Distribution

Regeringen sikrer ugeaviser økonomisk sejr

Regeringen fastholder støtten til den såkaldte ’nej-tak’-ordning. Tilfredshed hos brancheorganisationen Danske Medier

Med regeringens fortsatte opbakning til den såkaldte ’nej-tak’-ordning har de danske ugeaviser vundet en sejr, der kan få stor betydning for mediernes økonomi.

Det vurderer brancheorganisationen Danske Medier.

”Det er positivt, at ’nej tak’-ordningen fastholdes, fordi ugeaviserne samdistribueres med reklamerne og dermed gør distributionen mulig. Vi er meget tilfredse med udmeldingen fra regeringen og er glade for, at der fra politisk hold er blevet lyttet til fornuft og gode argumenter i denne debat,” lyder det i en skriftlig kommentar fra Mads Brandstrup, administrerende direktør i Danske Medier, til MediaWatch.

Vil skabe bedre vilkår

Mandag meddelte Erhvervsministeriet, at regeringen på baggrund af en undersøgelse af ’nej-tak’-ordningen har valgt at fastholde opbakningen til ordningen, der i dag giver alle danske husstande muligheden for at vælge reklamer i postkassen fra.

Undersøgelsen udspringer af en aftale fra juni 2020, hvor et flertal i Folketinget besluttede at undersøge muligheden for en ny ordning med tilvalg af reklamer i stedet for fravalg.

”Vi skal skabe de bedste vilkår for at drive forretning i hele landet. Derfor holder vi fast i Nej-tak-ordningen og støtter på den måde sammenhængskraften og fællesskabet på tværs af landet,” lød det mandag fra erhvervsminister Morten Bødskov (S) i en pressemeddelelse.

Detailhandlen vil lide

Begrundelsen for regeringens fortsatte støtte til ordningen bunder blandt andet i, at de ”forventede miljømæssige fordele ved en ’ja-tak’-ordning ikke opvejer ulemperne”. Samtidig kan en ’ja-tak’-ordning være i strid med EU-regler, oplyser Erhvervsministeriet.

Samtidig viser undersøgelsen, at især detailhandlen kan blive hårdt ramt af en ny ordning, da virksomhederne vil få sværere ved at komme i kontakt med kunderne.

Da ugeaviserne bliver omdelt med reklamer, vil medierne blive hårdt ramt på økonomien, skulle ’nej-tak’-ordningen blive nedlagt.

MediaWatch refererer til et folketingssvar fra Erhvervsministeriet, der i 2022 anslog, at ugeaviserne hvert år kunne miste fra 350 millioner kroner til 520 millioner kroner.

0 Kommentarer