

Regeringen lægger op til store besparelser på Radio24syv og TV 2-regionerne, erfarer TV 2 og DR. DR mister to tv-kanaler. DF støtter ikke beskæringen af TV 2-regionerne og Radio24syv

Radio24syv skal beskæres med en tredjedel over fem år. Og TV 2-regionerne skal beskæres med to procent om året i fem år.

Sådan lyder to af punkterne, erfarer TV 2, i regeringens medieudspil, der præsenteres på et pressemøde klokken 13.00 i dag.

DR erfarer, at regeringen ønsker at give sendetilladelse til en ny privat tv-kanal, der skal sende kultur og folkeoplysning. Desuden kommer en ny DAB-radiokanal i udbud.

Ifølge TV 2’s oplysninger får Radio24syv mulighed for at sælge reklamer, og det vil også blive muligt for radioen at trække på Berlingske Medias medarbejdere, som er del af samme koncern.

I medieudspillet skal DR lukke to ud af seks tv-kanaler, og 40 procent af TV 2 skal privatiseres.

Regeringen ønsker også at øge størrelsen af public service-puljen, så den i 2023 er på 220 millioner kroner.

Desuden vil regeringen flytte mediestøtte fra de landsdækkende aviser til regionale og lokale dagblade, og digitale medier vil ifølge udspillet få momsfritagelse på samme måde som trykte aviser.

Før påske aftalte regeringen og Dansk Folkeparti, at DR skal beskæres med 20 procent over de næste fem år. Medieudspillet blev diskuteret i regeringens Koordinationsudvalg i går, og forhandlingerne om at skabe et politisk flertal til et medieforlig går i gang nu.

Ifølge Ritzau siger Dansk Folkepartis medieordfører, Morten Marinus, om den varslede beskæring af Radio24syv:

”Det lyder ret voldsomt, at man vil spare en tredjedel på Radio24syv,” siger Morten Marinus.

Ønsket om at reducere midlerne til TV 2-regionerne er ifølge DF ”helt uacceptabelt”.

På Facebook skrev kulturminister Mette Bock i går om udspillet:

”Jeg har arbejdet med udspillet et helt år, og det kræver tålmodighed at være fødselshjælper! Nu glæder jeg mig til endelig at diskutere det konkrete udspil.”

0 Kommentarer